Sammen har søstrene Julie og Marie skabt tøjmærket Skall Studio - og det har altid været meningen
Deres første kollektioner kunne være i en cykelkurv, og de fik ingen løn de første fire år. Alligevel fortryder designerne og iværksættersøstrene Marie og Julie Skall intet. For de har realiseret deres fælles drøm om at lave ansvarligt produceret tøj sammen.
De følges ad. Skall-søstrene Julie og Marie Skall, der er opvokset i Frederikshavn og har haft det, de kalder en idyllisk barndom.
Allerede som børn gik de op i mode. Marie sad og tegnede sine kreationer, mens Julie syede smarte outfits til sine Barbie-dukker og lod dem flytte ind i hendes hjemmegjorte Dream House, der var skabt ud af en gammel bogreol.
"Vores mor arbejdede som indkøber i modebranchen, og hun syede også selv. Så kærligheden til tøj og tekstiler var vi vant til hjemmefra," husker Julie.
"På mange måder synes jeg, vi er heldige, at vi voksede op uden internet og sociale medier. Verden var meget mindre, og du blev eksponeret for færre ting. Så du måtte selv mærke efter, hvad der fik dit hjerte til at slå hurtigere og så dykke ned i det."
"Jeg gik på biblioteket og lånte bøger om mode, designere og stilhistorie. Alle de store franske navne, Chanel, Dior og Balmain, hvor danske Erik Mortensen havde været chefdesigner. Han var også fra Frederikshavn. I dag bliver man bombarderet med viden, men dengang skulle man opsøge den, og det krævede en indsats og fordybelse."
Da søstrene skulle finde praktik i folkeskolen, fandt de også vej til modeverdenen. Julie kom på den anerkendte skrædderskole, Alexandraskolen, mens Marie kom med sin mor i praktik.
"Vi skulle selv opsøge den verden, for mode var absolut ikke noget, der blev dyrket i Frederikshavn. Studievejlederen rystede på hovedet ad os, når vi talte om vores drømme," fortæller Marie.
Hjemmefra var der heller ikke ubetinget glæde ved deres valg. Moderen vidste, at det var en tough business og ønskede ikke at se skuffede døtre, når realiteterne ramte.
"Min mor vidste jo, at der ikke var så mange brands at vælge imellem i Danmark, og at det var svært at få jobs. Og sådan er det stadig. Der bliver nok uddannet for mange designere i forhold til det reelle behov på arbejdsmarkedet," erkender Julie.
"Jeg var da også kun lige blevet student, så blev jeg sendt tre måneder til Istanbul, hvor jeg skulle opleve arbejdsgangene på tekstilfabrikkerne. Jeg tror, min mor ville afskrække mig, men det lykkedes altså ikke. Jeg syntes stadig, det var fantastisk."
I hinandens fodspor
Julie startede på designskolen Teko i Herning, og Marie fulgte efter tre år senere.
Annonse
"Jeg har helt sikkert været inspireret af Julie. Hun trådte græsset ned og viste mig nye stier. Hun gav mig nok også mod til at tro på drømmen, for der var mange dommedagsprofetier. Jeg læste på overbygningen i 2008, da finanskrisen ramte verdensøkonomien, så stemningen på skolen var ikke opløftende. Vi fik at vide, at nu kunne vi slet ikke regne med at få et job," siger Marie.
Det gjorde de nu begge, for de var flittige og målrettede. Men de vidste også, at de hellere ville arbejde sammen end at arbejde for andre.
"Vi har altid haft hinandens ryg og haft det godt sammen. Da vi var små, vidste vi ikke, at man kunne have en virksomhed sammen, men mens vi studerede, lå det i luften, at vi skulle starte vores eget mærke sammen en dag. Og at vores mor skulle være med," fortæller Marie.
Og Julie fortsætter:
"Vi vidste, at vores brand skulle hedde Skall, for det er vores mors pigenavn, og i dag er hun også ansat til at stå for vores bæredygtigheds- og CSR-politik. Det er hende, der tjekker op på de fabrikker, vi samarbejder med, og sørger for, at der er ordentlige arbejdsforhold i alle dele af produktionen."
Hvad var de største udfordringer, da I etablerede jeres brand?
