Gab Bois Interview Eurowoman

Fotokunstner Gab Bois: "Han har lært mig at skabe noget smukt og komplekst ved hjælp af de mest simple materialer"

Canadiske Gab Bois skaber fotokunst med temaer som mad, mode og kroppen, som er en kommentar til forbrugssamfundet. Mød hende her.

En bh lavet af spejlæg, en taske af skumfiduser eller en hårbøjle af croissanter. Canadiske Gab Bois, 23, forfører med sin konceptuelle fotokunst med temaer som mad, mode og kroppen, som er en kommentar til forbrugssamfundet. På de følgende sider viser vi otte værker skabt eksklusivt til Eurowoman.

Breastfast, 2020
Gab Bois 4.jpg
Breastfast, 2020

Hvad er din baggrund?

- Siden barnsben har jeg været vild med kreativitet og kunsthåndværk, fordi min far er en enormt dygtig kunsthåndværker og en stor inspirationskilde. Når vi var på stranden, lavede han de smukkeste sandslotte, der fik forbipasserende til at tage billeder. Han lavede også engang en meget virkelighedstro violin ud af papkasser. Jeg var næsten bange for at lege med den, fordi den så så ægte ud. Hvis min guldfisk døde, eller en fugl fløj ind i et vindue, lavede han små gravpladser med de vildeste arrangementer af sten, blade og blomster. Jeg har et utal af eksempler på, hvordan han har lært mig at skabe noget smukt og komplekst ved hjælp af de mest simple materialer og redskaber.

Hvilke temaer beskæftiger du dig med?

Mine hovedtemaer, som dukker op igen og igen, er mad, mode og kroppen. Jeg kan godt lide at arbejde i spændingsfeltet mellem de emner som for eksempel en kombination af mode og mad, mode og kroppen eller mad og kroppen. Men temaer som teknologi, indretning og natur optræder også hyppigt i mit arbejde.

Hvad er det ved de temaer, der fascinerer dig?

- Jeg arbejder med det, jeg kender, og der er ikke noget, jeg kender bedre end den mad, jeg indtager dagligt, min egen krop, som jeg vasker og klæder på hver eneste dag, og de modetendenser, der taler til mig. Især kroppen interesserer mig, fordi jeg mest har brugt mig selv som model. I starten var det overvejende af praktiske grunde, fordi det gav mig muligheden for at arbejde, når jeg havde lyst til det, og fordi mit arbejde ofte var meget ukomfortabelt, på kanten til det smertefulde, at udføre, og derfor havde jeg det bedst med selv at gøre det. Det er en proces, hvor jeg lærer en masse om mig selv og ved præcis, hvordan jeg kan præsentere specifikke dele af kroppen for at opnå det ønskede visuelle udtryk.

Hvilke materialer arbejder du med?

- Naturlige materialer som sne, blomster og blade. Jeg kan godt lide at lade mig guide af, hvilken sæson vi er i.

Hvilke værker er du særlig stolt af?

- Inden jeg begynder på et nyt billede, har jeg altid en meget præcis idé og visualisering af, hvordan den skal ende med at se ud. Der er selvfølgelig en masse, jeg ikke kan kontrollere i processen fra idé til konkret billede, men de billeder jeg er mest stolt af, er dem, der bedst ligner min originale tanke.

Gab Bois bruger ofte sig selv som model.
Double C for Classy Cervix, 2018
Gab Bois 5.jpg
Gab Bois bruger ofte sig selv som model.
Gab Bois 1.jpg
Double C for Classy Cervix, 2018

Hvad drømmer du om at arbejde med i fremtiden?

- Jeg ville elske at designe interiør og forskellige objekter. Fotografi er meget todimensionelt, så det ville være fedt at begynde at arbejde mere tredimensionelt.

Hvor finder du inspiration?

- Overalt. Et godt eksempel er de der øjeblikke, når du går eller kører bil, hvor du tror, du ser noget helt surrealistisk, der får dig til at dreje hovedet og tænke: "Så jeg rigtigt?" For eksempel når du om aftenen går en tur og ser en uhyggelig person og opdager, at det bare var et træ. Den slags øjeblikke.

Hvad er din inspiration til de værker, du har lavet til Eurowoman?

- Inspirationen kommer fra min første fotoserie fra 2016, og ideen er at genskabe teksturer i en collage. Som eksempel tog jeg en lermaske i ansigtet og lod den tørre. Så bevægede jeg mit ansigt, så der kom en masse revner i leret. Bagefter tog jeg et billede af en gammel grå væg tæt på mit hjem, hvor malingen krakelerede og lignede min lermaskes tekstur. Jeg vil gerne hylde mit første projekt, og jeres tema om kroppen var den perfekte mulighed.

Beanie Breakfast, 2021
Breadband, 2020
Gab Bois 2.jpg
Beanie Breakfast, 2021
Gab Bois 3.jpg
Breadband, 2020