Susanne Rützou giver sine stiltip

Bliv stilfuld som Rützou

Ifølge designer Susanne Rützou, 47, er de bedste køb tidløse og alsidige, hvilket forsvarer hendes til dato mest ekstravagante klædeskabs item – hendes halskæde med et vedhæng i massivt guld, som hun ser som en decideret investering.

Hvad skiller du dig aldrig af med?

"Jeg har en del tøj og accessories, som jeg, uden skelen til deres relevans i forhold til tiden, gemmer. Enten fordi de minder mig om særlig gode oplevelser eller måske bare er smukke i sig selv. Derudover er jeg skånselsløs. Efter at have ryddet ud i skuffer og skabe holder mine veninder og jeg hvert år loppemarked. Det er blevet fast tradition."

Hvad betyder mode og stil for dig?

"Mode betyder mest for mig på det plan, at det er det element, jeg lever i. Det er min udtryksform, mit arbejde. Stil er for mig en artikulering, et æstetisk valg af tilhørssted. Det er væsentligt både indadrettet og udadtil i forhold til ens identitetsfølelse, men ingen af delene betyder voldsomt meget for mig i livets store spørgsmål."

Hvad er dit mest ekstravagante køb?

"Har vist et par beklædningsgenstande eller fire, som jeg stadig er lidt ”in denial” omkring. Så jeg vil hellere nævne mine smykker, som nok har været en bedre investering, og som jeg er ret passioneret omkring. Et ekstravagant eksempel kunne være min halskæde med ”hulsten” i massivt guld. Den var heldigvis en gave, og jeg elsker dens underspillede udtryk, som gør den lige egnet til hverdag som aften."

Hvilke er dine favoritdesignere eller mærker?

"Jeg er nok ikke synderligt loyal hvad angår mærker og går i højere grad efter, hvad der specifikt passer ind i min smag og behov. Der er dog en række mærker, jeg igen og igen finder yndlingsstykker hos – ex. Ann Demeulemeester, Rick Owen, Lanvin og Balenciaga. Har også gennem tiden fundet mange gode basisting hos Cos, det er god kvalitet til prisen og udtrykket så enkelt, at det nemt kan påvirkes i egen retning."

Hvad er et godt køb i dine øjne?

"Et godt køb er noget, som går ind og dækker et reelt behov. Det kan varieres og holder i mere end én sæson."

Hvor holder du af at shoppe?

"New York og Tokyo står nok højest på listen. New York pga. sin diversitet, brede udvalg og mængden af excentriske koncepter. Tokyo pga. sin udprægede æstetik i stort set alt og muligheden for uventede og eksotiske fund."

Hvad redder dig på en dårlig dag?

"På en dårlig dag er det særlig vigtigt for mig ikke at være for ”dressed up”. Typisk kunne jeg finde på at iføre mig et par af mine yndlings lædergamacher, en cashmere sweater eller t-shirt og et par behagelige sneakers. Det kunne jeg i øvrigt også sagtens på en god dag."

Kjole fra eget design og Susannes mest ekstravagante beklædningsgenstand, en massiv guldklump på kæde, designet af I’m Jewel.

Læs også: Få Emilia van Hauens stil-tip