Charlotte Lynggaard: "Jeg har fået et forhold til min far, som jeg aldrig ville have fået, hvis ikke vi havde arbejdet sammen"

Room with a View er titlen på en film fra 1985, baseret på en roman fra 1908. Men ordene er i den grad også blevet brugt på mangt et Instagram-post, når bloggere og andre luksuslivsstils-hungrende SoMe-typer er på spaophold med vue til hav eller på hotel ved Comosøen. Men de kan godt pakke sammen. A Room with a View er absolut passende at bruge i hvert fald ét sted i verden, og jeg har været der. Det er i designer Charlotte Lynggaards hjem nord for København med panoramaudsigt til Øresund. For det er fra husets lyse, dybe sofa, at blikket kan hvile på havet, som duver mellem væg til væg-vinduesrammerne. På det store sofabord ligger klodser af kunstbøger med flossede kanter. De bliver rent faktisk læst i.

Det er ikke svært at forestille sig, at omgivelserne er med til at dyrke et i forvejen veludviklet kreativt virke og en æstetisk sans. Det er Charlotte Lynggaard et glimrende eksempel på med sine mere end 30 år som guldsmed og smykkedesigner i Ole Lynggaard Copenhagen, virksomheden som hendes far stiftede i 1963, og som Charlotte og hendes bror Søren overtog i 2008. Hun som kreativ direktør og han som administrerende direktør. Men Charlottes to piger, Sofia og Laura, der er vokset op i huset, har også fået glæde af himlen og havet ude på den anden side af stuen. Charlotte og hendes mand Michel Normann har boet her i huset i 23 år, og Sofia, Laura og deres lillebror Julius, 18, er vokset op her, dog med en lille afstikker til Paris, da Sofia og Laura var helt små. De to døtre er for nylig flyttet hjemmefra i en lejlighed i Indre By omgivet af grønne spir.

– Laura og jeg er flyttet sammen, da vi har et utrolig tæt og godt forhold. Vi nyder, at vi sammen kan være 100 procent os selv og kan sige tingene, som de er, uden at pakke dem ind. Jeg synes, det er optimalt at bo med sin søster. Hvis vi har diskuteret, lukker vi døren i 10 minutter, og derefter er det, som om intet er hændt. At forkæle min søster er det bedste, jeg ved. At jeg kan bage og lave mad og vide, at Laura kommer hjem og sætter pris på det efter en lang dag, betyder meget, siger Sofia.

Maden har altid været et omdrejningspunkt i familien Lynggaard, og hele familien holder fast i søndagsmiddags-traditionen herhjemme. Der bliver spist hjemmelavet mad og snakket om, ja, hvad man nu snakker om rundt om sådan et langbord, løst og fast.

– Hverdagssituationer, som har været nervepirrende eller komiske. Altså sådan noget, vi bare kan grine af bagefter, siger Sofia.

Der går sjældent en hel uge, hvor Charlotte ikke får set sine piger, og de skriver eller ringer sammen hver dag. Men de der telefoner bliver også pakket væk. Helt bevidst. Så er det på med et par sneakers, og så går de rundt om Bøllemosen, et naturområde tæt på familiens hus.

Familiebånd

Nu sidder de, tilgiv den åbenlyse smykkesymbolik, som perler på en snor i sofaen. Laura slænger sig på armlænet, Sofia i midten med benene foldet i sofaen, som havde hun ikke lavet andet end at gå til yoga hele sit liv, og Charlotte i gulvlang kjole, som kun hun kan sidde i sådan én på naturligviste vis en torsdag formiddag i september. Alle bærer de, selvfølgelig, guldsmykker fra Ole Lynggaard Copenhagen. Laura store øreringe med sten, armbånd viklet om håndleddet og en elefant i guld om halsen. Den har hendes morfar designet. Sofia har også elefanten, i en mindre version, hængende om halsen, og Charlotte har hoops i ørerne, et slangearmbånd og en ring formet som et blad om pegefingeren.

– For os er smykker ikke bare smykker. Det er et familiebånd. Hvert smykke har en historie og betydning, som vi sætter pris på. Jeg kan have et outfit på, hvor jeg ikke føler mig sikker, men når jeg tager smykker på, føler jeg mig som mig selv, siger Laura.

– Når jeg har elefanten om halsen, har jeg altid morfar med mig, fordi han har designet den. Jeg tager den aldrig af, siger Sofia.

– Jeg er så stolt over, at mine piger vil gå med mine og min fars smykker, siger Charlotte.

Men når du er vokset op med smykker, og din morfars og mors verden altid har drejet sig om guld, sølv og ædelsten, kunne det jo godt tænkes, at du havde lyst til at gå i den diametralt modsatte retning. Det er ikke tilfældet. For tre uger siden startede Sofia på Guld- og sølvsmedeuddannelsen på Københavns Tekniske Skole.

