Baum und Pferdgarten: Forårets tøj skal være farverigt
Designere for Baum und Pferdgarten, Helle Hestehave og Rikke Baumgarten, viser deres nøglekøb den kommende sæson. Se, hvad du skal investere i, i sommeren 2013.
Et nøglekøb fra jeres forårskollektion?
Det må være vores blåblomstrede sæt i bomuldsbukser og silkeskjorte. Elsker idéen om at printet fortsætter op i skjorten. (Nedenfor)
Hvad er forårets musthave?
Baums blå plastiknederdel er et musthave da den har lige dele modernitet og fremtid i sig og samtidig har noget vintage over sig (pris 1.299 kr.). Derudover hylder nederdelen den franske kunstner Yves Klein og hans blå farve.
De 3 største tendenser?
Vi tror på en sæson med mange stærke og klare farver som pink og rød. En anden stærk tendens er brugen af tekniske materialer som har et sporty look. De ses f.eks som oversized overtøj eller til taljerede sexede kjoler. Tredje tendens er hvidt i hvidt. Tænk hvidt sprødt bomuld, hvidt gennemsigt nylon i plissé, hvide jerseytoppe i net, hvide jeans, hvide karatekjoler og hvide skindnederdele.
Hvad inspirerer jer?
Vi synes, at Proenza Schouler-drengene, designerne Jack McCollough og Lazaro Hernandez gør det godt. De har forfulgt en asiatisk tråd i deres sidste kollektioner, som har været inspirerende og fremadskuende. Jill Sanders tilbagevenden til Jill Sander har også været en fornøjelse at følge. Hun har skabt en skarp og ærlig kollektion. Det er helt tydeligt, at hun danner skole for designere som Phoebe Philo og danske Rebbeca Bay.
LÆS OGSÅ: Malene Birger - Her er mine nøglekøb
Bedste stylingtip?
Find balancen mellem et neddæmpet, klassisk look og føj et par crazy elementer til – og hav altid et par høje hæle i tasken.
Hvor kommer inspiration til forårskollektionen fra?
Kunst og arkitektur. Vi har kigget på kunstneren Mark Rothko, hvis værker med bare to toner eller farver har inspireret os. Den franske kunstner,Yves Kleins berømte blå farve og monokrome malerier har givet os idéen til et blåt plastiksæt. Vi har også været fascineret af japansk arkitektur som er rimelig stram, men som lige pludselig bryder sin form eller liniær totalt op. De arkitektoniske elementer i vores kollektion kan man se i skæringer og måden hvorpå vi bruger farver og print.
Tendenser fra foråret 2012 der går igen i det nye år
Sportsreferencer og detaljer, skæringer der ligger tæt på kroppen og asian style.
Silkebluse, Baum und Pferdgarten, 1.299 kr.
Hvordan bygger man den perfekte garderobe op?
Sko er vigtige. Du kan næsten altid rede et look med et par smukke sko. Ellers kommer du langt med at kombinere sin garderobe med både klassiske items som stramme denims, klassiske blazere og tilføje mere moderne styles som bluse og bukser i samme print, en sweater i en knaldet farve og et stykke overtøj som har en spændende form eller er i en fantastisk metervare.
Bedste skønhedstip?
Spis god mad, dyrk masser af motion, drik rødvin, fest med vennerne, brug kunstige øjenvipper og husk rank ryg på høje hæle.
LÆS OGSÅ: Bruuns Bazar - Dét skal du købe dette forår