Else Togo Trust

Else Togo Trust: Jeg kunne ikke drømme om at lufte morgenhund uden disse to produkter i ansigtet

Blogger og "fusionista" Else Togo Trust starter morgenen i et roligt tempo og altid med makeup som afslutning på rutinen. Og slutter dagen med et glas rødvin.

Min morgenrutine er... den samme rolige hver dag. Jeg starter med et stort glas kogt vand med saften af en citron og en teske dansk honning. Det indtages på badeværelset, mens ”skuden rigges klar” over P1 via min iPhone sammen med diverse cremer og produkter til hår og krop. Når ét antiage-sæt er opbrugt, starter jeg på et nyt økoforsøg til ansigtet. Gerne med velduft. Jeg skifter omtrent hvert halve år.

At pleje min hud betyder for mig... velvære, og jeg lægger makeup HVER morgen. Jeg kunne ikke drømme om at lufte morgenhund uden Giorgio Armanis FaceFarbic og Cliniques øjenmakeup Like mink, no. 1. Jeg ville hverken kunne spise morgenmad eller fungere i dagens løb uden makeup. Jeg startede med at bruge ”bruncreme”, da jeg var ca. 15 år og har brugt det siden. Jeg var et blegt barn og er en bleg ældre. Uden Giorgio Armani er der ingen god dag for mig.

Den bedste duft for mig er... fra Sama og skabt af den franske parfumør Stella Giordanengo. Hendes parfumer er lavet på de reneste essenser uden tilsætning af kemi og ved nænsomt udtræk fra rødder, træ og blomster fra alverdens lande. Produktionen er som for 200 år siden, hvor man anvender enfleurage og destillering for at fremkalde et håndgjort parfumekoncentrat.

Den alder, jeg har nu, er... privilegeret. Jeg har et vegeterende og skrivende otium om dagen og med sene nætter til Kindle-læsning af både nyeste og ældre litteratur. Alle mine dage har en morgenrød og aftenblå doseringsæske med medicin til mit hjertes regelmæssige rytme. Det har fungeret uden bivirkninger de seneste 15 år.

Nutidens skønhedsideal er... i min alder at være velplejet i behageligt tøj af gode, holdbare materialer. Jeg har et par gange underkastet mig plastikkirurgi, den ene med synbart resultat for mine ”tunge” øjenlåg. Det gjorde mig glad. Men nu er det slut med kniven, og jeg tyer i stedet til kosttilskud, gode cremer og serum med botoxeffekt. Og så to glas rødvin om dagen og Noilly Prat i weekenden. 

Jeg føler mig smukkest, når... tja, altså smuk er ikke et begreb, jeg forbinder med mig selv. Mine døtre og børnebørn er smukke både ud- og indvendigt, og jeg har smukke billeder og minder fra mit lange liv. Jeg føler mig nok smukkest, mest ubekymret og afklaret, når søvnen er ved at krybe ind over mig, og jeg mærker roen efter min meditative takkeremse over foldede hænder. Jeg er taknemlig over, at endnu en god og rask dag er passeret for mig og min smukke familie.

Else Togo Trust's favoritter:

armani.jpg

Fast foundation

Jeg har ingen dage uden min Face Fabric fra Giorgio Armani. Konsistensen er let og hurtig at fordele i ansigtet, som herefter duppes med mere Armani, nemlig deres Micro-Fil Loose Powder og til sidst et par streger kindrødt med A-Blush til diskret finger touch-fordeling. Så er die Alte fit for fight til en ny dag. Face Fabric, Giorgio Armani, 340 kr.

rudolph_care.jpg

Olie til kroppen

Kropsolien fra Rudolph Care bruger jeg i vintermånederne for at holde huden gennemfugtet. Body Oil, Rudolph Care, 495 kr.

magasin.jpg

Hverdagsfavorit

Life Extension Magasin. Følger gratis med ved køb af kosttilskud på Lifeextension.com

gunbritt.jpg

Forskønnene shampoo

Shampooen fra Gun-Britt er perfekt til fint, gråt hår. Shampoo Blonde, Gun-Britt, 165 kr.

A_Derma.jpg

Blid rens

Jeg bruger den milde rensevand fra A-derma hver aften. Jeg plejer at købe den med hjem fra apotekerne i Provence, men nu har jeg også fundet den hos Tibberup Høkeren i Helsingør. Sensifluid, A-Derma, 130 kr.

duft.jpg

Naturduft fra Frankrig

Dette billede er smukt for mig, fordi…

... det ældgamle Ouroboros-symbol viser os tilværelsens uendelighed. Den smukke stenfigur af Søren Koefoed symboliserer på fineste vis livets og dødens evigt forbundne kredsløb. Ouroboros stammer fra gammel ægyptisk ikonografi, hvor det viste en slange eller drage, der spiste sin egen hale. Et symbol, der er meget brugt i armbånd og fingerringe.

billede.jpg

Elsa Togo Trust

75 år, er fusionista (= pensionist) og blogger på Fusionista.dk. Hun har læst dansk og fransk og er uddannet lægesekretær, gift for anden gang og har to døtre, to bonusdøtre, fire svigersønner og otte børnebørn.

Favoritten er min Sama-parfume Deva des Fleur med friske, sensuelle og jordnære duftnoter af røgelse, vanilje og sandeltræ. Jeg sniffer til den i løbet af dagen på håndleddet og føler mig genopfrisket med den beroligende Deva-blomsterduft. Jeg bestiller den hjem fra Frankrig hos Univeda.fr Deva Des Fleurs edp vapo, Sama, 1.200 kr.