Lotte Freddie: “Jeg har turdet kaste mig ud i ting, som jeg ikke troede, jeg kunne"

Fra en hvidblomstret sofa i en dagligstue i Rungsted Kyst kigger jeg på overdådige, lyserøde roser på sofabordet af glas med rød metalramme.

Der er rødternede gardiner, og der er mørkerøde stoffer kastet dramatisk over både salonborde og gardinstænger som draperede, gulvslæbende teatertæpper. 

Ballerinaskoen bliver en sikker vinder igen i år – men denne gang med et uventet tvist

Nu er det atter tid til at finde ballerinaskoen frem – men denne gang bærer den et nyt, sporty tvist med sig, som måske vækker nostalgiske minder. Her er sæsonens 10 pæneste.

En magentafarvet, rødlilla ampel hænger i loftet, en koralrød sofa står ovre i stuens læsehjørne, og gulvtæpperne er vævet i mange forskellige nuancer af rød. De tændte stearinlys er også koralrøde, måske en slags rosa, og ved vinduespartierne ud mod haven bor en buket kæmpestore papirblomster, der stammer fra scenografien til et Burberry-show. 

De er også røde, koral igen. Selv bilen, jeg passerede ude i indkørslen, er rød. Postkasserød.

“Rød er min yndlingsfarve,” siger Lotte Tegner Freddie til ingen stor overraskelse fra under sin velkendte skulderlange, platingrå pagefrisure med pandehår. 

Men selv er hun klædt i sort fra top til tå. Med sorte støvler, sorte Armani-jeans, en sort top og en lang, sort og hvid perlehalskæde fra Chanel ligner hun en Karl Lagerfeld-muse. 

Meget chik.

“Vil du have kaffe eller rosé?” spørger hun.

I et hjem, der på mange måder ligner et glas rosé, ville den lyserøde vin være det oplagte valg, men da klokken ikke er mange minutter over 12, bliver vi alligevel enige om kaffen, og jeg tænder for diktafonen.

“Jeg kan jo slet ikke forstå det,” begynder Lotte.

“Jeg kan ikke begribe, at jeg fylder 90,” siger hun, som om den runde fødselsdag i februar måned kommer som en overraskelse.

“Jeg føler mig som en 40-årig.”

Som mangeårig modejournalist og -redaktør, forfatter og ikke mindst tidligere model er Lotte Tegner Freddie et modejournalistisk koryfæ, måske ligefrem en levende legende. 

Hun var her før det meste, og hun har set mere end de fleste. 

Hendes mormor var ballerina på Den Kongelige Ballet, billedhugger Rudolph Tegner var hendes onkel, og selv blev hun for kun et par år siden slået til ridder af den franske orden Æreslegionen for sin langvarige formidling af fransk kultur og mode. 

Det kunne måske få mange til at mene, at et otium var sagen, men ikke Lotte, hun bliver ved. I dag formidler hun dansk og international kultur med foredrag og som en del af trioen i det populære DR-program 'Verdensdamerne'. 

Hun er også flittig på Instagram, hvor flere end 16.000 danskere i skrivende stund følger med.

Hvo intet vover, intet vinder

Selv kender jeg Lotte som kollega. Vi har tidligere dækket den københavnske modeuge sammen og anmeldt modeshows for samme medie. 

Det gør vi ikke længere, men jeg foretrækker stadig at opleve modeugerne ved hendes side. For Lotte er energisk, interesseret og begejstret. Og dybt videbegærlig. 

Hun ved meget, og hvis der er noget, hun ikke ved, så må hun vide det. Hun farer rundt fra show til show med en iver, som er svær at matche, selv for en som mig, der er knap seks årtier yngre, og som på trods må løbe i hælene på den mere erfarne modeugegænger.

Så selvom Lotte fylder 90, er hun ikke gammel. 

Nej, det er tydeligt, at indeni Lotte bor en ung pige, som ikke vil dø. 

Hun er en helt igennem ung, legesyg, nysgerrig sjæl, der ikke vil gå glip af noget som helst og er som en svamp, der suger til sig af alskens oplevelser.

“Jeg tør noget,” siger hun.