– Jeg har siddet med de basale grundteknikker, og bare det er en kamp. Jeg har fået øjnene op for, hvor meget tid og hvor mange kræfter, der skal bruges på et enkelt smykke og har virkelig fået respekt for håndværket, siger Sofia.

Hun har i øvrigt haft en kort periode på Ole Lynggaard Copenhagens værksted i Hellerup hos Charlottes gamle læremester Morten Tranekjær, der stadig, efter 40 år, laver smykker i virksomheden. Laura er mere fokuseret på forretningsdelen og var vært på Ole Lynggaard Copenhagens store udstilling på internationale smykkemesse i Basel i år. Så tredje generation Lynggaard er med små skridt trådt ind i virksomheden.

Håndværk, så leg

“Skal du så være guldsmed ligesom din mor og morfar?” Det spørgsmål har de to døtre fået stillet så mange gange, at de er tæt på, men også kun tæt på, at vende øjnene mod loftet, da talen falder på, hvad skal de skal være, når de bliver store. Det er yderst velopdragne unge mennesker, vi har med at gøre. Den ene, Sofia, kan nu med ro i stemmen svare “ja.” Efter gymnasiet har hun bl.a. været i Australien i ni måneder, hvor hun gik på kunstskole og arbejdede i Ole Lynggaard Copenhagens flagship store i Sydney.

– Først skal jeg lære håndværket, og så skal jeg finde min egen stil. Jeg er meget fascineret af former, og jeg har min sketchbook med mig rundt omkring, siger Sofia.

– Du tegner rigtig godt. Du har morfars streg, siger Charlotte.

– Der er noget morfar i den, men du har også din egen, siger Laura.

– Man kunne bare se stoltheden stråle ud af morfar, da jeg fortalte ham, at jeg ville være guldsmed. Det var den største gave, jeg kunne give ham, siger Sofia.

– Det er jo fantastisk, at du kan have dine børn omkring dig ved at arbejde tæt sammen. Jeg har fået et forhold til min far, som jeg aldrig ville have fået, hvis ikke vi havde arbejdet sammen. Men du kan også risikere at blive skældt ud af dine børn. Jeg tror, de føler, at jeg kan være hård og ambitiøs. Men det skal gøres ordentligt, der er ikke noget med at tage en genvej. Der er jeg af den gamle skole. Du skal kunne dit håndværk, og så må du lege bagefter, siger Charlotte.

Laura svarer “nej” til spørgsmålet om at blive guldsmed. Mens Sofia går i morens fodspor, lægger Laura sig i slipstrømmen af faren Michel Normann, der er kommerciel direktør i familiefirmaet og er ansvarlig for salg, PR og marketing.

– Det er ikke mig at sidde og tegne i timevis. Det er ikke den vej, jeg vil gå. Jeg har været i Paris et halvt år, hvor jeg var med til at starte den nye butik op (der ligger i Saint-Honoré-kvarteret på Rue du 29 Juillet, red.), hvilket har været hårdt, men også utrolig lærerigt. Jeg nyder at fortælle historien om smykkerne, og jeg er passioneret omkring stenene, og hvordan smykkerne bliver til. Jeg holder også meget af at tale om og sætte en vision for virksomheden i fremtiden, og hvordan man når derhen. Så når Sofia sidder på sidelinjen hos mor, elsker jeg at sidde sammen med far på hans kontor, siger Laura.

De to døtre er i bogstavelig forstand beslægtet med de bedste læremestre. Hvor heldig har man lige lov at være? Men det er ikke nødvendigvis den rene lyksalighed.

– Folk har tendens til at tro, at det er nemt for mig. At det er den ’nemme vej’, jeg tager. Men jeg skal stadig igennem de samme ting som de andre på uddannelsen, siger Sofia.

– Jeg synes faktisk, det er sværere at beskæftige sig med det samme som sin forælder. Der er meget at leve op til. Et ekstra pres, siger Charlotte.

– Jeg vil jo gerne gøre det godt og vise, at det her kan jeg godt. Men jeg vil ikke være bange for at springe ud i det. Så må de synes, at det er for vildt eller for grimt. Men jeg tror alligevel, at der går mange år før, jeg ikke føler et vist pres på mine skuldre, siger Sofia.

– Jeg føler det stadig, også selv om min far har været god til at give mig plads. Men han har også tit sagt, at han synes, det var noget mærkeligt noget, jeg havde gang i, siger Charlotte.

“Det er en ommer”

Sofia og Laura kunne godt åbne et excelark og lave en plus- og minuskolonne over fordele og ulemper ved at træde ind som tredje generation i familiedynastiet Ole Lynggaard Copenhagen. Det kommer ikke til at ske. I Lynggaard-familien regner man sig ikke frem til, hvad tiden skal bruges på, og hvor kræfterne skal lægges. Det er lysten, der tæller.

