Pagen er tilbage, men er den for alle? Vi har spurgt frisøren
To page or not to page? Det er spørgsmålet. Skønhedsskribent Marie Lodberg er opsat på at få klippet sit hår i den frisure, der har været moderne i 100 år, bogstavelig talt. Hun konsulterer en frisør, udspørger en pagebærer, undersøger frisættelsen ved kæbelinjekort hår og graver rundt i egen navle for at finde ud af, om saksen er svaret.
Måske er det, ligesom når man drømmer om en ny lejlighed, og Til salg-skilte tilsyneladende flagrer ud af hvert et vindue.
Eller man gerne vil være gravid, og der går runde maver over det hele. Sådan har jeg det med pagehår. Jeg sværger, mine øjne ser pager her, der og allevegne.
Mit feed er et uendeligt page-scroll, og real life byder på smarte pagetyper på gader, cykler, kaffebarer, yogastudiegulvet og paskontoret. Men det er altså ikke bare mig. Hvis Phoebe Philo bruger kampagnemodel med hår, der slutter lige under øreflipperne, og det gør hun, så er der noget om snakken.
Men er det nu også en god idé at sætte en saks i håret og lade lokkerne flagre frit over skuldrene? Jeg er selv i tvivl. Så er det godt, at jeg ved, at der er i hvert fald én mand i Danmark, som kan svare på spørgsmålet.
Jeg booker tid hos Cim Mahony. Frisøren, der gennem 30 år har styret kam og saks med sikker hånd i internationalt modebranchehår. Charlotte Gainsbourg, Carey Mulligan og et hav af topmodeller, der har stået foran fotografer som Peter Lindbergh og Hedi Slimane (ja, nemlig, han har sideløbende med sit virke som kreativ direktør for Dior Homme og Celine arbejdet som fotograf), har Cim Mahony kreeret håret på. Cim Mahony er still going strong.
“Cim, vil du klippe mit hår i en page?” spørger jeg, da jeg har sat mig i den bastante, sorte frisørstol i hans studie i Bredgade.
“Det korte svar er nej. Jeg klipper aldrig nogen i en page, første gang de sætter sig i stolen her hos mig og siger, at de vil have en page. Aldrig.”
Cim Mahony kigger mig i øjnene via spejlet. Han fortsætter forklaringen om sin kompromisløse tilgang til kunder med trang til kort hår. Når en person vil have en page, har de spurgt alle deres venner og veninder, og de har kigget på billeder af andre med page, og så har de bekræftet sig selv i, at det er en god idé med en page. Men det de ikke tager med i betragtningen, er den følelsesmæssige reaktion, de får, når håret bliver klippet af.
“Den kan være enorm,” understreger Cim Mahony.
“Jeg har set mange tårer, der triller ned ad kinderne, når mennesker ser deres hår blive klippet af. De er ikke forberedte på, at det forekommer så ukontrollerbart og hurtigt. Derfor er det vigtigt for mig at forberede dem,” siger Cim Mahony.
Han fortæller, at det er en kunst at klippe en page, måske den sværeste klipning, der findes, og teknikker i flertal skal tages i brug, særligt hvis pagen skal fremstå helt lige. Sådan er det ofte, det umiddelbart enkle og minimalistiske kræver en god hjerne og hårdt arbejde.
Og så er der simpelthen en psykologisk inkubationstid, når man får en page. For det er bare 1-2-3-chop-chop, og væk er håret, og så sidder du der, lige foran spejlet og dit eget selvbillede og ser helt anderledes ud, end du gjorde for 10 minutter siden, og hvem er du nu?
Annonse
“Du skal overveje, om du er klar til den store forandring og være forberedt på, at der kan komme en reaktion, som du ikke kan styre. De fleste hader deres nye hår, når de lige ser det, så du skal give dig selv god tid til at vænne dig til den nye frisure. Der er en periode på 14 dage, hvor du skal mærke håret og blive ét med det,” siger Cim Mahony.
“Pagen kan æde et ansigt”
Én, der må have vænnet sig til sin page, er Anna Wintour. Chefredaktøren for amerikansk Vogue, som har båret sin page i, hvad der nærmer sig en menneskealder. Helt kort, knivskarp med ombuk og en lille bremme af pandehår, hvorunder et par kulsorte solbriller sidder fast, evig og altid. Anna Wintours page fungerer ikke bare som en ramme for ansigtet, men som et skjold for omverdenen.
