”Det er det bedste, jeg har gjort for min hud længe. Den gør en kæmpe forskel”

”Det er det bedste, jeg har gjort for min hud længe. Den gør en kæmpe forskel”

Birgitte Wiborg, som er Commercial Assistant og Communication Coordinator hos Hermès, lukker os ind i sit farverige univers og fortæller, hvordan hun passer på sin sarte hud og bevarer sin røde hårfarve længst muligt. Og så viser hun selvfølgelig sin imponerende samlig af Hermès dufte.

Hvordan er din skønhedsrutine?

- Jeg er en anelse doven, når det kommer til at rense min hud, især om aftenen, så jeg har fundet nogle produkter, som er nemme og hurtige at bruge, men som samtidigt renser min hud helt af.

Hver morgen starter jeg med at vaske mit ansigt under bruseren med Acai Cleansing Foam fra Rudolph. Det er en skum, der er super rar at bruge og vigtigst af alt, så tørrer min hud ikke ud, når jeg bruger den. Et par gange om ugen bruger jeg også min Konjac-svamp. Før tænkte jeg, at det måtte være opreklameret, men min veninde talte så varmt om sin, så jeg måtte prøve en. Det er det bedste, jeg har gjort for min hud længe. Den gør en kæmpe forskel. Jeg føler virkelig Konjac-svampen efterlader min hud fin og super blød.

Jeg bruger serum fra Ren - mest om vinteren - og hvis jeg føler behov for det, bruger jeg øjencreme og Anti-Age Facial Moistrurizer fra Rudolph. Jeg føler, det er de produkter, der passer min hud bedst, og så kan jeg rigtig godt lide, at de ikke er fyldt med alle mulige tilsætningsstoffer.

LÆS OGSÅ: Ny tendens: Få smuk og blød hud med olierens

For et par år siden under en ansigtsbehandling fik jeg at vide, at jeg burde bruge solcreme hver dag, fordi min hud er så sart og bleg, måske det var et salgstrick, men jeg har brugt solcreme hver dag siden. Jeg bruger Sun-C SPF 40 fra Nimue. Konsistensen er helt perfekt. Nogle solcremer lægger en hinde på ansigtet, men det gør den her ikke, den er let og lækker.

Om aftenen renser jeg af med Sensibio H2O Cleansing Water fra Bioderma, som er et produkt, jeg nødigt vil undvære. Det er effektivt, og jeg føler mig frisk og helt renset af. Herefter bruger jeg Acai Facial Mist fra Rudolph, og enten bruger jeg min dagcreme, ellers sover jeg med et tyndt lag af Intensive Drink-up Mask fra Origins. Jeg er lettere afhængig af masken, så jeg sover faktisk ret ofte med den.

Min hud i ansigtet er ret sart, så jeg bruger Exfoliating Enzyme fra Nimue 1-2 gange om ugen i stedet for en skrub med korn, da det er lidt for voldsomt til mig og giver mig meget rødme i huden.


Hvilket produkt køber du igen og igen?

- Jeg bliver ved med at købe Carmex lip balm. Jeg har den altid med mig - den redder mine tørre læber. Til hverdag bruger jeg den for at få shiny, sunde læber, men skal jeg ud tager jeg den på og lader den virke, inden jeg tager læbestift på, så synes jeg, den ligger pænere og mere jævnt. Den kan også bruges på kindbenene til at give lidt shine i mangel på bedre.

Hvilke hårprodukter bruger du?

- Jeg bruger Neutral Shampoo til farvet hår fra Levevis. Jeg farver mit hår ca. hver 3-4 uge, som er ret hårdt ved håret, så jeg prøver at bruge nogle produkter, der er skånsomme. Min conditioner er fra Zenz, den er så god, og selvom den er øko og svanemærket, så dufter den helt fantastisk. Jeg bruger en smule Shine Spray fra Moroccanoil i spidserne af mit hår, inden jeg tørrer det, men aldrig i hele håret, så føler jeg det fedter alt for hurtigt. På de dage hvor jeg ikke vasker hår, er jeg ret glad for In-Between Days Dry Shampoo fra H&M, især hvis jeg føler, at mit hår er lidt fladt.

