Flotte ben

Få flotte ben med god pleje

Nej, du får ikke slankere ben ved at smøre en creme på, men din hud kan blive mere glat og spændstig og dermed smukkere at se på, hvis du investerer i et par gode produkter og nogle ekstra minutters regelmæssig pleje.

• Skrub benene bløde

Skrub benene med en skrubbecreme en til to gange om ugen og oplev, hvordan huden straks føles helt blød og glat. Vælger du en oliebaseret skrubbecreme, giver du samtidig huden en masse fugt, som gør den smidig og glansfuld uden, at du behøver at smøre den ind i fugtighedscreme bagefter.

• Stimulér blodcirkulationen

Tunge ben skyldes ofte dårlig blodcirkulation, som resulterer i ophobet væske i benene. Du kan dræne væsken ved hjælp af massage, tørbørstning eller ved at smide benene op ad væggen i ti minutters tid. Døjer du med appelsinhud (det gør 90 procent af alle kvinder), kan en cellulitecreme sætte gang i mikrocirkulation – men du skal ikke regne med at den „smelter“ fedtet væk, og du skal huske at massere grundigt!

• Giv huden masser af fugt

Fugt er udgangspunktet for en pæn og sund hud, så smør dem med rigelig creme eller olie alt efter, hvad du foretrækker, og hvad din hud har brug for lige nu. 

• Giv et gyldent strejf

Sidste skønhedstrick er at bruge en selvbruner eller et produkt, der giver benene en gylden glød, for gylden hud er bare mere indbydende at se på end en bleg.

Læs også: Sådan får du pæne sommerben