Chili Degn Flex

Chili Degn Flexs garderobe er en guldgrube af vintagefund: Få hendes bedste tips her

Indretningsarkitekt Chili Degn Flex elsker italiensk design og er meget inspireret af det lidt oversized 1990’er-look. Hun har det nemlig bedst i baggy tøj med et unikt touch, som hun opstøver på loppemarkeder og i vintagebutikker herhjemme eller i udlandet.

Stil

Jeg holder allermest af at gå i løst, oversized tøj, der er unisex i sit udtryk. Som barn og teenager gik jeg meget med min fars sweatshirts, T-shirts og kortærmede skjorter, men det var også i 1990'erne, hvor stilen tillod det. Jeg har ikke været så glad for de stramme jeans, der dominerede 00'erne.

Nu er oversized og 1990'erne heldigvis tilbage igen, men jeg er som voksen mere feminin i mit valg af materialer og smykker. Mine skjorter er i silke eller hør, og mine blazere har store guldknapper, ligesom mine smykker er store og i guld. Jeg gik aldrig i kjole som ung; det gør jeg nogle gange som voksen, men jeg har næsten altid en stor blazer på til.

Inspiration

Jeg bliver meget inspireret af at gå i vintagebutikker, og jeg er også meget inspireret af film og serier fra 1990'erne – som f.eks. "Beverly Hills 90210" og fotos, jeg finder på Pinterest.

Er jeg i tvivl om, hvad jeg skal have på til et arrangement, kigger jeg mit board igennem på Pinterest eller besøger de lokale vintagebutikker. Jeg kan godt misunde munke lidt, at de bare kan gå i noget stort og løst og det samme hver dag. Det må være så dejligt nemt.

Chili-degn-flex-garderobe-vintage.jpg
Vintage-sweatshirts fra 1980'erne og 1990'erne er en af Chilis store svagheder. Hun finder dem på loppemarkeder på Vesterbro – især Onkel Dannys og Ritas Blå Lopper – samt i vintagebutikker i Berlin og Hamburg, når hun er på de kanter. Rosa sneakers fra Adidas og høje vintagesneakers fra Reebok, som Chilis døtre kalder "spejlægsskoene".

Favoritbrands

Jeg elsker Arket for deres minimalistiske, oversized look og gode kvalitet, og Ganni fordi de har nogle virkelig smukke statement-pieces med fine detaljer og i virkelig god kvalitet, der kan blive i min garderobe altid.

Chili-degn-flex-garderobe-traening.jpg
Vintageblazer fra Betty Barclay er arvet fra mormor, silkekjolen bliver mest brugt til hverdag og er fra en af Boiis tidlige kollektioner, og den sorte flettaske er fundet i H&M på Cypern.
Chili-degn-flex-garderobe-striber.jpg
Når Chili skal ud til kundemøder og mødes med samarbejdspartnere eller til en festlig aften kunne det være i sættet her med brede bukser fra Arket, body fra Zara og italiensk vintageblazer, fundet på sommerferie i Venedig

Hverdag

Oftest er jeg i bukser med vidde eller jeans, skjorte eller T-shirt og blazer og et par lædersko eller sneakers. Jeg tager meget tøj på efter, hvad jeg har det godt i. Jeg kan gode lide, at stilen er så baggy lige nu.

Chili-degn-flex-garderobe-hverdag.jpg
Chili har det allerbedst i sit hverdagstøj, som er baggy bukser her fra Ganni, jakke fra Carhart og sneakers fra Aubry.

Fest

Jeg kan godt lide at tage en kjole og blazer eller et par finere bukser og en silkeskjorte på. Så tager jeg mine sorte, italienske stiletter på til, hvis det er bryllup eller stor fest eller mine læderloafers fra Billi Bi, som er bløde og behagelige og passer til næsten alt.

Bæredygtighed

Jeg køber primært mit tøj brugt og har altid gjort det. Jeg er bevidst om, at det er bæredygtigt, men det er ikke derfor, jeg gør det, men mere fordi jeg har et behov for at finde og gå med tøj, der ikke findes en masse af.