Hvis min farve trænger til at blive frisket op, men jeg gerne vil vente en uge med at farve det, bruger jeg Nutri Color Creme fra Revlon. Rød hårfarve forsvinder overraskende hurtigt.

Jeg styler sjældent mit hår, men når jeg gør, krøller jeg det og børster krøllerne lidt ud igen og bruger en smule Elnett Hairspray fra L'Oréal Paris. Den holder fint, uden at mit hår bliver helt stift. Hvis jeg glatter mit hår, så holder det helt indtil næste hårvask. Jeg bruger en smule Elvital Oil fra L'Oréal Paris, for at det ikke ser for tørt ud, men kun i de nederste 2-3 centimeter.


Hvilke kropsprodukter bruger du?

- Jeg bruger næsten altid Shower Gel fra Neutral. Jeg kan bedst lide denne type produkter, som er miljø- og allergivenlige. Men jeg er alligevel lidt dobbeltmoralsk, da jeg altid har en Gel Moussant fra Hermès stående ved siden af håndvasken. Den er den lækreste sæbe med en praktisk pumpe. Jeg skifter lidt imellem duftene. Jeg har lige taget hul på Eau de Manderine Ambrée. Den kan bruges både på kroppen og som håndsæbe, jeg bruger den dog kun til hænderne. Udover at den dufter godt, er den helt orange - det har jeg en stor svaghed for.

Jeg har flere body scrubs, men jeg er så dårlig til at få dem brugt. Jeg bruger en skrubbe- eller hamphandske i stedet. Jeg kan virkelig godt lide bodyoils, i øjeblikket skifter jeg mellem Acai Body Oil fra Rudolph og Body Treatment Oil fra Clarins.

Hvordan forkæler du dig selv på skønhedsfronten?

- Jeg kan godt lide at lægge en ansigtsmaske, og i øjeblikket er min yndlings-hjemmemaske Radiance Face Mask from Balance Me. Af og til får jeg foretaget en behandling, det er noget jeg gerne vil blive bedre til. Jeg kan virkelig godt lide følelsen af, at huden er renset helt i bund efter en behandling. Og så får jeg lavet vippe extensions og får fikset mine bryn, det er det bedste jeg ved. Og en lille ting jeg prioriterer, inden sommeren starter, er en fodbehandling. Det er så rart og lidt af et must-do for mig.


Hvilken duft bruger du?

- Før jeg startede hos Hermes, brugte jeg altid One fra Calvin Klein, som jeg stadig bruger. Jeg har dog udvidet min smag lidt siden og har efterhånden en lille samling af dufte. Jeg er især rigtig glad for Le Jardin de Monsieur Li og så er jeg helt vild med den nye cologne Eau de Rhubarbe Écarlate, begge fra Hermes. Alle tre dufte er uni-sex. Jeg kan godt lide, at dufte ikke bliver for blomstrede og søde. Det værste, jeg ved, er en tung duft. Det kan nærmest give mig lyst til at forlade et rum. Men mine dufte skal have noget karakter og kant, så de ikke bliver for citrusagtige, det er for sporty til min smag.

Jeg har kun en duft, der skiller sig ret meget ud fra de andre; Jour d'Hermes. Den har en sødme, uden at være tung. Jeg bruger den mest om aftenen eller om vinteren.

Jeg kan virkelig godt lide dufte, der minder mig om noget rart. Dufte fortæller tit en historie eller kan associeres med gode stunder. Det er ikke altid dufte, man selv bruger, men dufte kan fremkalde så mange gode følelser, der minder én om mennesker eller steder, der betyder noget for en. Eller en helt særlig oplevelse. Det, synes jeg, er ret fint.


Vil du beskrive din makeup-rutine?

