Unge Botox

Derfor vælger helt unge kvinder Botox

Det er helt unge kvinder, der overvejer kosmetiske behandlinger, viser en ny undersøgelse. 27-årige Luise har fået Botox i panden, og hun mener ikke, der er den store forskel på Botox og en tur i fitnesscenteret.

Forfængelighed. Et fænomen, der i højere grad rammer den yngre generation end den ældre. Det er da også unge kvinder i 20'erne, der bekymrer sig mest om folderne i ansigtet. De ønsker at sikre deres glatte hud i fremtiden. Ifølge en Gallup-undersøgelse foretaget for Berlingske har 20 procent af de 18-35-årige nemlig overvejet at få foretaget et kosmetisk indgreb i fremtiden, mens tallet kun er fem procent for dem, der er 60 år og ældre.

En af dem, der har mærket alderstegnenes tidlige indtræden er 27-årige Luise Mortensen, der til daglig arbejder som vuggestuepædagog. Hun var træt af bekymringsrynkerne mellem øjenbrynene, der fik hende til at se træt og alvorlig ud. Et par indsprøjtninger i panden, under og imellem øjenbrynene kunne gøre hendes rynkeproblem til fortid. Luise besluttede sig for at få en Botox behandling.

− Man er jo lidt forfængelig, og man vil gerne holde sig ung så lang tid som muligt. Jeg føler mig rigtig ung, så jeg vil ikke gå rundt og se træt og gammel ud, siger Luise.

Før- og efterbillede af Luise. Billedet til højre er taget en uge efter Botox behandlingen.

Kønsforsker Karen Sjørup forstår godt, hvorfor det er de yngre frem for de ældre, der bekymrer sig om ansigtsfolderne. Hun mener, at forfængelighed er noget, man især ser hos yngre kvinder.

− Det er da en dejlig idé, at man skal være 100 procent perfekt, når man er i 20’erne og er næsten perfekt i forvejen. Men når man er over 60, er der så mange alderstegn, at man ikke ved, hvor man skal starte. Det er jo ikke kun ansigtet, der rynker, men både ryggen, maven og overarmene, der hænger Så giver man måske hellere op, siger hun.

Jo flere rynker man får, jo mere Botox skal der til, for at de kan rettes ud. Derfor ventede 27-årige Luise ikke med behandlingen, til hun blev ældre, og rynkerne for alvor dannede folder i ansigtet. Ifølge Kim Novaa, indehaver af den kosmetiske klinik Qura på Frederiksberg har det også en forebyggende effekt, hvis man får Botox, mens man er meget ung.

- Når man sprøjter Botox ind, bruger man ikke de muskler så meget, så man undgår simpelthen et vævsammenfald i fremtiden, siger han.

LÆS OGSÅ: Hun fotograferer kvinders ar, rynker og kønsbehåring

Kvinder skal have dukkeansigt

Karen Sjørup mener, at man skal finde forklaringen på, hvorfor så unge piger ønsker Botox, i samfundsidealerne, fordi der er et urealistisk krav til unge kvinder i dag.

− Mænd kan godt se erfarne ud, hvis de har en rynke i panden, men der er et vist dukkeagtigt billede af kvindeansigtet, der ikke må være præget af for mange bekymringer eller erfaringer. Problemet er, at der er sat en standard for, hvordan en kvinde skal se ud, og hvis hun ikke ligner de modeller, der går rundt på catwalken, så føler hun, at hun falder ved siden af det perfekte.

Luise mærker dog intet pres fra samfundets side og har kun gjort det for sin egen skyld.

− Jeg er forfængelig, og det er jeg med alt. Jeg kan godt lide at se godt ud, og det er jo okay, bare det ikke er noget, man skal leve efter eller noget, der dikterer ens liv. Jeg kunne ikke forestille mig, at nogle af dem, jeg omgås, har tænkt, ”Hold da op nogle rynker hun har!” Min kæreste synes da også, det er noget pjat, men han støtter mig i det, jeg vil, og synes, jeg skal gøre det, der gør mig glad.

Karen Sjørup erkender, at der er en generationsforskel, der gør, at samfundet forandrer sig, og det bliver mere almindeligt at få sådanne indsprøjtninger.

− Der er kommet en anden holdning til at møblere rundt på sin egen krop og sin egen hud. Det hænger sammen med, at der er et mere medieskabt billede af, hvordan man skal se ud. På den anden side kan man sige, nå ja, det skader jo ikke så meget, at man lige får lidt Botox i en lille rynke. Man må også i et eller andet omfang acceptere, at nyere generationer vil noget andet, og det kan man ikke bare sætte sine egne standarder ned over.

Ifølge Luise Mortensen er der ikke forskel på det, der driver kvinder ned i fitnesscenteret, og på det, der driver dem hen til kosmetiske klinikker. Det hele handler om forfængelighed.

− Man er jo også forfængelig, når man går op i sin krop, træner og spiser sundt. Det går ud på det samme - nemlig at komme til at se godt ud. Så jeg synes egentlig ikke, man behøver være flov eller skjule, at man har fået Botox. Det skal ikke være så tabubelagt.

LÆS OGSÅ: 'Det er lige meget, hvor mange rynker, man har i fjæset'

Botox – spar 50 procent

Det, der fik Luise Mortensen til at tage springet og gøre noget ved de to folder midt i panden, var et tilbud fra klinikken Qura. Luise havde overvejet behandlingen i et år, men hun kunne altid finde noget mere praktisk at bruge 5000 kroner på. Da behandlingen blev sat ned til halv pris i en periode, slog hun til for at prøve det af. Og den markedsføring er helt forkert, mener Karen Sjørup.

− Jeg synes, det er skræmmende, at der er en høj grad af forførelse af unge kvinder, som ikke selv kan overskue, hvad de er på vej ind i. De markedsfører det, som om det er en T-shirt, man lige trækker over hovedet, når de udbyder Botox til et par tusind kroner. Men det er en gift, man fører ind i huden, og man skal have lavet det mange gange, så man kan ret hurtigt blive afhængig. Jeg synes, det er uansvarligt.

Kim Novaa er dog ikke enig i kritikken. Han mener, det blot er et tilbud for at ramme et segment af mennesker, der ellers ikke havde råd til behandlingen. 

- Hos os kommer kunderne ind og får en lægelig forkonsultation, som er lovpligtig. Her skønner vi, om der er en god grund til at behandle eller ej. Og det sker, at vi må sende nogle ud af døren igen, fordi de ser nogle ting, der ikke eksisterer, eller hvis de bare aldrig kan få nok.

Luise er ikke bekymret for, om hun bliver afhængig. Hun holder stadig af sine smilerynker på ydersiden af øjnene, der giver ansigtet karakter.

− Jeg vil gerne have, at det ser naturligt ud, så jeg ikke kommer til at ligne en Hollywoodfrue. Jeg har ikke tænkt mig at være total rynkefri som 50-60-årig, og det skal ikke være sådan, at jeg får en helt glat pande og ikke kan bevæge mit ansigt.

LÆS OGSÅ: Lise Nørgaard: "Jeg har aldrig følt, at jeg ældedes"