Fallulah

Tidligere, når Fallulah købte tøj, begik hun ofte denne fejl...

Sangerinden Fallulah har ingen faste regler, når det gælder hendes stil. Hun har fokus på, hvad der klæder hendes krop, og hvad hun føler sig tilpas i. Men det må gerne være i stærke farver og mønstre og allerhelst vintage.

Stil

Min stil er ret umiddelbar forstået på den måde, at jeg ikke har en fast stil eller regler, men er båret af, hvad jeg synes klæder mig, og hvad jeg har det godt i.

Min krop har været igennem mange transformationer pga. livet, tiden og graviditeter, så jeg ved nu, at det er et privilegie overhovedet at have mange valgmuligheder.

Mode er desværre stadig mest tilgængelig for dem med kroppe, der passer ind i de mest gængse rammer. Jeg er ret glad for stærke farver, for små broderede detaljer og for at sammensætte mønstre på en kreativ måde, uden der går helt børnehave i den.

Fallulah_blazere.jpg
De to blazere er nogle af Fallulahs vintagefund. Den blomstrede er fra Moschino og den gule fra Dior. Kjolen er fra Studio Ven, der bl.a. laver skjorter og kjoler ud af gamle duge.

Favoritbrand

Wolford er min all time klassiske favorit. Jeg elsker deres højhalsede bodyer og transparente styles. Af nyere brands er jeg fan af Hunkøn, fordi de tør lege så meget mere, end hvad vi normalt ser i strømlinede Danmark.

Fallulah_kjole.jpg
Kjole fra det danske mærke Hunkøn, der er et af Fallulahs favoritbrands.

Hverdag

Jeg ruller ud ad døren med børnene i det første og bedste, jeg finder, for så oftest at tage hjem og skifte til min arbejdsdag. Jeg har ikke en decideret uniform, for jeg klæder mig efter mit humør, vejret og komfort. Jeg elsker sommer, fordi jeg har overskud til at finde mine kjoler frem, og jeg er vild med kjoler.

Fest

Jeg er ret glad for en tight silhuet øverst på kroppen, f.eks. en Wolford-body, og noget med sving eller lidt struktur som underdel. Mit nyeste køb er en vanvittigt smuk og nærmest skulpturel rød nederdel fra mærket Maticevski købt i Rêve De Renard på tilbud. Jeg er heller ikke bleg for at finde noget med pailletter eller glimmer frem.

Fallulah_nederdel.jpg
Den skulpturelle røde nederdel er Fallulahs nyeste køb og er fra Maticevski. Blusen er fra Sister Jane, skoene fra Henrik Vibskov, og spændet er vintage og købt hos Lubarol.

Bæredygtighed

Bæredygtighed er jeg meget bevidst om. Det er lykkedes mig at stoppe med mit fast fashion-forbrug på nær af strømpebukser, desværre. De går bare i stykker på to sekunder uanset kvalitet.

Jeg elsker vintage, og så køber jeg få ting i god kvalitet. Størstedelen af mit klædeskab er tøj, jeg har haft i 10-15 år. Rigtig meget er købt på mine udlandsrejser, og der er derfor kærlige minder knyttet til dem.

Fallulah_smykker.jpg
Guldhalskæden er et arvestykke fra Fallulahs mormor, spændet er fra Prag, og den lille ørestik med et hjerte i opal og halskæden med en perledetalje, er begge fra yndlingsmærket Pamela Love.

Tasker

Jeg går stort set kun med én taske, som er ved at være godt slidt. Min sølvglimmertaske som jeg fik af min kæreste i fødselsdagsgave på en tur til Los Angeles.

Den er fra mærket Cab Collective og har den perfekte størrelse til hverdag. Jeg har også en flot Stella McCartney- taske i vegansk læder og med smukke perleapllikationer, men den kommer kun frem til særlige lejligheder.

Fallulah_taske.jpg
Sølvglimmertasken fra Cap Collective er en gave fra Fallulahs kæreste, som hun fik på en tur til Los Angeles.

Butikker

Jeg er vild med Mr. Larkin på Gl. Kongevej på Frederiksberg, med Hunkøn inde i Strædet, med Jerome Vintage på Vesterbrogade, hvor fantastiske designer Rikke Hubert lidt hemmeligt sidder oppe på førstesalen og skaber de vildeste brudekjoler ud af genbrugsstof.

I Indre By i København er der gode vintagebikse tæt på hinanden, nemlig OSV Vintage og gode gamle Time’s Up. Og så er der Vera’s Market under Bispeengbuen, som er et tilbagevendende loppemarked, som jeg tænker, jeg selv snart skal have en stand på.

Fallulah_vintage.jpg
70’er-kjolen er fra Time’s up Vintage.

Tendenser

Jeg er så begejstret for, hvor meget den yngre generation dyrker vintage. Det er en vigtig og god modvægt til den vanvittige masseproduktion, vi ser hos f.eks. Shein. Jeg lader mig ikke personligt diktere af trends, jeg føler mig ret godt forankret i, hvad jeg kan lide, og hvad der klæder mig. Jeg er en sucker for 60’er- og 70’er-æstetik.

Bedste budgetkøb

Jeg fandt et par ubrugte Gucci-clogs på Vestiaire til en god pris. Jeg er slet ikke en mærkehaj, men de var bare lidt for meget på den måde, jeg godt kan lide. Og ret rare at have på.

Fallulah_clogs.jpg
Taske fra Stella McCartney og sko fra Gucci.

WOW-køb

Jeg har fået rigtig mange komplimenter for føromtalte slidte sølvtaske.

Aldrig uden

Nogle af mine tidligste vintagefund som f.eks. en gul Dior-blazer, som jeg bar på min første live-video nogensinde, hvor jeg står på et københavnsk lejlighedstag og synger. Den kan jeg ikke gå af med, selvom den er blevet lidt lille.

Jeg har også et kæmpe skrud af en kjole i pastel og flæser fra mærket Selkie, som jeg elsker så højt. Det er også en forever ting i mit skab, indtil mine døtre kan passe den.

Fallulah_kjole2.jpg
Kjolen fra Selkie som Fallulah elsker højt.

3 tips til din stil

  • Tidligere købte jeg tøj, der nok lige var en anelse for småt med henblik på, at ”det kan jeg nok passe, hvis jeg taber mig lidt”. Det vil jeg råde andre til at undgå. Det hænger bare og giver stress og dårlig selvtillid.
  • Gå efter ting, der er komfortable at have på. Det værste er at gå ud af døren i noget, der er ukomfortabelt. Det påvirker bare resten af ens dag.
  • Røde læber kan redde ethvert outfit. Man går bare aldrig galt i byen med farve på læberne.

Fallulah

  • Er sanger, sangskriver og producer.
  • Hun er 38 år og bor i et 60’er-hus i en forstad til København sammen med sin mand, deres tre børn og en hund.