“Jeg har turdet kaste mig ud i ting, som jeg ikke troede, jeg kunne, bl.a. at blive journalist, og så har det bare vist sig at kunne bære.”

Lotte Tegner Freddie er ikke uddannet journalist, men blev alligevel –da hun var i 40’erne – headhuntet til stillingen som moderedaktør på Berlingske, hvor hun var redaktør i 23 år.

“Jeg har været heldig,” konstaterer hun og drikker en tår kaffe. På hendes lillefinger glimter en signetring i guld med Tegner-familiens våben på. 

Mottoet er ‘Virtute et labore’, latin for dyd og arbejde.

En gammel darling er tilbage dette forår – både i tøjmoden og indretningen

Da det grove, ukæmmede uldstof tweed indtog 1830’ernes Skotland, blev det især brugt til udendørsaktiviteter som jagt. Sidenhen kom lettere versioner og nye mønstre til, og da Coco Chanel skabte sin elegante couturejakke i 1954, blev stoffet for alvor en darling i modeverdenen. Den status har tweed igen opnået dette forår i såvel moden som boligen.

“Men man kan ikke være heldig uden at vove noget,” tilføjer hun.

Efter Berlingske vovede hun sig som 67-årig ind på Børsens chefredaktørs kontor og overtalte ham til at hyre hende som moderedaktør. 

Det lykkedes og blev til en hele 10 år længere karriere, som dog heller ikke sluttede med Børsen, for siden har hun skrevet om kultur og mode for diverse publikationer. Men samfundets opmærksomhed på stofområdet er ikke længere, hvad den har været.

“I gamle dage var der modestof i alle aviser og blade, men nu er der stort set ingenting, og det er en skandale. Jeg synes, det er uforskammet,” siger hun og fortsætter:

“Og så kan man godt sige, at folk ikke er interesseret i mode, men der er altså ikke noget menneske i hele verden, som ikke tager tøj på hver dag. I det øjeblik, du står ud af sengen, klæder dig på og tager stilling til, hvordan du ser ud, tager du også stilling til mode. 

Det er akkurat det samme som at spise. Det er selvfølgelig noget helt andet i England og Frankrig, hvor aviserne bringer modestof, for der er man jo godt klar over det.”

På besøg hos Margaret Thatcher

Hvis der er et land, som verdensdamen Lotte Tegner Freddie – der i øvrigt kalder sig anglofil – kender godt, så er det England.

Efter sin skolegang og et år på husholdningsskolen Mariaforbundet blev hun sendt et år til England som au pair, og derefter læste hun et år på Cambridge University.

Her blev hun forelsket i en englænder og ville derfor gerne blive i England. Så hun tog fra Cambridge til London og blev model, bl.a. hos et af Londons dengang største kjolehuse, Horrockses, hvor hun bl.a. var fittingmodel, da Princess Margaret skulle have syet 60 bomuldskjoler til en officiel rejse til Caribien. 

Derefter arbejdede hun for en række forskellige modehuse, og siden flyttede hun hjem til Danmark, hvor hun fortsatte som model i mange år. 

En dag blev hun spurgt, om hun ville være konferencier til et fast turistarrangement, det såkaldte 'Lunch with the Danes', hvor udenlandske gæster skulle lære at spise det store danske kolde bord og ikke blande sild og wienerbrød sammen. 

Det var her, hun mødte Berlingskes daværende søndagsredaktør, Annelise Bistrup, som tilbød hende at skrive om mode for avisen.

Og siden skulle karrieren som journalist bringe hende tilbage til den engelske hovedstad.

“Da jeg begyndte at skrive om mode, skulle jeg rejse til Paris, og så forklarede jeg, at det var meget vigtigt også at tage til London, fordi den engelske mode var så vigtig. 

Det var sådan en undergrundsmode, som affødte alt muligt andet,” fortæller hun.

Da hun kom derover, indbød selveste Storbritanniens daværende premierminister Margaret Thatcher til reception i premierministerboligen 10 Downing Street.

“Huset er smalt, men det fortsætter meget langt ind,” begynder Lotte sin anekdote.

“Jeg kommer ind i hallen og går op ad en trappe til første sal. Langs trappen hænger billeder af alle de forhenværende premierministre og allerførst et stort maleri af Winston Churchill med cigar. 

