Stylist Gertrud Bønnelykke Koefoed: Derfor laver jeg meget sjældent fejlkøb
Stylist og digital kreatør Gertrud Bønnelykke Koefoed vægter kvalitet og elegance højt, og hun kender sin egen stil så godt, at hun sjældent laver dumme fejlkøb. Kig med i hendes garderobe, der er bygget op af afdæmpede farver og langtidsholdbare klassikere som blazere, kjoler, tasker og smykker med skønne minder.
Stil
Min stil er klassisk og feminin, og jeg er mest til de mere enkle og rene silhuetter i afdæmpede nuancer som beige, hvid, brun og sort. Jeg har mange klassiske suits, skulpturelle kjoler og sporty elementer som T-shirts, shorts og løse bukser. Det er vigtigt, at tøjet er klædeligt, og at jeg føler mig godt tilpas i det.
Inspiration
Jeg finder inspiration på gaden og på Instagram ved at se, hvordan folk kombinerer forskellige styles på kryds og tværs. Jeg kan også sagtens blive inspireret til at prøve noget nyt i min garderobe ved at se det hos et af de store modehuse eller ved at gå ind i en forretning.
Favoritdesigner
Skall Studio og Aiayu har den smukkeste farveskala og altid lækre materialer. Graumann laver de fineste suits med de mest cool, oversized blazere, og By Malene Birger er leveringsdygtig i de skønneste strikkreationer og flotteste frakker. Ganni og Notes du Nord er også blandt mine favoritter. Begge brands er superdygtige til at lave designs med et lidt anderledes snit eller et cool, skulpturelt tvist.
Hverdag vs. fest
Min hverdagsuniform består ofte af jeans, en T-shirt, en oversized blazer og et par flade sandaler. På de varme dage er det kjole og et par Havaianas. Til fest tager jeg enten et suit eller en kjole på og sætter høje stiletter til; dog har jeg altid et par flade sko med i tasken. Jeg er nok ofte til det mere enkle festlook, men derimod elsker jeg at opgradere det med masser af fine smykker og accessories.
Garderobehits
Jeg tror, at det, jeg har mest af i min garderobe, er kjoler. Jeg har så mange kjoler i alverdens farver og silhuetter. Om sommeren har mine kjoler og garderobe generelt også flere farver og mønstre.
Igen & igen
Helt klart blazere! De tilfører lige det sidste til et outfit og giver det et mere maskulint og cool tvist. Jeg har mange blazere i min garderobe, og de fleste er i beige, creme og sort, så der er bare små farveforskelle. Men når jeg ser en cool blazer, så MÅ jeg bare eje den.
Jeans
Jeg synes, Tomorrow Denim laver de sejeste jeans, og deres snit og vask er bare lidt lækrere. Ellers er jeg også fan af Baum und Pferdgartens jeans med brede ben.
Sko
Jeg er blevet kæmpestor fan af Angulus, efter jeg har fået børn. De er både fine og superbehagelige. Billi Bi er også et af mine favorittermærker; de er supercool i designet og gode at gå i. Hvis der skal være stor fest, så hopper jeg i mine Gianvito Rossi-stiletter.
Smykker
Jeg går med mange smykker og mit Rolex-ur hver dag. Ellers bruger jeg lidt forskelligt, alt efter hvad jeg har på, og hvad jeg skal. Jeg har mange forskellige smukke øreringe, armbånd og halskæder, jeg skifter imellem.
Undertøj
Mit favoritmærke er Underprotection. Jeg elsker pasformen, fittet og de fine blonder og farver.
Shoppingstrategi
Jeg køber noget, når jeg forelsker mig i det, men tænker alligevel meget over det inden, da jeg ikke bryder mig om at fortryde et køb. Derfor laver jeg også meget sjældent fejlkøb.
Butikker
Min yndlingsbutik er Strøm i Hellerup, Lot#29, Nuvole, By Malene Birger, Lubarol, Aiayu og den nye Skall Studio-butik i København.
Største samling
Jeg har mange tasker og sælger dem aldrig, så min samling bliver større og større. Jeg elsker især, når jeg kan finde en særlig taske i udlandet – for eksempel på et outlet – til en god pris. To af mine yndlingstasker fra Prada og Gucci er begge købt på outlets i Italien.
Tendenser
Jeg elsker de mere maskuline tendenser med oversized blazere og store skuldre.
Bedste køb
Et par Chanel-sandaler, som jeg fandt i en vintagebutik efter at have været på jagt efter dem længe. Jeg kommer til at leve i dem hele sommeren.
Seneste køb
Min mørkebrune Jodie Bag fra Bottega Veneta, som egentlig er en gave fra min mand. Jeg er superglad for den, fordi den er enkel, smuk og klassisk, og den mørkebrune farve står smukt til alt det beige og cremefarvede i min garderobe.
Mest opsigtsvækkende køb
Det må være en citrusgul kjole fra Proenza Schouler. Jeg har kun haft den på én gang, og den kostede en mindre formue.
Fejlkøb
Jeg kom engang til at gå amok i et Chloé-udsalg, hvor alt var sat ned med 80%, og jeg glemte at se ordentligt på størrelserne. Men min mor kunne heldigvis overtage det meste og bruger det stadig, så på den måde var det ikke helt skidt.
Aldrig uden
Mine Chanel-tasker og mine smykker og ure. Der er så meget historie i dem, og mange af dem har jeg fået i forbindelse med noget særligt. For eksempel mit Cartier-ur, som jeg fik af min mand, da jeg fødte tvillingerne.
Klar på 5 minutter
En blazer, en T-shirt, et par jeans, et par Havaianas og lidt mascara og læbepomade; så er jeg klar til at forlade hjemmet.
God stil
Du skal klæde dig i det, du har det godt i. Du ser endnu smukkere ud, når du føler dig godt tilpas, så drop alt om at hoppe med på alle mulige tendenser, og lyt til dig selv.