Erik Mortensen

Her er den største designer, Danmark nogensinde har haft

Erik Mortensen …? Hvem var det nu lige, han var …? Den største designer Danmark nogensinde har haft. Som chef-designer for det franske modehus Balmain i 80’erne klædte nordjyden stjerner som Audrey Hepburn og Sophia Loren på. Nu kan du opleve hans raffinerede haute couture-kjoler, der giver lyst til at dyrke mere glam og flere flæser, på Designmuseum Danmark.

"Moden er ligesom æbler – de skal serveres, når de er modne – ikke når de er grønne og sure og heller ikke, når de er blevet til nedfaldsfrugt," skrev Erik Mortensen i sin erindringsbog Ej blot til pynt fra 1987.

Mode handler om timing. Det havde Erik Mortensen, der historisk er Danmarks største designer med international succes. Nordjyden, som blev født i 1926 i Frederikshavn, var chefdesigner hos det franske modehus Balmain fra 1982-90. Han skabte elegante kreationer inden for både prêt-à-porter og haute couture og gav den fuld skrue med broderier, flæser og draperinger. Erik Mortensen klædte Dronning Sirikit af Thailand på, ligesom Brigitte Bardot, Sophia Loren og Marlene Dietrich pyntede sig i hans design.

Hans storhedstid i 80'erne bliver nu hyldet på Designmuseum Danmarks store udstilling om Erik Mortensens haute couture-kreationer. Gud, hvor vi glæder os til at gå på opdagelse i glitter og glamour, pomp og pragt og kjoler med pels, sløjfer, perler og volanter fra den danske verdensstjernedesigner. Erik Mortensen sparede ikke på noget. Nærige mennesker er også så kedelige.

– Egentlig synes jeg, at 80'er-moden er grim. Måske fordi jeg selv har gennemlevet den? Men med Erik Mortensens design er jeg virkelig kommet til at holde af den. Særligt hans haute couture hæver sig over 80'er-moden. Han var den type designer, der fulgte sit eget hoved frem for tidens tendenser. I det øjeblik man får hans tøj mellem hænderne, mærker man det gode håndarbejde og kvaliteten. En kvalitet, som man kunne ønske kom tilbage i moden, siger Kirsten Toftegaard, der er museumsinspektør og kurator på udstillingen på Designmuseum Danmark.

Hr. Blom

Erik Mortensen sad tit med en stak farveblyanter og papir og tegnede, da han var en lille dreng i Frederikshavn, hvor han boede med sin mor, far og søskende. Men hvad kunne han bruge alle de streger til? Hans far ville gerne have, at han skulle være bankmand, og hans mor ville gerne have ham til at være præst. Men da Erik Mortensen en dag så en reklame for filmen Tak fordi du kom, Nick med den danske skuespillerinde Karin Nellemose i den ene smukke kjole efter den anden, skabt af Holger Blom, som var en af Danmarks førende modeskabere, fandt han ud af, hvad han skulle være, når han blev stor. For hvis man kunne hedde Holger, og ikke Rita eller Vera fx, og leve af at tegne og kreere kjoler, kunne man også hedde Erik. Så Erik Mortensen pakkede en taske og tog som 15-årig til København, hvor han spurgte Holger Blom, om ikke godt han måtte komme i lære. Det måtte han, og han fik lov til at tegne blonder til Hr. Bloms kjoler. Siden syede han også kjoler til skuespillerinderne på Det Kgl. Teater, og han lærte at finde den helt rigtige nuance cremefarve til en krave ved først at forsøge at dyppe den i te og så i barnetis. Det viste sig, at det var lyst øl, der gav den helt rigtige farve. I 1948, da Erik Mortensen var 22, var der ikke mere viden og erfaring at hente hos Hr. Blom. Erik Mortensen måtte til modens centrum, Paris.

"Når inspirationen og lysten til at gøre et bestemt arbejde er så stor, at man slet ikke kan lade være, selv i fritiden, hører man til de lykkelige, der gør en levevej ud af sin hobby," skrev Erik Mortensen i Ej blot til pynt.

Erik Mortensen var en stilfuld herre. Med slipsenål.

LÆS OGSÅ: Sådan gik ikonisk modehus fra sorte kjoler til pink pvc-bukser

Balmain

Som den amerikanske frontløber og forfatter Gertrude Stein, der var bosiddende i Paris, udtalte dengang, var Balmain "a new french style". Hvis ikke Erik Mortensen skulle til Balmain, the place to be, vidste han da snart ikke, hvor han skulle hen. Dagligt trykkede han dørklokken ind hos Balmain, men fordi chefen for det hele, Pierre Balmain, var i USA, skete der ingenting. Endelig, efter en måned, var Pierre Balmain tilbage i det franske, og han bød Erik Mortensen indenfor og kiggede på hans tegninger. I stilhed. Så åbnede han endelig munden og sagde, at Erik Mortensen kunne starte ugen efter.

"Jeg ville gerne forestille mig, at det var mit iøjnefaldende talent, der fik ham til at foreslå mig at begynde hos ham ugen efter, men jeg vil være ærlig og indrømme, at mit tilbud om at arbejde uden løn måske også har haft sin indflydelse," skrev Erik Mortensen i sine erindringer.

