Anne Loses leder: ”Sofie og Simi”

Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at vi (og mange andre medier) har forsøgt at få Sofie Linde i tale siden hendes omtalte optræden til Zulu Comedy Galla i 2020. Og det har ikke været nemt, skulle jeg hilse og sige.

Hele Danmark kendte allerede Sofie fra tv, men hendes tale om sexisme i mediebranchen satte for alvor skub i #MeToo-debatten herhjemme. Og det gav genlyd, da over 1.600 kvinder i branchen underskrev en støtteerklæring til Sofie, som førte til sager om krænkelser og overgreb.

Der er et før og et efter Sofie Linde, står der på forsiden af dette magasin, for Sofie har mobiliseret flere generationer af piger og kvinder i kampen for ligestilling, men det har kostet at være i modvind, og der er blevet sorteret ud i vennekredsen, fordi det ikke var alle, der omfavnede talen. I hvert fald ikke før de havde fornemmet, hvilken vej vinden blæste.

“Modig,” kommer det straks fra min 17-årige datter Dagmar, da jeg spørger, hvad det første hun tænker på, er, når jeg siger Sofies navn.

“At hun stillede sig frem dengang og endda ikke afslørede ham idiotens navn, er for vildt – det elsker jeg og mine veninder.”

Og det er netop på grund af Sofies egne to døtre, at hun er gået ind i debatten:

“Det er jo et enormt ansvar, jeg har. Jeg skal ikke bare bane vejen, jeg skal også sikre, at den brolægning mine døtre skal gå på, bliver så jævn og stabil som muligt. Hele samtalen forud for den tale, startede hjemme i køkkenet, hvor jeg talte med Joakim og nogle venner om alt det, pigerne skulle forberedes på at sige fra over for. Og mændenes reaktion var lidt den der: “Du skal jo ikke forberede dem på at gå i krig.” Men det skal jeg jo nærmest. Der er jo en grundlæggende forskel på at forberede drenge og piger på voksenlivet. Hvor mange gang har de fysisk skullet markere deres grænse og frabede sig uønsket fysisk kontakt? Aldrig.”

Jeg er usigelig stolt over at have Sofie på forsiden af januarnummeret. Der er stadig lang vej til ligestilling, men Sofie står ikke alene, og det ved hun nu.

Fra et ‘brændpunkt’ til et andet: Når man kigger tilbage på 2021, står endnu en coronabølge, Danmarks EM-triumf, kommunalvalg, klimakamp og desværre også Talibans indtrængen i Afghanistan stærkt.

Hjælpeløshed og afmagt krøb ind under huden på os alle, for hvad skal der nu ske med det afghanske folk og ikke mindst de piger og kvinder, hvis forbedrede rettigheder vi gradvist har været vidne til gennem de seneste 20 år?

Udenrigskorrespondent Simi Jan rejste beslutsomt til Kabul, da alle andre forlod landet. Hendes kærlighed til Afghanistan og dets folk var for stor til ikke at fortælle verden, hvad der skete dernede.

Også selv om hun gik glip af sin søns fødselsdag og første skoledag.

Det er en stærk beretning om kærlighed og drivkraft, for Simis børn tror, hun tager på ferie, når hun rejser. Kontrasten er skærende, når hun fortæller om de modsatrettede følelser, der blev vækket i hende, efter hun kom hjem og sad til et forældremøde, hvor der blev diskuteret larm i timerne. For i Afghanistan er det langt fra alle børn, der overhovedet kan gå i skole.

Vi tager dig også med til New York, hvor Jasmi Bonnen fra hudplejemærket Nuori inviterer indenfor i familiens hjem, og guider dig til Danmarks bedste brød – med masser af tandsmør. Sygeplejerske Amalie Reedtz-Thott fortæller om at have stress, og så kan du komme med til L.A. og blive klogere på Eve Babitz, der er blevet kaldt festudgaven af Joan Didion.

God læselyst

Anne Lose