Her er farven, du skal iklæde dig i 2022
”Op med hovedet,” kunne man nærmest høre flere brands sige, da de sendte modeller ned ad catwalken iført denne farve. Er du klar til at lade den overtage din garderobe, når du entrerer 2022?
Grøn er håbets farve og et symbol på genskabelse. Noget, vi klynger os til ovenpå den pandemi, der har forfulgt os i halvandet år, og som stadig synes at hænge i med neglene.
Men vi skal ikke længere hænge med hovederne, mener den danske modebranche.
For mens vaccinen sørger for, at vi kan komme mere ud og være blandt mennesker, vil den danske modebranche med al tydelighed gøre sit for at give os håbet tilbage. Og dét bl.a. gennem farven grøn.
Farven var nemlig at finde adskillige steder på catwalken, da flere designere præsenterede deres SS22-kollektioner under Copenhagen Fashion Week, der er i gang netop nu. Lige fra limegrøn til græsgrøn.
Blandt de brands, der er svært begejstrede for den grønne farve, er danske Gestuz, som både viste flagrende skjortekjoler med løse ærmer og strikkede cardigans i grønne nuancer.
Også kongen af couture, Søren Le Schmidt, havde iklædt sine mandlige og kvindelige modeller i smukke grønne (jakke)sæt og kjoler.
Farven skilte sig ud fra den øvrige del af kollektionen, der hovedsageligt var sort, hvid og metallisk, som på mange måder er karakteristisk for brandet.
Med på den grønne bølge var også designtalentet Nikolaj Storm, der med sin SS22 unisex-kollektion fremviste styles i farveskalaen fra lysegrøn til armygrøn.
Det samme gjorde REMAIN Birger Christensen med deres blågrønne sæt, som de havde stylet smart med gule Crocs. Fodtøjet, der efter alt at dømme har mindst én sæson mere i sig, før de bliver sat tilbage i skammekrogen...