Gun-Britt: "Jeg kom til at se yngre ud, da jeg holdt op med at farve håret"
Gråt hår har været hot i en del år, alligevel er det de færreste, der jubler, når de spotter det første lysende hvide hår i hovedbunden. Det kræver tilvænning og den rette styling, men så er det heller ikke mere kompliceret at få de grå lokker til at stråle.
Engang signalerede gråt hår hos kvinder ikke meget andet end fremskreden alder og måske visdom med lidt god vilje, men siden de store modehuse og Hollywood-stjerner i starten af 10’erne begyndte af vise lysende sølvstriber frem på catwalken og for pressefotograferne, har gråt hår været trendy og forbundet med selvsikkerhed og rebelskhed.
Rihanna strålede med bølgende, koksgrå længder, og Lady Gaga har haft det helt lyse, sølvfarvede hår i både glatte, krøllede og opsatte stylings, altid ledsaget af et stærkt og feminint udtryk med kant. Hos de unge stjerner og modeller er det grå hår et fashion statement og et stærkt blikfang, men det er ikke sikkert, at man har det perspektiv på sagen, når man opdager de første hvide hår i sin egen manke.
Der er forskel på, om de grå lokker er et tilvalg eller en uønsket overraskelse, og på om de sidder på hovedet af en 25- eller 65-årig. Ikke desto mindre hænger gråt hår i dag mindre sammen med alder, og trenden har for mange gjort det nemmere at acceptere de naturlige grå hår. Det fortæller frisør Gun-Britt Zeller, der om nogen har været med til at gøre gråt hår trendy herhjemme. Hun begyndte selv at få grå hår allerede, da hun var i 20’erne, og hun fik selv farvet håret, indtil hun var 50.
"Når man så gråt hår dengang, så var det gamle damer. Der var ikke nogen yngre, der lod det grå hår være. I dag er det helt anderledes. I dag taler man meget om, at det flot," siger Gun-Britt Zeller.
De seneste år har hun oplevet, at der kommer kunder ind i hendes salon og siger, at de godt vil have gjort det samme ved deres hår, som hun gør ved sit. Men hendes hvide farve er naturlig, og det eneste, hun gør ved det, er at vaske det i en blonde-shampoo, som holder det klart i farven. Der er mange, der synes, det er alt for tidligt, at de bliver gråhårede, og sådan er det også for nogle, selvom de er 60 eller 70, fortæller Gun-Britt. Men det grå hår kan være rigtig flot og endda få en kvinde til at se yngre ud, forklarer hun.
LÆS OGSÅ: Denne hat skal du have, hvis du vil være modesmart – og er træt af at fryse
"I mit eget tilfælde synes jeg faktisk, jeg kom til at se yngre ud, da jeg holdt op med at farve håret. Mærkeligt nok. Det har noget at gøre med din hudfarve. Du kan godt være kulsort, når du er 20, så er det bare sjovt, men når du bliver lidt ældre," kan det blive meget voldsomt.
Vær beredt
Rihanna, Miley Cyrus, Pink og Victoria Beckham har rocket de grå lokker, men hvad med os almindelige dødelige, som ikke er ude i en modegrå makeover, men skal forholde os til at blive grå au naturel? Man får ikke et smukt gråt hår over natten, og der er mange forskellige måder at blive grå på, så oplevelsen kan være meget forskellig, og det samme kan ens behov. For nogle begynder det med hvide hår i tindingerne, for andre med en sølvtot i pandehåret, eller det kan fordele sig jævnt i håret. Hvis man synes, at de sølvgrå stænk er sexede på George Clooney, men ikke, når man ser sig selv i spejlet, så er der meget, man kan gøre for at camouflere dem eller for at skabe en glidende overgang til ens nye look – gråt eller ikke gråt. Frisør Christina Kruse Davidsen fra IQ Hair i Horsens har farvet mange kvinder i de moderigtige kolde grå farver, men hun har også fulgt mange kunder i fasen, hvor de bliver konfronteret med de første grå hår. Det er især svært for dem, der har været vant til at farve deres hår i mange år, fortæller hun.