- Jeg har et par "looks", jeg skifter imellem. Det kommer an på, hvor meget tid jeg har, og hvor makeuppet jeg har lyst til at være.

Mine bryn er det absolut vigtigste for mig. Jeg kan sagtens gå på job, hvis jeg bare har fixet mine bryn og har lidt lip balm på. Jeg får mine bryn farvet, da de er så lyse, at jeg mit ansigt helt forsvinder, hvis de ikke er farvet op. Jeg retter dem til med øjenbrynpudder fra H&M eller en brow-gel fra Maybelline hver dag. Det kræver dog, at min hud er pæn uden rødme, og at jeg ikke har rander under øjnene, hvis jeg nøjes med så lidt makeup.

Min favoritrutine til hverdag er dog oftest lidt mere krævende. Jeg lader først og fremmest min dagcreme få tid til at tørre ind, inden jeg begynder på min makeup. Det, synes jeg, giver det bedste resultat. Jeg bruger lidt foundation, men dog mest om vinteren, for om sommeren er min hud meget fregnet, og det synes jeg er synd at dække til med foundation. Jeg påfører den med en foundation børste fra Nilens Jord - jeg er så vild med deres børster! Jeg har fundet ud af, hvor vigtigt det er for ens makeupresultat, at man har gode børster. Også Shiseidos børster er gode. Jeg bruger kun foundation der, hvor jeg føler jeg behøver det, jeg bryder mig ikke om have følelsen af at have en maske på. Derefter concealer - jeg er stor fan af concealer og har alt for mange. Jeg bruger concealer under øjnene, ved rødme omkring næsen, og hvis jeg har et spot, der skal dækkes. Så afslutter jeg med at lidt pudder i T-zonen, på kæbepartiet og under øjnene, så jeg ved min concealer bliver, hvor den skal. Jeg rammer mit ansigt ind med en contour, men er ret forsigtig med ikke at få for meget på. Det er min grundmakeup.

Til hverdag tager jeg lidt cremeblush på kinderne og måske lidt øjenskygge i neutrale farver og en lipgloss. Når jeg skal ud efter job, frisker jeg op med lidt pudder og en læbestift oftest i lys pink eller koral. Jeg elsker en god læbestift, den er så let at se meget friskere ud med lidt farve på læberne.

Skal jeg ud til middag eller i byen, giver jeg den fuld gas på makeuppen. Jeg er vild med kobberfarver og en sort eyeliner på øjnene. Når jeg har så meget makeup på, holder jeg mig til neutrale læber. Jeg kan også godt lide at tage en shiny liner på under øjnene til dette look, det giver et "vådt-look". Modsat er jeg også til et simpelt, men powerful look med en enkel flydende sort liner med et swip, tilsat knaldrøde læber. Og masser af highlighter, der får huden til at stråle de rigtige steder.

Jeg beslutter mig for, om det er læberne eller øjenmakeuppen, der skal være i fokus, inden jeg starter, ellers ender jeg med at få for meget og forkert makeup på, og så kan jeg starte forfra.

Dine favorit makeupprodukter?

- Læbestifter fra MAC - jeg er vilde med deres kæmpe udvalg af farver. Lige nu min favorit Lustre i farven Lovelorn.

Chanel Vitalumiere loose powder giver virkelig et flot resultat. Faktisk synes jeg, at løs pudder er lidt besværligt, så har jeg en compact pudder med on-the-go, når jeg skal friskes op.

Jeg bruger en mat blush fra MAC som contour, den ville jeg nødigt undvære. Den jeg bruger hedder Tenderling Sheertone Blush.

For nyligt er jeg blevet mere og mere vild med et shiny "sundt" look, derfor har jeg fået en crush på highlighters. Min favorit er Glow-to-Go Highlighter Stick fra H&M, den er så nem at bruge og kan tones ud uden børste.