– Du stiller tit spørgsmålet: “Hvad har du lyst til?” siger Laura.

– “Gå efter din mavefornemmelse,” har du tit sagt,” siger Sofia.

– Det er vigtigt, at I brænder for det – særligt i forhold til den uddannelse, I vælger, for ellers bliver det ikke godt. Ligesom når jeg sidder og fordyber mig, siger Charlotte. Og så, for første gang, ranker hun ryggen og hæver stemmen, bare en smule.

Når jeg sidder og fordyber mig, kan jeg mærke, hvordan alting falder på plads indeni. Det kan efterhånden være svært at få den fordybelse, for der sker så meget omkring én, alt skal foregå i et højt tempo hele tiden. Det kunne jeg godt undvære. Jeg kan godt være nervøs for, at fordybelsen forsvinder med den næste generation, siger Charlotte og nikker mod sine to piger.

– Det er, som om alle synes, at noget er bedre, fordi det er nyt. Hele verden vil have nyt. Jeg kan godt arbejde på et smykke i to år, for gode ting tager tid. Jo mere tid, der er lagt i smykker, kunst og tekst, desto mere værdifuldt er det. Jeg har meget svært ved det lidt for hurtige, dét, der bare bliver rystet ud af ærmet, siger Charlotte.

LÆS OGSÅ: 7 kvinder, de danske designere bliver inspireret af

Én ting er den massive efterspørgsel efter et tempo, der tvinger pulsen op og besværer fordybelsen. Noget andet er grådigheden efter mere og mere.

– Vi bliver oversvømmet med ting og indtryk hele tiden, så vi bliver forvirrede, ufokuserede og bestemt ikke gladere – tværtimod. Det bliver for meget, og vi kan ikke overskue det. Instagram er et godt eksempel; overfloden af billeder, du skøjter henover. Det hele bliver udvandet. Det kan jeg godt blive lidt ked af. Så gør folk sig slet ikke umage på samme måde, siger Charlotte.

I familien Lynggaard er det et krav, at man gør sig umage.

– Jeg kan godt være irriterende og sige: “Det er en ommer” til Laura og Sofia. Min far har heller aldrig bare rost, siger Charlotte.

– Morfar har også altid været meget kræsen. Når vi har siddet og tegnet hos ham og har vist, hvad vi har tegnet, har han tit sagt: “Ja, du er ikke færdig!” siger Laura.

– Morfars respekt betyder alt. Når han endelig siger: “Det er en virkelig flot tegning, du har lavet,” bliver du vildt glad og får lyst til at lave tusind tegninger, siger Sofia.

Udover at gøre sig umage, skal man også finde sig selv og stå ved sig selv.

– Det er helt okay at være anderledes. Det kan faktisk være en fordel. Sådan er vi opdraget, siger Laura.

– Vi er aldrig blevet påvirket af, hvad man ’skulle’ gå i eller hvilken taske, man ’skulle’ have. Vi har haft hinanden i familien og følt os rige pga. det. Pigerne i familien, vi søskende og vores kusiner holder sammen og støtter hinanden. Vi værdsætter og prioriterer familien højt, og vi taler om alt, siger Sofia.

– Udadtil kan det virke, som om, der sker rigtig meget i vores familie. Vi er privilegerede og kommer mange steder, oplever meget og har mange muligheder. Men vi sætter også weekender, hvor vi ingenting skal, meget højt, siger Charlotte.

Det hele er så ordentligt. Jeg må ud med det.

I er godt nok artige…!

– Det er ikke altid sødsuppe herhjemme, Charlotte kommer min skepsis i møde.

– Men når nu ikke, der er noget dårligt at sige…”

Ole Lynggaard Copenhagen

Ole Lynggaard Copenhagen

• Stiftet af guldsmed Ole Lynggaard i 1963.
• I 2008 overtog Charlotte Lynggaard, kreativ direktør, og broren Søren Lynggaard, administrerende direktør, driften af forretningen.
• Ole Lynggaard arbejder stadig som designer. Det er udelukkende ham og Charlotte, der står for smykkedesignet.
• Andre familiemedlemmer i virksomheden tæller Charlotte Lynggaards mand Michel Normann, kommerciel direktør i virksomheden, og Søren Lynggaards kone Hanna, der er Retail Director og ansvarlig for udviklingen af brandets egne butikker.
• Ole Lynggaard Copenhagen har netop indgået samarbejde med Net-a-porter.com, hvorfra de skal sælge et udvalg af deres smykker. Helt eksklusivt har Charlotte Lynggaard skabt et par store øreringe i 18 karat guld med dråber af blå topas, aquamarin, grøn turmalin og diamanter.

Journalisten giver op og vender ryggen til havudsigten, der må fungere glimrende som glasur og skabe balance, hvis hverdagen viser sig fra sin sure side en gang imellem.