"Så har man en tendens til at tænke, at de skal dækkes, og så farver man det hele. Det er meget godt til at begynde med, men på et tidspunkt bliver der så meget gråt, at man får en tydelig udgroning på få uger."
Et trick er at arbejde med striber og tage udgangspunkt i den naturlige farve, så overgangen imellem farven i bunden og resten af håret ikke bliver så markant, siger hun. Paradoksalt nok er det tit sværest at acceptere de grå hår i starten, hvor et enkelt hvidt hår lyser op i en ellers mørk hårpragt. Når der kommer flere grå hår, blender de bedre ind, og så ændrer man udtryk. Men man skal overveje, hvornår man skal stoppe med at farve håret mørkt, råder Christina Kruse Davidsen.
"Jo tidligere man begynder at arbejde med de grå hår fremfor at arbejde imod dem, jo nemmere bliver overgangen. Hvis man har rødt eller mørkt hår, er det svært at få de grå hår til at arbejde sammen med det, så man skal overveje i god tid, hvornår man vil arbejde sig væk fra det, og det er typisk før, man føler sig klar til at blive gråhåret."
Grå og stolt af det
Når håret bliver gråt, bliver det typisk også mere tørt og stift, så en del af hemmeligheden bag at blive flot gråhåret er at pleje håret godt. Gråt hår har brug for mere fugt og flere olier for at bevare glansen. Et stort, kruset, gråt hår kan blive for meget, men hvis håret er sundt og velplejet, kan det sagtens være langt. Måske giver den nye farve og tekstur endda mulighed for helt nye frisurer, som passer til ens type og tager højde for de farver og træk, men nu engang har. Skuespilleren Jamie Lee Curtis er en af de celebs, der har vist, at man kan se superskarp ud som moden kvinde med en helt kort, grå frisure. Andre som eksempelvis Kim Basinger og Diane Keaton beviser, at man i henholdsvis 60’erne og 70’erne stadig kan have samme bølgede og måske lidt pjuskede længder, som har tegnet ens person i årevis.
Herhjemme er EU-miljøkommisær Margrethe Vestager flere gange blevet fremhævet som forbillede som en magtfuld kvinde, der står ved sin alder og sine grå hår og nægter at farve dem. Anja Camilla Alajdi, tidligere stylist for kronprinsesse Mary, har også ladet sit hår være gråt de seneste år, hvor hun har haft forskellige feminine korthårsfrisurer og også har givet den fuld skrue med store, bløde krøller. Og så er vi tilbage ved Gun-Britt Zeller, som ikke er til at komme uden om, når man spørger danske kvinder om, hvem der inspirerer dem til at stå ved deres grå hår. Det kræver noget af en, hvis man bliver hvidhåret, siger hun.
LÆS OGSÅ: Sådan kan du tørbørste dig til en smuk, naturlig glød
"Det er jo kedeligt, hvis man ikke kan gøre sig selv interessant med det! Jeg er stolt af min farve, som, jeg synes, er flot til mig, så jeg har ikke nogen problemer med at være hvidhåret. Selvfølgelig signalerer du også, at du har en vis alder. Det er klart. Men du prøver ikke at foregive, at du er yngre."
Gun-Britt Zeller bærer sit hvide hår med stolthed, men hvad skal der til for at gøre hende kunsten efter? Det kommer an på, hvilken type man er, synes hun. Og så handler det om at vælge den rigtige frisure. Men der er ikke noget enkelt svar. Måske er det slet ikke et problem at lade de grå hår være, selvom man for eksempel kun er 30, for måske klæder det en eller blender smukt ind i farvespillet, og så er det jo fantastisk. Hvis der er en meget stor farveforskel, fordi man er mørkhåret eller farvet, anbefaler Gun-Britt, at man får lagt hvide striber ind i udgroningen og ud i det mørkere hår.
"Så rammer vi tit så godt, så folk ikke behøver gøre mere end at lade håret vokse ud. Det er der, man skal gå ind og få professionel hjælp. Man behøver ikke blive korthåret. Det, synes jeg, er for drastisk. I dag kan man gøre så mange ting," siger hun.