"Det er snart 10 år siden, og på det tidspunkt var der ikke fokus på iværksætteri, som der er det nu. Det var før ”Løvens Hule” og de mange iværksættere på Instagram. Opstartsårene var ægte hårde, vi arbejdede begge deltid i butik. Jeg var i I Blame Lulu, og Marie var i Stræk & Bøj. Jeg havde prøvet at freelance-designe for andre, men det var for svært at designe for Skall den ene dag, og den næste lave noget til et helt andet univers," siger Julie.
"Men det var da hårdt at være fyldt 30 år og have opbygget erfaring og lønniveau og så skulle vænne sig til at have færre penge, end hvad en SU giver. Vennerne købte lejligheder, rejste og gik ud at spise, og så startede Marie og jeg nærmest forfra. Men det var også sundt. En øvelse i at se, hvad vi kunne undvære."
"Vi opdagede begge, at et simpelt liv ikke nødvendigvis er et dårligt liv. I udgangspunktet kunne hele vores kollektion være i cykelkurven på Raleigh-cyklen og hver krone, vi tjente, blev geninvesteret i forretningen. Det var en langsom, organisk vækst. I dag kan du etablere en butik på Instagram og skabe en forretning over night, men jeg tror, det var godt for os, at vi skulle tage et langt sejt træk først. Også selvom det betød, at vi skulle banke på en masse døre og ikke fik nogen løn de første fire år."
"Men vi var fremsynede, for vi etablerede webshop og Instagram fra starten. Min kæreste, der er grafiker, lavede webshoppen for os, og jeg lagde en linje for vores visuelle udtryk," forklarer Marie.
"Vi har ikke valgt de nemme løsninger, og vi har også sagt nej til kunder, der ikke passede til vores vision. Vi er ikke gået på kompromis med vores værdisæt. Faktisk har vi altid været enige om, at vi hellere vil lukke ned end gå imod vores værdier. Men vi er da helt bevidste om, at vi er i en branche, hvor man aldrig er bedre end sin sidste kollektion, og at der er benhård konkurrence. Men hvis du arbejder for andre, er der heller ikke tid til at reflektere og måske ændre på nogle strukturer – men det kan vi, for det er os, der sidder for enden af bordet."
Annonse
Tøj med mening
Hvordan forener I jers bæredygtighedsvision med modebranchens iboende krav om nyt, nyt, nyt?
"Fra starten har vi valgt, at vi kun ville have to hovedkollektioner om året, og så fordeler vi det i drops over sæsonen," forklarer Julie.
Annonse
"Og så er det helt afgørende, at hvert stykke tøj har en berettigelse. Vi bestræber os på at lave tøj, der kan bruges i mange år, og vi har ikke et stort lager."
"Derudover har vi en klassisk kollektion med de 20-30 procent af garderoben, som man altid har brug for, der aldrig kommer på udsalg. Vi har arbejdet tæt sammen med vores fabrik i Indien, og det gør, at vi kan producere på den mest nænsomme vis, transportere med skib og lave vores tøj så bevidst som muligt."
"Vores seneste kollektion er produceret i 98 procent monofibre – altså tekstiler, der kan genanvendes – og så er vores tøj i så god kvalitet, at det kan bruges i lang tid, repareres og sælges eller gives videre."
"Vi elsker jo tøj, og den glæde et godt stykke tøj kan give. Det giver selvtillid, understøtter ens personlighed, og så bliver det ofte ladet med minder. Garderoben kan fungere som et arkiv over begivenheder, vi gerne vil huske," tilføjer Marie.
Søstrene er enige om det meste. De afslutter hinandens sætninger, og de glæder sig i fællesskab over, at drømmen er gået i opfyldelse: At de i dag kan leve af at lave tøj, arbejde side om side og have en virksomhed med 30 ansatte.
"Vi er meget ens, men også forskellige. Vi er fælles om det kreative og produktudviklingen, men vi har også en klar rollefordeling, hvor jeg er nede i det lavpraktiske med produktet, og Marie er på det digitale og visuelle udtryk. Vi har altid vidst, hvem der gjorde hvad," forklarer Julie.
"Jeg er den nostalgiske romantiker, og du er mere moderne og udadvendt. – Vi er forskellige, men vi vil det samme sted hen," konkluderer Marie.
"Hvis jeg er i tvivl, så træffer du beslutningen. Og jeg har fuld tillid til, at den afgørelse altid er den rigtige."
