Det gådefulde guld: Derfor er det så betydningsfuldt

I en montre af glas på Det Ægyptiske Museum i Kairo findes en af verdens kostbareste skatte: En maske af guld, der engang for flere tusinde år siden blev lagt over den døde farao Tutankhamons ansigt.

Maskens himmelblå turkiser og koboltblå lapissten er mærket af tidens tand. Stadig smukke og historiebærende, men også falmede og lidt forslåede af de tusinder år, der er gået, siden de først blev slebet og indfattet i den unge faraos dødsmaske.

Guldet derimod, det synes aldeles uberørt. Som om det egenhændigt har ophævet tid og sted. Det ulmer med præcis samme kraft, som var det netop løbet af diglen, og gløder, som var det støbt i går.

På samme tid ældgammelt og purungt.

Læs også

Majestætens smykkeskrin: Her er både uvurderlige brocher og et par blå øreringe af plastik

"Guld bærer en eviggyldighed i sig, som gør det uimodståeligt og dragende. Det fandtes, før vi blev til, og det vil findes, når vi ikke er her mere. Og måske netop derfor føles det lidt som at smykke sig med et lille stykke udødelighed, når vi hænger det om halsen eller sætter det på en finger eller om vores håndled," siger Lone Løvschal, der guldsmed og oldermand i Kjøbenhavns Guldsmedelaug.

Mystik og mening

Guldsmedelauget inviterer hvert år folk fra nær og fjern til selv at gå på opdagelse i guldet kvaliteter, når det afholder eventen Smykkernes By – en opdagelsesrejse gennem Københavns guldsmedeværksteder og udstillingssteder for ny og gammel smykkekunst.

Lone Løvschal peger på netop guldets eviggyldige kvalitet som en del af forklaringen på, at dette – ædelmetallet over alle ædelmetaller – har haft en næsten magnetisk effekt på mennesket siden tidernes morgen. Og synes at være det grundstof, der mere end noget andet kan bringe det allerbedste – og det allerværste frem i os. 

"Guld er kostbart, det er dyrt ganske enkelt, og har altid været det. Men det er ikke kun derfor, vi tillægger det så stor værdi. Det skyldes også dets næsten overjordiske kvaliteter, som vi gennem tiden har tillagt både mystik og stor mening."

Læs også

Denne guldsmed solgte sit allerførste smykke til ingen ringere end Dronning Margrethe

Løfte om evighed

Helt tilbage til inkaernes rige og frem til i dag er guld blevet forbundet med det guddommelige. Det er det materiale, vi flittigst har benyttet for at ære og afbillede vores guder. Og det ædelmetal, vi gennem historien har bestræbt os på at smykke os selv og vores kære med for at vise vores og deres værd.

"Guldet er uløseligt knyttet til kærligheden. Gennem skiftende tider har vi erklæret vores kærlighed med guld, og vielsesringen har bevaret sin position som det vigtigste symbol på ægteskabet gennem skiftende trends og modediller," siger Lone Løvschal. 

Selv om man er et moderne brudepar, der måske ikke går så meget op i traditioner, vil man måske alligevel gerne have et sæt smukke vielsesringe, fordi der findes en form for evighed i dem, mener hun.

Læs også

Smykkedesigner Charlotte Lynggaard: Sådan behandler du smykker med ædelsten

"Kærligheden ligger også i det guld, vi lader gå i arv. For selv om det ikke løber an som sølv eller mister glans som andre metaller, kan det sagtens lade sig præge af dem, der bruger det," fortsætter hun. 

"Et halssmykke eller en guldring får patina, og det giver vores arvede guld endnu mere mening og betydning – fordi den patina stammer fra mennesker, der har haft betydning for vores liv. Guld kan netop føles nyt og friskt og samtidig være fuld af vores families historie."

Guldfeber og alkymi

Guldet får imidlertid ikke kun det bedste frem i os. Slet ikke. I menneskets historie er det nok det grundstof, der har kostet mest svig, svigt og død. 

"Guld vækker misundelse og grådighed. Det kan korrumpere os og drive os til at gøre de mest forfærdelige ting," siger Lone Løvschal.

Da guldfeberen rasede i midten af det 18. århundrede, drev det mennesker ud i en hidtil uset forråelse. Mænd i tusindvis, snød, stjal og myrdede sig til store formuer. Eller mistede alt, hvad de ejede – nogle gange også livet selv – i jagten på de glødende guldklumper, der kunne udvindes af bjergene og som ved et trylleslag forvandle ens liv og status i verden.

"Sideløbende med jagten på den ægte vare har vi jo også altid forsøgt at kopiere den," påpeger Lone Løvschal.

"Alkymien og drømmen om det menneskeskabte guld siger ikke så lidt om vores begær efter at eje – ja, ligefrem skabe – og bemægtige os guldet. Den, der har guld, har magt, og det er der mange mennesker, der gerne vil have."

Et venligt materiale

For Lone Løvschal handler hendes personlige forhold til guld dog hverken om magt eller penge. Det handler om noget helt andet. Noget, som måske kun guldsmede ved om guld. Det handler om guldets karaktertræk, når man sidder med det mellem hænderne. 

"Guld er medgørligt og gavmildt, det lader sig bevæge, strække og smelte om i én uendelighed uden at miste sin fantastiske glød og skønhed. Det er imødekommende og venligt og føles mere som en samarbejdspartner end et egentligt materiale. Som om det også selv vil være så smukt som muligt," fortæller hun – og fortsætter:

"Det er helt anderledes med andre metaller. Kobber og stål er udmærkede materialer og smukke i deres egen ret. Men de er ret genstridige, seje og rigide at arbejde med. Lyden af kobber, der files, lyder for eksempel meget tydeligt som noget, der slet ikke vil være med. Guldet, derimod, det fineste ædelmetal af dem alle, stiller sig bare til rådighed med alle sine fremragende kvaliteter. Åben for, hvad det nu skal blive til."

"Et smykke, en kærlighedsgave eller en gylden maske. Som måske en dag om flere tusinde år vil blive fundet frem af jorden eller opdaget i en forsvunden grav – men som ikke desto mindre vil gløde med samme kraft, som var det smedet i går."