Ovenpå annoncerer en herolder (embedsmand, red.) gæsterne en efter en. “Ms. Lotte Freddie!” råber han så mit navn på engelsk, og jeg går ind i salonen, hvor Margaret Thatcher står foran et kæmpe batteri af fotografer. 

“How wonderful! How marvellous!” siger hun og breder armene ud, som om jeg er hendes længe ventede lillesøster. Jeg ved slet ikke, hvad der foregår. Og så siger hun: “What a good idea, look at this!” og vender mig mod fotograferne,” fortæller Lotte livligt med fagter og grimasser.

“Det var, fordi jeg havde en sort kjolejakke med svalehaler og nederdel på fra Elise Gug, og så havde jeg sat tre similibrocher på den ene skulder. Det var det, hun syntes var så smart. 

Er du til et lidt sporty look, er denne jakke et oplagt valg

Er du til et lidt sporty look, er bomberen – også kendt som pilotjakken – et oplagt valg. Den er komfortabel og stilren og perfekt til et afslappet hverdagslook med sin chunky pasform, der kan blødes op med blide farver og fine detaljer.

Hun havde altid en enkelt broche på, men senere har jeg set hende med to brocher på, og det kan kun være på grund af mig,” siger hun med et ironisk selvtilfreds grin.

Paris, Paris, Paris...

… blev hun sendt til ustandseligt for at dække de mange modeuger, så danskerne kunne læse om de seneste tendenser fra udlandet i avisen. 

Men det var ikke altid lige let at komme med til show i de fine franske saloner.

“Der var ikke nogen modehuse i Paris, som gad se på danske journalister, for Danmark købte jo ikke dyrt tøj derfra,” siger hun. 

Selvom hun og kollegerne søgte om adgang på forhånd, var det ofte uden held. Nogle gange havde hun kontakter, der kunne få hende ind, og ellers måtte hun være ihærdig og til tider kreativ.

“Så man klædte sig pænt på og gik bodsgang hos alle modehusenes pr-afdelinger for at tigge og bede om at få en invitation.”

Nogle gange lykkedes det, og når det ikke gjorde, havde Lotte udviklet en række succesfulde metoder til at få det til at ske alligevel.

“Man skulle ind og se det, for man var sendt derned af sin avis, og så kunne det ikke nytte noget, at man ikke kom ind. Og jeg kom også ind alle vegne,” fortæller hun og afslører et par tricks:

“Vi gjorde bl.a. det, at vi fulgtes og prøvede at gå ind ved at lade som ingenting. Vi gik og talte sammen og snakkede, snakkede og snakkede og ænsede ikke dørmændene, men gik lige forbi dem. 

Og det lykkedes meget godt,” forklarer hun.

“Engang tabte en, jeg fulgtes med, sin billet med vilje, og da dørmanden så bøjede sig for at samle den op, sneg jeg mig lige forbi ham.”

Hun elskede især at komme til Diors show, da John Galliano var chefdesigner.

“Det var teaterforestillinger, så fantastisk og overdådigt iscenesat.”

Også Chanel producerede nogle af hendes yndlingsshows i Karl Lagerfelds tid.

“De holdt til i Grand Palais, som var smukt iscenesat; det kunne være som et kæmpe supermarked, eller som var vi på havets bund med sand på gulvet og store konkylier,” siger hun og kommer i tanker om, at det var Florence Welch fra 'Florence and the Machine', der spillede til showet på havets bund.

“Karl var supergod til musik, og det er noget af det vigtigste. Musikken kan gøre hele forskellen på et show, fordi det understreger stemningen, følelsen og meningen med tøjet.”

Fint skal det ikke være

I en årrække dannede Lotte Tegner Freddie par med reklamemanden William Dessau, som hun blev gift med i 1961 efter længere tids forlovelse. 

Ida Kudos har en særlig opfordring til dig: ”Du vil mærke kreativiteten og inspirationen piple frem”

Vilde outfits til hverdag er en vigtig del af musiker Ida Kudos måde at udtrykke sig på, og hun vil fortsætte med at lege med sit udtryk hele livet igennem. Tag et kig i hendes klædeskab, der sprudler af farver og finurlige items, der i hendes optik er lige tilpas over the top.

