Den er tilbage: Her er frisuren, ALLE kan bære
Leder du efter inspiration til dit næste frisørbesøg? Du kan med fordel vende blikket mod 90’erne, for ligesom i moden er dette årti en stor inspirationskilde, når det gælder hårtrends –og særligt én bestemt frisure hitter lige nu, nemlig etageklipningen, som Jennifer Aniston gjorde ikonisk i rollen som Rachel Green i tv-serien ”Friends”. Frisør Salli Anderschou fortæller her, hvorfor etagerne er så geniale – til alle!
Som så meget andet er hårtrends noget, der kommer og går. Fra tungt pandehår over den skarpe, korte page til brede, afblegede zebrastriber og permanentede krøller. Frisurer og farver afløser hinanden, bl.a. inspirereret af tidens pop- og tvstjerner, og måske har du – ligesom os – lagt lokker til flere af de store hårtrends igennem årene.
Lige nu er det ifølge frisør og indehaver af Freund i København, Salli Anderschou, en mere underspillet hårtrend med afsæt i 90’erne, der er i spil. Nemlig etager. Kedeligt, tænker du måske – ingen vilde farver eller vovede længder? Tro endelig om igen. Etager giver nemlig et utal af muligheder, forsikrer Salli Anderschou. Også for at skeje ud. Faktisk er det ifølge frisøren netop den store fordel ved en etageklip. Den kan det hele.
"Modsat mange andre hårtrends kan etager varieres og tilpasses den enkelte. Etager kan være dominerende, skjulte, korte, lange – de kan klippes i krøller og i glat hår. Etager kan stritte, være rå og vilde, men også give sødme og blødhed til en frisure," fortæller Salli Anderschou.
Alle kan være med
Vi lever i en tid, hvor vi i stigende grad har fokus på, hvilke fordele vi er født med, og hvordan de skal bruges, og hvor vi også er bevidste om, hvad vi ønsker at udstråle. Og det er netop en af grundene til, at det er en hårtrend som etager, vi ser dominere lige nu, mener Salli Anderschou.
Som frisør oplever hun flere kvinder omfavne deres krøller eller fine, glatte hår og de muligheder, det giver, frem for f.eks. at fylde en masse extensions i håret eller få en permanent.
"Det er enormt meget oppe i tiden at kunne være sin helt egen version af noget. Det, at du kan style håret på et utal af måder og give det dit helt eget, personlige præg, er ekstremt vigtigt i vores tid. I 00’erne var der tendens til, at alle mere eller mindre ignorerede, hvad der passede til os hver især. Skulle håret glattes til døde, blev det glattet til døde, og skulle bukserne være lavtaljede, var de dét – også selvom det ikke nødvendigvis var det mest klædelige. Sådan er det ikke i dag."
I stedet for at gå til ekstremerne er der en stigende tendens til, at flere optimerer de fordele, de allerede er udstyret med. Og det er her, etager kommer ind i billedet, forklarer Salli Anderschou.
"Etager er et vigtigt værktøj til at personliggøre en frisure. At skræddersy frisuren, så den passer til den enkeltes hårtype i stedet for at prøve at ændre, hvem vi er, for at passe ind i ét snævert billede, er i min optik den største trend i disse år – og noget af det bedste, der er sket i min tid som frisør."
"Der er ikke én måde at lave en etageklip på. Det afhænger af, hvilken ansigtsform og hårtype du har. Og det er klart en af fordelene ved etager; at den kan tilpasses alle," uddyber frisøren.
Etager opnås ved at klippe forskellige længder ind i håret for at give håret struktur, volumen og bevægelse. Tænk bare på den ikoniske ”The Rachel”-frisure, som alle hungrede efter i slutningen af 90’erne og starten af 00’erne, da den sad på Jennifer Aniston i hendes rolle som Rachel Green i tvserien ”Friends”.
Den skulderlange Rachel-klipning er kendetegnet ved en masse etager, som skaber volumen og tilpasses ansigtets form, der fint indrammes. Det er en blanding af den såkaldte shag-frisure – som du måske husker Jane Fonda og Fleetwood Mac-forsanger Stevie Nicks for – og pagen, forklarer Salli Anderschou.
Etageklip, så gerne
Skal etagerne ikke kun skabe bevægelse og volumen i dine længder, men er du på udkig efter en mere specifik frisure, foreslår Salli Anderschou, at du skæver til varianter som shag cut eller wolf cut, der for alvor er brudt igennem de seneste par år.
"To af de helt store frisurehits p.t. er shag cut og wolf cut – frisurer med stor variation. Der er stort set ikke et wolf cut, der ligner et andet. Nogle har mere længde end andre. Nogle har frisuren i tykt hår, andre i finere. Nogle har fald eller krøl, mens andre har glat hår."
"Det er altså en frisure, der kan skræddersys og tilrettes 100 procent til den enkelte, og ikke en firkantet trend man trækker ned over hovedet på alle. Et wolf cut kan f.eks. se ud som på model Cara Delevigne, der holder frisuren kort, og på den amerikanske skuespiller Jenna Ortega."
"Bemærk især måden hendes øre og kæbelinje titter frem mellem de mange indrammende lag om hendes ansigt. Det er feminint samtidig med, at man tydeligt fornemmer kant og stil," forklarer Salli Anderschou og peger samtidig på, at wolf cut’et også fungerer rigtigt godt i langt hår.
"Et godt bud på et wolf cut med længde er Jennifer Lopez' blødere version. Det er lidt en fusion mellem et wolf cut og et shag cut. Frisuren demonstrerer ret fint, at etager ikke altid skal rime på vilde, edgy frisurer, men at de også er en nødvendighed for at skabe bløde og mere afdæmpede frisurer."
"Det samme gør model Emily Ratajkowskis diskrete etager omkring ansigtet. Hun kombinerer dem med en trend, som stort set aldrig forsvinder, birkin bangs, der er inspireret af Jane Birkins ikoniske pandehår."
"Mens etager er et bærende element i et utal af frisurer, som f.eks. wolf cut, shag cut og pixie cut, er der også frisurer, hvor etager ikke fungerer. Blunt cut-pagen har storhittet de sidste par år. Det er en page, som er klippet helt skarpt med lige spidser. Her hører etager f.eks. ikke hjemme, da de vil ændre udtrykket markant. Så overvejer du en kortere pagelængde med etager, så tag et kig på model Arizona Muse. Hun er god inspiration," fortæller Salli Anderschou.
Frisøren har svært ved at pege på deciderede ulemper ved sæsonens hårtrend, men der er alligevel et par ting, du bør være opmærksom på.
"Find en frisør, der kan lære dit hår godt at kende, og som kan guide dig til, hvordan du styler dit hår, og hvilke produkter du med fordel kan vælge. Det kan godt kræve en smule tålmodighed og vedholdenhed at lære at style et hår med etager, hvis man har været vant til at køre håret gennem et glattejern eller at sætte det op i en hestehale."
"For en frisure med etageklip har godt af en styling med lidt produkt. Men lad det ikke stoppe dig, for når du først har fanget det, er det ligesom at cykle – du glemmer det aldrig."