Smykkedesigner om at få kritik: Jeg græd, fordi det var så hårdt og personligt

– Som barn kunne jeg godt lide at tegne og blev hurtigt bedre. Jeg har altid godt kunne lide at øve mig og har ikke noget imod at lave den samme ting mange gange, hvis jeg kan se, at der sker fremskridt. Allerede fra barnsben eksperimenterede jeg med forskellige udtryksformer, bl.a. maleri, tegning og gipsstøbning, så jeg tror egentlig altid, at jeg har haft en kunstner i maven.

– I gymnasiet solgte jeg mit første maleri til min billedkunstlærer. Det var et impressionistisk landskabsmaleri. Ved siden af skolen tjente jeg lidt penge på at tegne kulportrætter, og det blev en form for indtjening. Da jeg skulle vælge studie, søgte jeg kun ind på Arkitektskolen. Jeg vidste, at det var det, jeg skulle. Jeg ville lave noget rumligt og noget med hænderne. Mange tænker på arkitekten som en klassisk tegnestuearkitekt, men der er faktisk mange, der ender med at beskæftige sig med noget andet. For mig er arkitektuddannelsen en god og bred, æstetisk uddannelse, hvor du lærer om forskellige rumlige, form- og designmæssige aspekter. Kunst og Arkitektur, som jeg studerer nu, har en meget filosofisk og poetisk tilgang til det rumlige, som jeg både gør brug af i min kunstneriske praksis og med smykkerne ved siden af skolen.

En flig af hjertet

– En af de største gaver, jeg har fået fra Arkitektskolen, er at lære at modtage kritik. Jeg græd til en af mine første kritikker på skolen, fordi jeg syntes, det var så hårdt og personligt. Når du arbejder kreativt, hvor alt er til offentlig skue, bliver du aldrig 100 procent tilfreds. Et projekt kan altid blive bedre, og det må du lære at leve med.

– Jeg arbejder meget intuitivt, og nogle gange opstår smukke ting ud af ingenting. Jeg kan godt lide at have mange jern i ilden samtidig, så jeg laver både skulpturer, malerier, tegninger, smykker og arkitektur. Et eksempel kunne være mit sidste semesterprojekt, som er et lille museum oppe i Tegners Skulpturpark i Dronningmølle, som fungerer som en midlertidig kunstnerbolig. Her smelter arkitekturens rumlighed for alvor sammen med kunstens skulpturer og malerier. Hvis jeg kan få lov til at skære en lille flig af mit hjerte og give det til nogen, som bliver glade for det, har jeg udrettet noget godt. Fx hvis nogen køber et maleri og gerne vil have det hængende derhjemme. Eller hvis folk føler sig særlige, fordi de bærer en ørering, jeg har lavet.

Personlige skatte

– Da jeg var barn, havde min mor et pænt smykkeskrin, som var gemt væk og kun kom frem ved særlige lejligheder. Jeg synes, der er noget virkelig fint over den meget personlige samling af smykker. Det minder lidt om den måde, museer er opstået på, hvor rige mennesker gav adgang til deres wunderkammers med udstoppede dyr og malerier. På samme måde ser jeg smykkeskrinet som et lille wunderkammer af personlige skatte.

– Idéen om Corali opstod netop ud af den tanke for omkring tre år siden. Jeg ser ikke mine smykker som design, men som små skulpturer, og det er en stor ære, hvis der er nogen, der gider at bære og gemme på mine små kunstværker i deres smykkeskrin.

– Det ville selvfølgelig være vildt fedt, hvis Corali blev stort, og jeg kunne tjene penge på det, men det er ikke det vigtigste for mig. Det er bare én af mine mange udtryksformer.

Lærepenge

– Min største udfordring er at få tid til det hele. Jeg prøver både at læse min kandidatgrad på fuldtid, have overskud til at male og skabe noget og drive en smykkevirksomhed. Jeg er drevet af min lyst til at kreere noget hele tiden. Det er ikke alt, der skal blive til noget, men jeg tror, jeg ville blive sindssyg, hvis jeg ikke hele tiden havde noget kørende. Det er en gave og en forbandelse.

Hvis jeg skal give et godt råd, er det: "Bare fucking gør det". Det er selvfølgelig nødvendigt med nogle penge, men du kan komme rigtigt langt for få midler. Hvis du vil det og er stædig nok, kan du nå langt. Det er selvfølgelig ærgerligt at spare en masse penge op, hvis et projekt ikke lykkes, men du bliver stærkere til næste gang, og pengene er aldrig spildt. Det er lærepenge.

– På et tidspunkt manglede jeg penge til Corali-projektet, og begyndte at arbejde i en skobutik. Det var ikke mit drømmejob, men jeg vidste, at jeg tjente et vist beløb om måneden, som jeg kunne bruge til at finansiere projektet. Desuden havde jeg en særligt inspirerende chef med et stort hjerte, der er den sejeste iværksætter og havde sat alt på spil selv, så jobbet viste sig at være lærerigt på mange andre punkter også. Det vigtigste er at gøre det, du drømmer om.