“Hertil og ikke længere,” siger pagen. Der er ikke meget flirt over den frisure. Den er tenderende hardcore. Anna Wintours pages modstykke må være Kirstens. Den bløde, almoderlige page, der rummede de to pagedukkebørn i selvstændighedsalderen, Anna og Lotte, inde i 80’ernes tv-skærme.
Åh, og så er der ikoniske Gwyneth Paltrow i rollen som Margot Tenenbaum i Wes Andersons film The Royal Tenenbaums fra 2001. Sideskilningen, det lille hårspænde, det strygejernsglatte, blonde hår. Kæmpe stilikon. Og vores egen Lotte Freddie med klædelige, svirpende fald (bruger hun curlers?). Og Victoria Beckham i 00’erne, hvis pob (sammentrækning af posh og bob, jo jo) var længere fortil end i nakken og klippet op på en måde, så den lagde sig omfavnende på hovedet af hende, mens Carrie i Sex and the City gik kontra og proptrækkrøllede sin page. Om der er en sammenhæng mellem Carries frisure og hendes overstadige opførsel i denne sæson 5, er ikke sådan lige at hitte rede i.
Men Jennifer Aniston trak det længste strå som frontløber inden for pagegenren, da hun spillede Rachel i Friends. Hvis jeg havde en femmer for hver gang, nogen har sat sig i frisørstolen og peget på et udklip af Jennifer Aniston fra et kulørt blad og sagt; “I want what she’s got,” sad jeg ikke her med hænderne på tastaturet, men på Maldiverne.
Ved du, hvem der også har en page? Marie Louise Tüxen, som er forfatter og, ud over nogle aldeles anbefalelsesværdige bøger, har skrevet essays om skønhed og forfængelighed her i Eurowoman. Hun har taget det spring, som jeg ikke selv har kastet mig ud i endnu. Jeg beder hende om sine umiddelbare tanker om pagen?
“Pagen kan klæde et ansigt, og pagen kan æde et ansigt. Pagens længde skal skæres efter din ansigtsform, ikke mindst dit kæbeparti. Skæres den rigtigt, kan den blive den smukkeste indramning af et ansigt. Skæres den forkert, eller misforstår man sit eget hårs tykkelse eller fald, bliver man uhørt kedelig at se på.”
Marie Louise Tüxen har haft pagehår i fem års tid. På den anden side af 40 begyndte hendes hår at knække og dermed blive tyndere, når det nåede en vis længde. Derfor klippede hun det kortere.
“Først med gardin-70’er-pandehår, så med lidt etager for et ramme energien bed head-look, men her sidste gang gik jeg stramt til pagen. Min frisør kender mit hår indgående. En skarp kant helt oppe ved kæben, midterskilning og bag ørerne. En meget ikonisk frisure, som afhængig af øjet, der ser, opfattes som enten fransk og femme fatale eller konet og kedelig,” siger Marie Louise Tüxen.
Annonse
Hvordan har du det med din page?
“Jeg har været meget glad for denne sidste page, fordi længden ramte, hvor den skulle i forhold til min ansigtsform, og mit hår fremstod dobbelt så tykt. Jeg kan godt lide det klassiske islæt ved min nuværende måde at bære page på: altså no fuzz-midterskilning og bag ørerne, det kan du ligesom ikke diskutere med.
Jeg har et lille fald, der på en god dag får min page til at se ret ungdommelig ud. På tredjedagen inden en vask kan den omvendt blive en anelse hjelmagtig. Ulempen er, of course, at det er sværere at sætte op, og jeg, der altid har elsket en høj knold, må tage til takke med en stumpet og lavtsiddende minipisk. Oh, well, jeg omfavner.”
Frigørelsens frisure
Annonse
Det er 100 år siden, at pagen fik sit store gennembrud. Kvinderne slog ikke bare håret ud, de klippede det også kort. I de glade Charleston-dage i 1920’erne dansede Josephine Baker og Louise Brooks i flapperkjoler og kort hår. Coco Chanel gjorde det samme, skiftede korset ud med slacks og byttede sirlige opsætninger ud med en page.
