En række kvinder går forrest i kampen for bedre selvværd: Her er dine nye (anti)heltinder

Måske har du også bemærket, at der er sket noget med popkulturens kvindebilleder?

Vi beundrer ikke længere kun en ”Pretty Woman”, der skal reddes af en rigmand, eller foretrækker en sødladen mor som Cindy Walsh eller Elyse Keaton. Næ, de kvinder, der får lov at fylde og få følgere i dag, er snarere antiheltinder og bliver besunget af tidens største popstjerne Taylor Swift i hendes hit ”Anti-Hero”, der italesætter den usikkerhed og selvkritik, hun selv har kæmpet med:

It’s me, hi, I'm the problem, it’s me

At tea time, everybody agrees

I'll stare directly at the sun but never in the mirror

It must be exhausting always rooting for the anti-hero

Men hvem er den moderne antiheltinde? Hun er ikke én type, men tværtimod den multidimensionelle, uperfekte men samtidig helstøbte karakter. Hun er persongalleriet fra Ditte Hansen og Louise Mieritz’ prisbelønnede tv-serie ”Dansegarderoben”. Hun er den amerikanske skuespiller, instruktør og provokatør Lena Dunham, og hun er den kritiske forfatter og aktivist Florence Given, der i sin bog ”Women Don't Owe You Pretty”, giver en feministisk opsang til sine medsøstre.

Vor tids heltinder er med andre ord de kvinder, der på forfriskende vis bryder med stereotype kvindebilleder og viser alle de kontrastfulde, besværlige og måske endda uskønne sider, som kvindelivet også rummer. Men hvad siger det om vores samtid, at antiheltinder er kommet i vælten?

Læs også

Her er 7 superkræfter, som DIN kvindekrop har

Ifølge kultursociolog, forfatter og foredragsholder Emilia van Hauen vil tendensen få en kæmpe betydning for måden, vi kvinder kan være til i verden på.

"De nye heltinder frisætter os kvinder fra de mere snævre rammer for, hvordan man er en ”rigtig” kvinde. Lige så snart, vi har flere typer at spejle os i, så får vi en større frihed til selv at skabe den tilværelse, vi helst vil have. Uden at blive udstødt på den måde, som mange kvinder før os har oplevet det," siger Emilia van Hauen.

"Tænk på Frida Kahlo, Hilma Klint eller vores egen danske videnskabskvinde Inge Lehmann. Jeg har lige læste Lotte Kaa Andersens glimrende bog om hende, “Den inderste kerne”, og det er jo hårrejsende, hvordan hun blev forfulgt og forbigået forskermiljøet. Tidligere i historien blev mange af de kvinder, der udviste evner indenfor kunst og forskning ignoreret og usynliggjort."

Emilia van Hauen påpeger, at succesfulde kvinder ikke kun er blevet undertrykt eller udeladt af det gode selskab; de er også blevet lagt for had. Vi kender alle hekseoutfittet, der altid bliver gengivet på samme måde: en dame med spids hat, kost, gryde og kat. Det er ikke tilfældigt. Faktisk stammer den gengivelse helt tilbage fra Middelalderen. Her var det typisk kvinder, der stod for ølbrygningen.

"Den metier blev set som noget perifert og ligegyldigt – men de kvindelige bryggere fik stor succes. Når de stod på et marked og bryggede øl i deres store gryde, havde de en kat med til at holde musene væk fra deres korn, en kost til at signalere renlighed, og hatten gjorde, at man kunne se dem på lang afstand."

"Så det var ikke et heksekostume oprindeligt; det var bare arbejdstøj. Men da mændene fik blik for, at ølbrygning var en lukrativ forretning, gik de sammen med kirken om at dæmonisere kvinderne, kalde dem for hekse og tage bryggerikunsten fra dem," siger Emilia van Hauen.

Siden er kvinder, der ikke er servile, domesticerede, gudsfrygtige og husmoderlige ofte blevet udskammet som sære, ukvindelige eller decideret farlige. Og de har i hvert fald sjældent haft decideret heltindestatus. Indtil nu.

En ny kvinde på scenen

Det er ikke første gang i nyere tid, at de traditionelle kønsbilleder er blevet udfordret. Det så vi ifølge Emilia van Hauen også i 90’erne, hvor Bridget Jones og danske Nynne var i vælten – de småklodsede, nuttede, evigt pinlige og altid-på-vej-på-badevægten-typer, der konstant rodede sig ud på dybt vand og håbede på at blive reddet i mødet med en mand.

"Dengang var antiheltinden ufarlig. Den eneste, hun var en trussel imod, var hende selv. Heldigvis er der sket meget siden den internationale Metoo-bølge i 2017, der først rigtigt slog igennem herhjemme i 2020 med Sofie Lindes tale til Zulu Awards. Før da var kvinden altid alene med sine oplevelser af sexisme eller overgreb. Sådan er det heldigvis ikke længere."

"I dag har kvinder et fællesskab, og hvis vi udsættes for et overgreb, så ved vi, at vi har et kæmpe fællesskab i ryggen. Da Sofie Linde holdt sin tale, stod hun alene de første 14 dage, indtil en lang række mediekvinder stod frem med støtte. Det er en subtil form for magtudøvelse, at man isolerer offeret, men det ville ikke ske i dag; vi er ikke isolerede længere – vi har hinandens ryg," siger Emilia van Hauen.

For Iben Albinus, der er forfatter og manuskriptforfatter, er der en anden term for vor tids nye heltinde: Den kompetente kvinde.