Chili-degn-flex-garderobe-kimono.jpg
Den japanske kimono er fundet på et lokalt loppemarked, og Chili har fået den syet om, så ærmerne er lidt smallere og mindre. Cottoncoat fra Zara og mørkeblå vintagelædertaske købt i Rom.

Undertøj

Jeg har meget sensitiv hud og går helst ikke med undertøj, som jeg kan mærke for meget på huden. Det begrænser mit udvalg af undertøj, som jeg har lyst til at gå med til hverdag, til underbukser og bh’er i nylon og elastane. Schiesser og Sloggi laver nogle gode modeller både i over- og underdele.

Tasker

Lige nu er det min lille taske fra Coccinelle; den er ikke for fin og ikke for hverdagsagtig, men den passer til det hele og kan rumme det mest essentielle, så jeg ikke skal skifte taske i løbet af ugen. Jeg købte den med hjem fra sommerferie på Sicilien.

Chili-degn-flex-garderobe-taske.jpg
Trunk-bag'en fra Marni har Chili købt for mange år siden, og den bordeaux taske fra Coccinelle er fundet på en ferie. Sandaler fra Joseph fra Trendsales, hvide favoritsneakers fra Autry. Vintagesweater med Coca Cola-print er fundet i UFF Humana Copenhagen på Vesterbrogade i København.

Butikker

Jeg shopper mest i vintagebutikker i København. Der ligger et par gode på Vesterbrogade omkring Vesterbro Torv, på Gl. Kongevej ved Værnedamsvej og omkring Dronning Louises Bro på Nørrebro. Ellers køber jeg basic ting på Bootz og Zalando. Jeg shopper allerhelst på loppemarkeder på Vesterbro.

Chili-degn-flex-garderobe-smykker.jpg
Chili har en stor samling vintagesmykker, som hun også finder på loppemarkeder. Den klare blå slip dress er fra Vila.

Bedste feriekøb

Mine italienske stiletter, som jeg købte i en vintagebutik på en kærestetur med min mand til Rom. De stod på gulvet halvt under en hylde, men jeg spottede, at de ville passe mig perfekt, og jeg havde et lille Askepot-moment. En klassisk sko, jeg kan danse længe i.

Chili-degn-flex-garderobe-gammel.jpg
Striktrøjen er fundet i UFF Humana Copenhagen på Vesterbro, jakke fra Carhartt, kasket fra Norse Projects. Tasken til venstre er fundet i Rom, og Mulberrytasken drømmer Chili om at kunne give videre til sine døtre en dag. Stiletterne er et heldigt askepotfund fra Rom, og dem skiller Chili sig aldrig af med igen.

Bedste budgetkøb

Jeg køber stort set alt brugt, så mange af mine ting er derfor budgetkøb, men jeg er faldet over en kollektion af træningstøj – tights og toppe – som jeg fandt i Lidl i Kroatien, som er det bedste træningstøj, jeg har prøvet, og det holder virkelig godt.

WOW-køb

Min beige blazer fra Ganni får jeg tit komplimenter for, og mine loafers fra Billi Bi er der virkelig mange, der spørger mig, hvor er fra.

Aldrig uden

Jeg har en håndfuld klassikere, jeg har samlet sammen hen over de sidste 15 år. Min brune Mulberry-taske, en sort nålestribet blazer, jeg har arvet af min mormor, mine sorte stiletter fra Rom, et par af mine silketørklæder og min beige blazer fra Ganni. Fordi de er smukke klassikere i god kvalitet, der går til alt, vil jeg beholde dem for evigt.

Chilis 3 bedste stiltips

  • Dress aldrig ned for andre.
  • Det tøj, du har på, skal føles rart og ikke genere dine sanser.
  • Du skal føle dig smuk og lysende, når du går ud ad døren.

Chili Filippa Degn Flex

  • Arbejder som indretningsarkitekt.
  • Hun er 42 år, bor på Vesterbro med mand, tre børn og hund.