Hella Joof har et skønhedsmanifest, du skal læse

Skønhed er et elastisk begreb. Heldigvis. Vi er nemlig alle sammen skønne. “Arh!” tænker du. Men det er rigtigt, hvad jeg siger. Vi er alle sammen skønne. Tykke og tynde, høje og lave, sorte, mørkebrune, gyldne, olivenfarvede, blegrosa og porcelænshvide, mænd og kvinder og dem, der vil omtales i flertal. “Sådan er verden jo ikke,” tænker du, og det har du ret i, men det kan den blive. Vi er alle sammen opdraget med et eller andet fastlåst skønhedsideal. Symmetri. Lille næse, høje kindben, lange øjenvipper. Og bevares, det er også dejligt at se på. Men det er store næser, runde kinder og korte vipper i et elsket ansigt også.

Tænk på dem, du elsker, med et helt alternativt udseende: Din bedste vens imponerende kartoffeltud, din elskede oldemors ravfarvede tænder, din pubertetsplagede niece med stjernebilleder på kinderne. Er de ikke smukke? Jo, de er. Og tænk på dig selv med rød vinternæse, tørre læber og børneeksem. Er du ikke et mindst lige så vidunderligt menneske, som du er med sommerglød, saltvandshår og hindbærlæber? Vel er du så. Det indeni er det vigtigste, og hvis det er smukt, så manifesterer det sig udenpå. Men det her er noget, vi må stå sammen om. Løfte i flok, så kan vi vende den skude. Så vi sejler den samme vej, med strømmen, i stedet for imod.

Og hvordan gør vi det? Vi tager en beslutning. For vi kan se skønhed allevegne og i alle mennesker, hvis vi ser på hinanden med kærlighed. Så skal vi ikke aftale, at det er det, vi gør? For alternativet kender vi ud og ind, og det er ikke rart. At skønhed er et nulsumsspil. En konkurrence med få vindere og en hulens masse tabere. Det skaber alene splid og smerte og selvhad. Og den vej har vi gået i mange tusind år, og nu orker vi det ikke længere. Vi vil hellere være glade den tid, vi har her på jorden. For os selv og hinanden. Og her kommer den gode nyhed: Der er skønhed nok til os alle. Den er overalt. Indeni og udenpå og over det hele. Vi har alle fået en særlig portion skønhed, og den tager vi nu og får til at vokse.

Så sig efter mig:

Jeg er et smukt menneske, alene fordi jeg er til.

Jeg er skabt i kærlighedens billede.

Jeg er et mirakel.

Jeg kan smile og elske, og det vil jeg gøre til en vane.

Hver dag vil jeg takke for det, mine øjne falder på.

Hver dag vil jeg rose nogen, kilde et barn og klappe en hund.

Jeg vil se på mig selv med mildhed, og jeg vil se på andre med ømhed.

Jeg vil tilgive dem, der har gjort mig ondt, levende såvel som

døde, så rynkerne i min pande ikke får næring.

Og de rynker jeg allerede har, vil jeg stryge med en

kærlig pegefinger og et godt serum.

Jeg vil tale til mit ansigt i spejlet med omsorgsfulde, kærlige ord.

Male mine læber røde, hvis jeg har lyst.

Jeg vil se på mig selv med begejstring.

Tænk, at jeg har præcis det ansigt, jeg har.

De øjne, den mund, de ører, som ingen andre har.

Det er helt særligt, forskelligt fra alle andre ansigter.

Hvis jeg ikke fandtes, så manglede det.

Og tænk, at jeg har den krop, jeg har.

De skuldre, de knæ, de bryster.

Den er helt særlig, forskellig fra alle andre kroppe,

og hvis ikke jeg var her, så manglede min krop i verden.

Jeg vil inderligt nyde min krop og min skønhed.

Smøre min hud med livgivende olier og duftende cremer.

Og føle mig sexet.

Dele min krop i salig elskov med dem, jeg har lyst.

Uden skyld eller skam.

Det ansigt og den krop skal der passes godt på.

Med sund mad.

Med gåture og gymnastik, og hvad jeg ellers kan finde på af

kropslige udfoldelser, som gør mig glad og stærk.

Med anerkendelse og opbyggelige ord.

Og sidst men ikke mindst med kærlighed, masser af kærlighed.

Fra mig selv og andre.

Jeg vil røre ved mig selv med kærlighed,

bygge mig selv op med kærlighed, så jeg bliver stærkere og

smukkere for hver dag, der går.

Indvortes såvel som udvortes.

Og jeg vil elske alt, jeg kan.

Jeg vil møde livet med taknemmelighed og begejstring.

Så længe jeg lever.

Så længe mit hjerte slår.

Tak.

Kærligst Hella