I over 30 år, fra 1951 til 1982, var Erik Mortensen hans førsteassistent, og de to rejste rundt i hele verden sammen for at vise deres kollektioner. Kenya, Cape Town, Hokkaido og Abu Dhabi ... Da Pierre Balmain døde i 1982, arvede Erik Mortensen både ansvaret for modehuset og alle Pierre Balmains personlige ejendele. Men fattigfirserne var ikke tiden for hundedyr haute couture, så Erik Mortensen forlod Balmain i 1990 til fordel for det franske modehus Jean-Louis Scherrer, hvor han var indtil 1994. Modehuset er siden lukket.

Et stykke med bart

– For Erik Mortensen handlede det ikke om, om kvinden var slank eller havde bestemte mål. For ham handlede det om at fremhæve kvindens former, som de var, siger Kirsten Toftegaard og fortsætter:

– Designet var mere vovet, erotisk og sensuelt, i forhold til hvad Balmain tidligere havde gjort.

Et af Erik Mortensens signaturdesign var kig til hud. Han skar ind i kjoler og frakker eller brugte transparente materialer. Modellerne, der skulle vise Erik Mortensens design på catwalken, fik besked på ikke at bære undertøj, for Erik Mortensen skulle ikke nyde noget af en bh-strop eller elastikkant i hoften.

– Men på trods af den meget hud, blev tøjet aldrig vulgært. Det var en raffineret form for sensualitet, understreger Kirsten Toftegaard.

En anden af Erik Mortensens forcer var hans arbejde med sort. Mange af hans kjoler var holdt i den neutrale nuance, men på grund af hans brug af forskellige materialer, broderier og forskellige strukturer, fik kreationerne flere dimensioner. I et interview til Politiken har han sagt:

"Jeg er sort velour, jeg er sort chiffon, jeg er sofistikeret."

De tre store priser, som Erik Mortensen fik for sit design, haute couturens højeste udmærkelse, Guldfingerbøllet, fik han for tre vinterkollektioner, i 1983, 1987 og 1994.

– Erik Mortensen var gladest for at lave vinterkollektioner. Der var mest at gribe fat i, gode tunge stoffer, siger Kirsten Toftegaard.

Og så var han god til at løfte brysterne op til et nyt niveau.

"I slutningen af 50'erne var der gået mode i barme, og konkurrencen mellem stjerner som (...) Sophia Loren, Elizabeth Taylor og Brigitte Bardot var lige så hård som de stivere, der holdt herlighederne i højde," skrev Erik Mortensen i bogen Ej blot til pynt.

Carla Bruni, topmodel og ekspræsidentfrue, kan om nogen bære Erik Mortensens pelsede og voluminøse design. Designet er fra hans sidste kollektion for Jean-Louis Scherrer i 1994

LÆS OGSÅ: Her boede Coco Chanel

Stamkunder

Når Dronning Sirikit af Thailand, der var kendt som en dyr dame med hang til haute couture, står på ens faste kundeliste ved man, det går meget godt. Hun var vild med Erik Mortensens kreationer, og han besøgte hende flere gange for at skabe kjoler til hende. Også Marlene Dietrich og Sofia Loren har været klædt i hans design, ligesom alt Brigitte Bardots tøj, dog kun på film, var skabt af Erik Mortensen. Katharine Hepburn har også nydt godt af hans design i film, og Erik Mortensen nød godt af Katharine Hepburn.

"Hendes markante træk, de sanselige næsebor og den spørgende, halvåbne mund omringet af blege fregner og det rødlige hår, må have været enhver maler eller skulptørs drøm. For os var hun virkelighed," skrev designeren i sine erindringer.

Erik Mortensen

• "Jeg er sort velour, sort chiffon og sofistikeret ..." Det sagde designeren, og derfor hedder udstillingen "I am black velvet..." Erik Mortensen Haute Couture og vises 16. jun. 2017 - 28. jan. 2018 på Designmuseum Danmark.

• Erik Mortensen tog som 15-årig fra Nordjylland til København, hvor han kom i lære hos tidens store modeskaber Holger Blom.

• Som 22-årig tog han til Paris og fik arbejde hos den store designer Pierre Balmain, hvor han skabte smukke haute couture-kreationer.

• I 1982 overtog han titlen som chefdesigner hos modehuset Balmain.

3 bøger om og af modeskaberen

• Erik Mortensen: Ej blot til pynt, 1987. Hans egne erindringer.

• Lone Bastholm: Erik, 2001. Portræt af designeren.

• Didder Rønlund: Hele mit liv på høje hæle, 2009. Veninden beretter bl.a. om sin nære ven.

Paris

Erik Mortensen boede på Hôtel de l'Alma på Avenue Montaigne de første ni år af sit liv i Paris. Først i et lillebitte værelse, og siden flyttede han ind i et større. Her holdt han grinemiddage med sine danske veninder, når de kom på besøg, bl.a. forfatteren Lise Nørgaard og modejournalisten Didder Rønlund. Senere flyttede han ind i Pierre Balmains lejlighed. Når han besøgte Danmark, overfaldt tabloidpressen ham, og han var fast inventar i Billed-Bladet. Han døde som 72-årig i 1998 som en ener i dansk modehistorie, og arven efter ham kan nu ses på Designmuseum Danmark.

En streg i luften. Oplev den store danske designer Erik Mortensens kreationer på udstillingen “I Am Black Velvet …” Erik Mortensen Haute Couture på Designmuseum Danmark frem til 31. januar 2018.