Siden blev hun gift med modefotografen Jørn Freddie, som hun fik to børn med. De voksede fra hinanden og gik hver til sit efter 16 år sammen, da børnene var fem og syv år gamle, og efterfølgende købte hun huset i Rungsted, hvor hun har boet lige siden – omkring halvdelen af sit liv.

Her er tøj i stort set alle rum. 

I et skab er der nederdele, et andet aftenkjoler, et tredje frakker og jakker og så fremdeles. Skabene er så propfyldte, at de vel dårligt kan lukkes, i hvert fald ser det ud, som om tøjet er ved at vokse ud af skabene og overtage huset, sådan som det hænger på åbne skabslåger og vokser på væggene som efeu op ad en husmur. 

Aldrig har jeg set så meget tøj hjemme hos nogen. Fritstående tøjstativer er der også med tøj i alle farver, alle former.

Lotte Tegner Freddie er kendt for sin kærlighed til farverigt tøj, gerne pangfarvet, og har ikke været bleg for at kritisere danskernes hang til sort.

“Jeg holder meget af sort, men ikke længere om aftenen til middag,” siger hun og udånder et suk, inden hun fortsætter: “– af den simple grund, at alle herrerne enten er i smoking eller mørkt tøj, og alle damerne i sorte kjoler. 

Så det er ligegyldigt, om du har et fantastisk design på, for det drukner i Sortehavet. Det ligner en begravelse.”

“Men derudover er det blevet meget bedre,” tilføjer hun og henviser til opblomstringen af farverige brands som Baum und Pferdgarten, Ganni og Stine Goya.

For “alle er noget,” som hun siger, og det viser man bedst med farver i stedet for at gå og gemme sig væk i sort og grå. Og da slet ikke i beige!

“En italienerinde med olivenhud og mørkt hår ser fantastisk ud i beige, men det er uklædeligt for skandinaver. Det er en killer colour, der ikke gør noget godt for nogen.”

Selvom Lotte Tegner Freddie har kigget på haute couture- og high end-mode hele livet, så behøver det hele ikke være så fint.

“Jeg elsker H&M,” siger hun usnobbet.

“Nogle af mine yndlingsting er fra H&M, og det holder glimrende. Jeg har jo en frakke … den skal du lige se!”

Og så rejser hun sig fra den hvidblomstrede lænestol, hun sidder i, og suser ud af stuen, og efter et splitsekund kommer hun retur med en sort, blomstret velourfrakke med en krave af sort kunstpels. 

Blomsterne er store roser, der nærmest ser håndmalede ud, i dybe rosenrøde og blågrå nuancer.

“Det kunne nøjagtig lige så godt have været Emanuel Ungaro (fransk modedesigner, red.),” siger hun og tager frakken på og poserer.

“Se det snit! Og stoffet er så … jamen, den er unik! Og over 30 år gammel.”

Og før jeg får set mig om, er interviewet lavet om til et modeshow. Frem og tilbage mellem garderobe og dagligstue farer Lotte rundt med bøjler og bluser, frakker og farver med alt, hvad hun vil vise mig af dyrebare fund.

Jakken, der passer til alt: Her er 10 af sæsonens flotteste læderjakker

Læderjakken er den evige klassiker, der tilføjer kant til ethvert outfit. Den er perfekt til et casual hverdagslook med jeans såvel som over en kjole for en mere sofistikeret forårsfeeling og kommer i både korte og lange versioner.

“Jeg hører mennesker tale dårligt om H&M, men det bliver jeg rasende over, for der er ingen, der er bedre end H&M – ikke til de penge!” siger den prisbevidste modeelsker.

“Jeg har ikke råd til at købe dyre couture-ting, men jeg er smaddergod til at finde tøj, som ser dyrt ud og ikke er det. På den måde kan jeg være velklædt til ikke ret mange penge.”

Det bliver tydeligt, at det ikke kun er selve moden, der er passionen, men at det også – og måske nærmere – er jagten.

