Hårolier

Vi har testet 3 hårolier: Favoritten gør håret lækkert og skinnende blankt

Savner dit hår glans og fugt, og er du på udkig efter et produkt, der kan få styr på små flyvske hårstrå, så kan en hårolie være svaret. Vi har testet tre forskellige i spidserne og i de nederste længder – se hvilken, der klarede sig et mulehår bedre.

Karmameju (4/6)

Epic Hair Oil, Karmameju, 30 ml, 299 kr.

Karmameju_hair_oil.jpg

Hvad

Karmameju lover med denne hårolie en episk oplevelse, der både blødgør, beskytter, minimerer krus og giver glans til håret – uden at tynge det. Den er silikonefri, uden mineralske olier og velegnet til både skandinavisk hår og til Curly Girl-metoden med ingredienser som bl.a. bioaktive, økologiske planteekstrakter og planteolier, arganolie og C-vitaminrig granatæbleolie.

Look & feel

Hvis du kender (og elsker) Karmamejus lækre duftunivers, bliver du ikke skuffet, for olien dufter helt i tråd med resten af produktfamilien med noter af økologisk sød appelsin, citrus, tobaksblade, olivenblade og ylang ylang. Det enkle og stilrene look på den lille glasflaske rammer også plet.

Funktionalitet

Hvor de andre to olier har pumpe, skal denne blot hældes ud. Det er overraskende nemt at dosere, da åbningen har en perfekt størrelse, men lidt upratisk når du har olie på hænderne og skal hælde lidt ekstra ud. Det anbefales at anvende det overskydende produkt på tørre hænder og albuer eller som plejende kur til hovedbunden. Smart!

Effekt

Epic-olien er et dejligt bekendtskab, som giver næring og glans til trætte spidser. Det er imidlertid også et lidt dyrt bekendtskab – testens dyreste milliliterpris – omvendt er den ganske drøj i brug og holder derfor længe.

Morrocanoil (5/6) stjerner

Treatment, 100 ml, 369 kr.

Moroccanoil2.jpg

Hvad

Arganolie er stjernen i denne hårolie, der med sit høje indhold af E-vitamin, essentielle fedtsyrer og antioxidanter tilfører fugt og næring til håret. Den lovede effekt er smukke og velplejede lokker, og olien kan både påføres i din hårkur for at give ekstra fugt og næring, i det fugtige hår inden føntørring eller i det tørre hår som en del af stylingen.

Look & feel

Moroccanoils klassiske blå etikette er i denne limited edition-version skiftet ud med et fint og farverigt motiv, som pryder den mørkebrune, transparente glasflaske. Men indholdet og den eksotiske signaturduft med noter af rav og søde blomster er der ikke pillet ved.

Funktionalitet

Før olieshowet kan begynde, skal du skrue hætten af og fastgøre pumpen på flasken. Og i denne test voldte det en anelse besvær at få pumpen til at virke. Men når først der er hul igennem, kører doseringen som smurt, og den smarte låsefunktion gør produktet rejsevenligt.

Effekt

Denne olie er til den lidt drøje og fedtede side, men den gør klart håret mere medgørligt og glansfuldt, ligesom det krusede look elimineres. Med den rette dosering klarer den jobbet smukt.

LeaLuo (6/6 stjerner)

lealuo.jpg

Go Deep Tiger Grass Hair Oil, 100 ml, 229 kr.

Hvad

Denne veganske olie er beriget med tigergræsekstrakt og cannabisfrøolie, som lover at give tørt hår masser af fugt og glans samt modvirke krus uden at tynge håret. Den er også tilsat upcyclede ingredienser fra oliven, pomelo og ferskenblomst, som beskytter mod forurening og bidrager til et glansfuldt resultat.

Look & feel

LeaLuo-olien gemmer sig i en klar, rød – og genanvendelig – plastflaske med pumpesystem låg, og etiketten er holdt i et stilrent udtryk. Den har en frisk og rar duft af te, mynte og musk.

Funktionalitet

Pumpesystemet virker upåklageligt, og med et enkelt tryk lander en passende dosis i håndfladen. Produktet er nemt at fordele i både håndklædetørt og tørt hår fra midten af længderne og ned til spidserne, og selvom det jo er en olie, virker den ikke fedtet, så du har ikke brug for at skylle hænderne efter brug.

Effekt

Selv hårolie-novicer kommer nemt i gang med denne sag, der vitterligt holder, hvad den lover: Velduftende pleje, som gør håret lækkert og skinnende blankt uden irriterende krus. Stort ja tak.