Min yndlingsconcealer er Nilens Jords Duo. Den er genial! I den ene ende er den flydende og i den anden ende er der en concealer-stift til de dage, man har behov for en lidt mere dækkende effekt. Og så har jeg altid en lys eller hvid liner med mig, som jeg bruger den på den våde kant i øjet, fordi jeg føler, den åbner øjnene op.


Hvad er den bedste foundation?

- Jeg bruger Miracle Match fra Max Factor i øjeblikket, den dækker det den skal og er nem af få jævn, den tager også den rødme, jeg har en tendens til at få i huden. Jeg jonglerer lidt rundt mellem mine foundations. Jeg kan også godt lide Mineralize Skinfinish fra MAC, som er en mineral foundation. Nogle gange er det også bare den lette løsning, så behøver jeg ikke både lægge foundation og pudder på.

Hvad er dine bedste tip til vipper?

- Jeg får lavet mine vipper hos Wieben Lashes hver 2-3 uge, så jeg bruger ikke rigtigt mascara. Det er den vildeste luksus at vågne med smukke vipper hver morgen. Jeg ville virkelig ikke undvære dem. De er så nemme at have med at gøre, de får lidt pleje og bliver børstet - så er de klar. Hvis jeg skal ud, bruger jeg lidt mascara på de nederste vipper, men det er en mascara, der er lavet til vippe-extensions, så de ikke bliver skadet eller unødvendigt slidt.

Har du en mirakelkur til træt hud?

- Jeg døjer mest med træt og tør hud efter lange flyvninger. Den tørre luft i kabinen er svær for min hud. Hvis jeg har været i byen, så er min hud også helt dehydreret dagen derpå. Så tager jeg iskold vand i ansigtet og smører en tyk fugtmaske på og lader den sidde uden af fjerne den.

Jeg døjer mere med poser og rander under øjnene end træt hud. Heldigvis har jeg fundet Eye Gel Patches fra Revitale, de er så gode og giver et hurtigt resultat og så koster de ingenting. De skal sidde på i ca. 30 minutter og man kan ikke lave noget mens de virker, hvilket er helt perfekt for mig, så kan jeg slappe af.

Hvilke natprodukter bruger du?

- Jeg bruger samme creme som om dagen, og ellers tager jeg en fugtmaske på og sover med den. Jeg er mere tilbøjelig til at bruge serum om natten end om dagen, da jeg synes, det kan fedte lidt under min makeup.


Dyrker du motion?

- I bedste københavnerstil cykler jeg mindst 10 km hver dag. Hver morgen laver jeg et styrkeprogram, der tager 20 minutter. Jeg er opmærksom på at træne min ryg, da det ikke er sundt for den at sidde så meget, som jeg ofte gør foran computeren på jobbet. Så tager jeg til fitness et par gange eller tre om ugen, her får den fuld gas på løbebåndet eller crosstræneren og så en halv times styrke. Jeg bryder mig ikke om holdtræning med en råbende instruktør, så denne form passer mig fint. Jeg vil gerne starte til hotyoga igen, jeg synes det giver mig markant meget mere end almindelig yoga. Det er nok min yndlingssport, udover dressur, men det er så svært at finde en hest på Nørrebro.

Hvad er dit ultimative skønhedstip?

- Søvn. Det er klart det, der gør forskellen for, hvordan jeg ser ud. Og så prøver jeg at snyde mig selv til at drikke mere vand og mindre kaffe ved at drikke danskvand og putte citron i min vandflaske. Og spis dine grøntsager. Jeg tror nok i virkeligheden, det betyder mere, og man ser skønnere ud, hvis man spiser rigtigt og har det godt, end om man vælger den rette creme. Men en god kombination er selvfølgelig det optimale.

LÆS OGSÅ: Her er ansigtsbehandlingen, der vender op og ned på din skønhedsrutine

LÆS OGSÅ: Her er fire sundhedstendenser, du skal kende lige nu

LÆS OGSÅ: "Jeg har fundet verdens bedste og billigste hårkur"