“Det er da meget smartere at kunne finde noget, som ligner en hel masse, til ingen penge, end at gå hen hos Dior og købe hele butikken – det ville enhver kunne finde ud af!” siger hun.

“Men enhver kan ikke finde ud af at gå hen i en lille biks og grave guld frem. Det er kunsten.”

Det er dog langt fra billigt tøj det hele. 

Der er en lyseblå nederdel med sølvglitter fra et af hendes yndlingsmærker Baum und Pferdgarten. Der er en fantastisk rød nederdel af den franske designer Christian Lacroix syet sammen af, hvad der ligner gamle mønstrede duge, bl.a. en rød- og hvidternet. 

Jeg ser også en hvid nederdel fra Chanel, hendes alltime yndlingsdesigner. 

Den ligner en dyne og minder om noget af det, den danske designer Cecilie Bahnsen laver i dag.

“Mode skal være sjovt og til at bruge, og det må gerne være udviklende og udfordrende. Jo mere kreativt, des bedre,” siger hun og understreger, at livet også handler om andet.

“Man tror måske, at hele mit liv er mode, men det er det overhovedet ikke. Det ville være forfærdeligt. Der er ikke noget værre end sådan en, der ikke har andet i hovedet. 

Det er da dødssygt, hvis man bare skal sidde og tale om det,” siger hun.

Bekymret for ungdommen

Mobilen bimler og bamler på sofabordet. Det er et af Lottes fire børnebørn, der ringer. Hun har fødselsdag, og med ét synger Lotte fødselsdagssang igennem telefonen.

Da der bliver lagt på igen, tager samtalen en drejning. Væk fra garderoben i Rungsted og ud mod verden.

“Jeg synes, det er synd for de unge. De har det ikke nær så sjovt, som vi havde det førhen. Tiden er meget bornert, og fremtiden ser så frygtelig ud,” siger hun.

Lotte er født og opvokset i Rungsted og var barn under 2. Verdenskrig. 

Krigen og undertrykkelsen sluttede, da hun var 10 år gammel, og siden fik hun lov til at være ung op gennem 50’erne og 60’erne i en tid med økonomisk fremgang og et positivt syn på fremtiden, og sådan har det egentligt været det meste af hendes liv. 

Men i dag er livet igen præget af mørke fremtidsudsigter med en truende klimakrise, mange krige, globale spændinger mellem stormagter og en voksende prepperkultur.

“Det er ikke spor morsomt med den fremtid, de unge kan se hen til med frygtelige krige. Vi står på kanten. Det gør vi virkelig,” siger hun.

Minder det dig om din barndom under krigen?

Elisa Lykke sværger til én bestemt lipgloss

Forfatter Elisa Lykke går med ganske lidt makeup, hun sværger til én bestemt lipgloss og hudplejeprodukter fra danske brands, og ifølge hende burde nutidens skønhedsideal fokusere på autenticitet. Selv føler hun sig allermest smuk, når hun har trænet, danset og elsket og kan mærke solens varme i ansigtet.

“Ja, på en måde. Vi boede min far, min mor og mig i to værelser. Vi sov i herreværelset, og så var vi ellers i dagligstuen. 

Hele resten af huset blev ikke brugt. Køkkenet kunne vi heller ikke bruge, men nede i kælderen var et komfur, som vi brugte i stedet, med kul og tørv til at lave mad, for der var ingen brændsel.”

Er du bange for, at vi vender tilbage til dengang?

“Nej, jeg er bange for, at det bliver meget værre. Dengang var vi jo heldige her i Danmark, hvis man altså ikke var jødisk og blev sendt til en koncentrationslejr. 

Og vi kan bare være så himmelhenrykte og taknemmelige for de unge mennesker, der var modstandsfolk, for ellers var det jo flovt, at vi gik så let igennem det, som vi faktisk gjorde.”

Hvordan er vi kommet hertil?

“Vi har været alt for sløve i Europa til at stå sammen og gøre noget, så vi kan klare os selv. Det kan ikke nytte noget, at vi tror, at USA skal redde os en gang til. 

Jeg kan godt forstå, hvis de sidder ovre i Amerika og tænker: Det må de sgu selv om. Men det er forfærdeligt for stakkels Ukraine. De kæmper vores kamp, og så sidder vi her og hygger os. Dernede fryser de og bliver slået ihjel. 

