Sara Jin Mi

Sara Jin Mi hoppede med på særlig velværebølge – og det har hun ikke fortrudt

Smykkedesigner Sara Jin Mi elsker at starte dagen med en fast hudplejerutine og en let makeup og ærgrer sig over, at kvinder ikke omfavner deres rynker og naturlige skønhed. Selv er hun glad for sin alder, hverdag – og en helt særlig grøn grød.

Min morgenrutine består af ... at jeg laver en kop kaffe, som jeg tager med mig op på badeværelset. Her tænder jeg for P1 Morgen og går i gang med min hudplejerutine, inden jeg lægger makeup og sætter håret. Jeg har aldrig håret løst, så det ender altid i en knold eller bliver samlet med en clips.

At pleje min hud … betyder mere og mere for mig, jo ældre jeg bliver. Da jeg var yngre, var jeg ikke særlig god til at holde en konsekvent hudplejerutine, men det er jeg i dag. Når det gælder renseprodukter, holder jeg mig til Dermalogica. Ellers sværger jeg til serum fra Honey og Hint of Summer-dråber fra Rudolph Care, som jeg blander med Skin Smoothing Cream fra Dermalogica.

Jeg lægger makeup … så snart jeg står op. Selv hvis jeg bare skal arbejde hjemme eller en tur i Rema, gør jeg det fra morgenen af – ellers føler jeg mig slet ikke rigtigt vågen.

Min makeuprutine er ... stort set altid den samme. Jeg starter med en ren og gennemfugtet hud og bruger derefter en lille mængde foundation. Jeg sværger til Fentys Soft’Lit Foundation og bruger den nok mere, som andre ville bruge en concealer. Så tilføjer jeg brunlige nuancer på og under øjnene fra Mac og lidt blush fra Nudestix, som jeg også bruger til at skabe en let contour-effekt med. Brynene får en hurtig opfriskning, men ikke meget, da jeg fik lavet PMU-bryn (en semi-permanent behandling, der omfatter indføring af allergitestet, naturligt udseende farver i det yderste hudlag ved hjælp af sterile engangsnåle, red.) hos Studio Lou i foråret – det er den bedste investering.

Jeg plejer mit hår med … mild shampoo og balsam fra Hårklinikken. Jeg bruger ikke andre produkter i håret, men hvis jeg har creme på håndfladerne, tørrer jeg dem gerne af i hårspidserne.

Hvis jeg kunne sige en ting til mine medsøstre, ville det være … om det ikke kunne være fedt at omfavne, at vi bliver ældre. Er rynker så slemme?

Den bedste duft for mig er … Odeur 53 fra Comme des Garçons, som jeg har brugt i mange år. Den dufter af åbent vindue og sæbe, og jeg mikser den ofte med andre dufte som f.eks. Untitled fra Margiela.

Hvis min hud slår ud, er mit trick at … bruge en stærk A-creme fra Apoteket. Den tørrer alt udi løbet af et par dage, så man skal virkelig huske også at gennemfugte huden samtidig.

Det bedste skønhedstip, jeg nogensinde har fået … fik jeg af DNA-forsker Oluf Borbye Pedersen, og det var at spise hans grønne grød. Ligesom alle andre hoppede jeg med på bølgen med grøn grød – og jeg har ikke fortrudt det. Velvære indefra er nok det bedste, man kan gøre for sit ydre.

Det mærkeligste produkt, jeg har på badeværelseshylden, er … en kulsort ildelugtende tjæreshampoo som overraskende nok er ret mild for huden. Den bruger jeg i perioder, hvor min hovedbund er sårbar.

Hvis jeg kunne give mit unge jeg et skønhedsråd, ville det være … rens din hud – også når du kommer hjem kl. 6 om morgenen efter en bytur. Jeg tror dog ikke, jeg ville have hørt efter lige meget hvad.

Det sted, jeg er i livet lige nu, er ... spændende. Jeg nærmer mig en alder, hvor jeg hviler mere i mig selv, finder mig i mindre bullshit, har lært min cyklus bedre at kende og er blevet bedre til at leve efter den. Jeg føler mig tryg i mit forhold og elsker at følge med i mine børns udvikling.

Nutidens skønhedsideal er ... lige så forskruet og uopnåeligt, som det altid har været. Da jeg var barn, skulle man være ultratynd, og i dag skal man være rynkefri og have fillers i læberne. Det er idealer, jeg prøver at navigere udenom og håber, mine døtre også vil gøre.

Jeg føler mig smukkest, når … jeg føler mig fysisk stærk og har overskud til at være en god udgave af mig selv.

Saras skønhedstips

Hverdagsfavorit

A Hint of Summer, Rudolph Care, 345 kr.

Et grønt ritual

Et par gange om ugen bruger jeg Green Ceremony Cleanser fra Odacité: et matchapulver, der skummer op med vand og prikker skønt på huden, mens det dybderenser.

Green Ceremony Cleanser, Odacité, 480 kr.

Naturlig farve

Jeg kan ikke undvære Benetint lip stain fra Benefit, som giver lidt naturtro farve til læberne.

Benetint lip stain, Benefit, 205 kr.

Luksuriøs kropsolie

Efter et langt bad er der intet mere luksuriøst end at bruge Lapiz Matte Body Oil fra Monastery på fugtig hud.

Lapiz Matte Body Oil, Monastery, 500 kr.

Morgenrutinen

Jeg bruger ét pump hver morgen og elsker konsistensen, som gør det muligt at arbejde serummet godt ind i huden – helst med en gua sha, når jeg har tid.

Hydra Serum, Honey, 490 kr.

Om Sara Jin Mi, 37 år

  • Guldsmed og smykkedesigner.
  • Gift med Esben og mor til Jo på 8 år og Kim på 6 år.