Næste store peak inden for pagebølgen blev i Swinging Sixties i London, hvor frisøren Vidal Sassoons geometriske page indtog de smarteste hoveder, blandt andre designeren Mary Quants. Siden da er pagen gået ind og ud af modebilledet i forskellige afskygninger. Fællesnævneren er, at den skal være klippet fra midt på øret til skulderen, en såkaldt lobe (long bop).
Pagen har altid, siden Kleopatra, der efter sigende skulle have haft kort hår, været frisættende for kvinder, for siden tidernes morgen har langt hår været lig med det slidte og ikke længere kategoriserbare ord ‘feminint’. Havde du langt hår, var du underlagt mandens blik og magt. Sådan var det gudhjælpemig, så det har været reelt modigt for kvinder gennem tiden at sakse håret kort.
Men kan vi tale om, at kort hår stadig er frigørende anno 2025? Ja. Forhåbentlig ikke i forhold til den omkringliggende verden, men i forhold til personen med det korte hårs eget mikrokosmos. At få klippet håret er en aktiv handling, det modsatte af at lade stå til. Det er en måde at tage kontrol over ens hår, ja, nu bliver det lidt højtravende, men også liv. At klippe håret kan være med til at markere en personlig overgang; “Hej, her er jeg, jeg har taget stilling og sagen i egen hånd, og jeg har besluttet, at jeg skal have klippet mit hår kort. Sådan synes jeg nemlig, at det skal være.” Forget about traditionelle skønhedsidealer om langt, feminint hår.
Mit eget hår er efterhånden blevet ret langt. Jeg tror faktisk aldrig, at det har været så langt, som det er nu. Det går til midt på ryggen. Mit ansigt er tilsvarende også blevet langt. Vi er tilbage i stolen hos Cim Mahony. Vi kigger begge på mit hår og mit ansigt i spejlet. Jeg havde ikke overvejet de terapeutiske elementer som førsteprioritet i vejen mod en page. Jeg var overbevist om, at Cim Mahony og jeg ‘bare’ skulle blive page-beslutningsdygtige ud fra parametre som hovedfacon, hårtype, stylingkompetencer og føntørrerrelation. Det skal vi så også. Det kommer vi til nu.
De overordnede page-retningslinjer er som følger: Har man et rundt ansigt, bør pagen være skulderlang eller bryde ansigtet, det vil sige, være helt kort, ikke lige ved kæben. Har man derimod et smalt ansigt, er det oplagt med en page, der lander midt på halsen.
Og så er der ansigtets … alder. Tør vi overhovedet tale alder? Jeg tør i hvert fald godt at tale om, at jeg har været yngre, det er sikkert og vist, og jeg ved, at mit ansigt har været mere fyldigt og æblekindsungdommeligt, end mit 41-årige jegs. Fire år med fertilitetsbehandling, to børn, to efterfødselsreaktioner, fem år uden søvn, uanede mængder leverpostej og alt det andet livskriseløsøre har sat sine spor i huden, folderne og blikket, og jeg har ikke haft tid til at tænke på mit hår eller tage det til frisøren. Deraf de lange lokker. Det er der så overskud til nu. Endelig.
Og nu vil jeg have noget for pengene. Forandring fryder, ikke sandt? Tænk, hvis en page kunne hive mit ansigt op? Kunne der være et ansigtsløft at hente i et kortere hår? tænker jeg naivt, omend håbefuldt.
“Er du sikker, Cim? Skal vi ikke forsøge os med den page?”
“Ikke i dag,” svarer han.
“Hvorfor? Hvis du nu skal være helt ærlig?”
“Fordi jeg kender til din livssituation. Du har fortalt mig, at alting er ved at falde på plads, på rette hylder (vi har ikke kun talt om pagehår, kan jeg så afsløre). Du har fundet en stabilitet i dit liv, og det skal vi ikke til at lave om på med en stor forandring.”
Og sådan gik det til, at jeg rejste mig op fra stolen og gik page-uforløst ud ad døren, ud i verden. Ikke lettere om hovedet, men en anelse lettere om hjertet.