Det er surrealistisk. På den måde var man gladere førhen, og man havde det langt sjovere end nu. Der var ikke al den frygt og angst for, hvad der sker. Dengang – efter krigen – tænkte man, at det aldrig ville ske igen. Aldrig mere. Never again, som man sagde. 

Men sådan siger man ikke mere!”

Læs, læs, læs

Lotte Freddie er altid orienteret om alt det nye, og lige nu ligger Sally Rooneys 'Intermezzo' på hendes natbord. 

'Intermezzo' er den unge irske forfatters seneste og fjerde bog, og selvom hendes bøger ikke altid ender lykkeligt, er de fyldt med håb og optimisme. Dystre tider gør kun kulturens rolle i samfundet endnu vigtigere, mener Lotte, der kommer med en opfordring:

“Læs, læs, læs! Der er jo ikke noget bedre end at kunne begrave sig i en god bog. Eller se nogle fantastiske film og tv-serier. Noget, man kan blive opstemt over findes og skabes. 

Kultur vil være lægende på den frygt, man har,” siger hun.

“Vi må aldrig tage kulturen for givet. Under krigen blev den forsøgt taget fra os, ligesom alt andet, der ikke forherligede nazismen. 

Begge mine eksmænd flygtede til Sverige. Både William, som var halvt jødisk, og Jørn, hvis far var kunstneren Wilhelm Freddie, som var eftersøgt af tyskerne på grund af sin surrealistiske kunst. 

Den brød de sig ikke om. Kultur kan godt være farlig for et regime, og også derfor er den vigtig, for den kan være et oprør og et håb.”

Skal politikere blande sig i kunst og kultur?

“Ja, på den måde, at de giver mere frihed til kunst og kultur. Så de skal give flere penge og flere muligheder. Ellers skal de ikke blande sig.”

Hvad ville dit liv være uden kultur?

“Jeg kan slet ikke forestille mig det, for så er der jo ikke noget tilbage. Så er der kun mad og bridge, som jeg dog spiller meget.”

Hvad er dit bedste råd?

“Gode manerer er ikke gammeldags, men vigtige. 

Det er en ballast at vide, hvordan man skal opføre sig, så man ikke bliver usikker. Det har jeg sagt ustandseligt, og ellers henviser jeg gerne til Winston Churchill, der sagde, at “gode manerer letter tilværelsen for andre.” 

Jeg har altid forsøgt at lære mine børn, at de skal arbejde og være flittige og ordentlige, og så skal de ellers ikke finde sig i noget.”

Hvorfor skal man ikke finde sig i noget?

“Uretfærdighed må man aldrig finde sig i. Heller ikke på andres vegne. 

Se bare på Taleban og deres måde at smadre kvindekønnet på. Det kan gøre mig bange. Det er, som om de hader kvinder og vil udradere dem. Det er helt forfærdeligt, at vi ikke har kunnet gøre noget for de kvinder. 

Lotte Freddie: "Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad folk siger om mig"

Mine årtier: Hvert årti har sin egen fortælling. Her er det journalist Lotte Tegner Freddie, som tager os med gennem sine aldre.

Tænk, at Taleban har overvundet dem og dermed os alle sammen. Rettigheder er vi nemlig fælles om.”

Dagslyset forsvinder ud af stuen, det er ved at blive mørkt udenfor. Efter fire timer har vi fået vendt ikke kun Lottes liv, men hele verdenssituationen. Og det kan ikke være anderledes. 

Det er hendes retfærdighedssans, der driver hende. Men også hendes lyst til livet. Fordi selvom en tidligere model nok altid vil nyde en vis portion opmærksomhed, vil hun meget hellere tale om alt det, der foregår ude i den store vide verden, helst uden for hendes egen sfære. 

For det mest interessante er alt det, hun ikke har lært endnu. Og tænk så på alt det, hun slet ikke ved findes!

Kan du nogensinde få nok af livet?

“Nej, jeg vil altid gerne opleve noget mere, vide noget mere. Jeg vil det hele. 

Så jeg kunne sagtens tage 90 år mere!”