"Efter Metoo-bevægelsen kom der et helt nyt fokus på den kompetente kvindelige figur. Bridget Jones er jo en klassisk klovnefigur med hjertet på det rette sted. Men de kvinder, der portrætteres nu, uanset om det er i komedie, drama eller thriller-genren, er hele, interessante mennesker, frem for nuttede karikaturer," siger hun.

Læs også

Ditte og Louise talte om det, længe før det blev moderne – og nu hyldes de for det

"Og det kan vi både takke Metoo-bølgen, men også streamingtjenesterne for. Direktøren for de danske biografer sagde for bare få år siden, at man ikke kunne få folk til at se film med kvindelige hovedrolleindehavere. Og det er holdninger som den, der har gjort, at filmlandskabet helt generelt har været domineret af mænd."

"Men de mange streamingmuligheder, hvor vi selv vælger, hvad vi vil se, og hvornår vi vil se det, har ændret enormt på det. Nu kan vi ”stemme” med vores fjernbetjening, og budskabet er utvetydigt: Vi vil gerne se andre film og serier end dem, som den patriarkalske verdensorden har dikteret."

Iben Albinus fremhæver skuespillere som Issa Rae – bl.a. kendt fra tv-serien ”Insecure” og sommerens store filmhit ”Barbie” – og Mindy Kaling fra bl.a. ”The Office” som eksempler på nye kvindetyper, der endelig får plads på skærmen.

"Vi har været så langt tilbage på repræsentation af både køn og racer, så der er stadig lang vej, før vi får samme nuancer, men ikke desto mindre er det forfriskende, at der rent faktisk sker noget. Vi gider ikke at se på passive biroller eller inkompetente heltinder; faktisk nyder vi, når kvinden i front er fejlbarligt menneskelig. Vi er ikke clueless, men derimod oplyste seere," påpeger forfatteren.

"At der er nye tider på vej, blev også slået fast med al tydelighed ved årets Oscar-uddeling, hvor det var filmen ”Everything Everywhere All at Once”, der vandt de store priser – og Michelle Yeoh på 61, der vandt prisen for bedste kvindelige hovedrolle."

Kvinderne stjæler billedet

Det er ikke tilfældigt, at det netop er nu, at tiden er inde til, at de kvinder, der stjæler billedet, bryder med normerne. Faktisk er det omsider de ustyrlige kvinders tid, som Emilia van Hauen også betegner dem. Det traditionelle skønhedsbillede og reglerne for, hvad der er attraktivt, har tidligere beroet på det, som den amerikanske filosof og sociolog Judith Butler beskrev som ”the male gaze”. Det var en tæmmet og underkuet kvinde, der var slank, blond og ikke-truende.

"Men den ustyrlige skønhed, der får stadig mere plads og sendetid i dag, er den, man ser hos kvinder, der fremstår præcis, som de selv vil, og som ikke har brug for at indynde sig hos mænd. Et godt eksempel er Oprah Winfrey, der bryder med herskende normer, har haft svingende vægt og er en sort kvinde i et hvidt mediebillede. Hun har skabt sin succes og enorme formue ved at tale om emner, der især interesserer kvinder. Emner, der ellers ofte bliver set som uvæsentlige eller dumme. Spiritualitet, forældreskab, relationer."

"Det er vanvittigt, at det fortsat er sådan, at hvis mænd interesserer sig for ure, så er det en seriøs hobby, og de laver samlinger. Men hvis kvinder går op i sko, så har de bare mange sko, og det er pjanket og overflødigt. Emilia van Hauen mener, at vi står i taknemmelighedsgæld til kvinder som Oprah, der har banet vejen for mange af de kvinder, der er spændende at følge i dag."

"Pludselig er de alle vegne. I tv-serier, bøger og på film. Jeg tænker på kvinder som Lena Dunham, Florence Pugh og Reese Witherspoon – de går deres egne veje og sætter fokus på det kvindelige perspektiv. Herhjemme ser vi også masser af kvinder, der insisterer på at italesætte kvinders perspektiver. Olga Ravn har gjort det med bogen ”Mit arbejde”, og Pernille Skipper har netop gjort det med sin nye bog ”Rend mig”."

Forbilleder forandrer verden

De nye kvindebilleder er ikke kun frigørende, fordi de nedbryder de snævre rammer for, hvordan ”rigtige” kvinder ser ud og agerer. De er også med til at ændre på vores egne idéer om, hvem vi er, og hvad vi kan blive til, mener Iben Albinus.

Inden hun dedikerede sig fuld tid til en karriere som forfatter og manuskriptforfatter, arbejdede hun som kulturjournalist og filmanmelder. Og i den forbindelse blev hun særligt bevidst om popkulturens afgørende indflydelse på vores selvbilleder.

"Vi lader os inspirere af dem, der går foran. Det gælder, både når det handler om repræsentation af forskellige hudfarver, om køn og om seksualitet. I kreativitetsteori taler man om, at det er afgørende, at vi kan gå i andres fodspor, når vi vil udvikle os selv. Filosoffen Donald Schön taler om, at vi i vores kreative bestræbelser vil komme ud i sumpede områder, der kan synes ufremkommelige."

"Men hvis vi kan orientere os mod andre, der har forceret ”sumpen”, så tjener deres eksempel som trædesten, der hjælper os med at komme videre. Og her kan vi både bruge forbilleder fra den reelle og den fiktive verden – begge dele kan understøtte vores erfaringsdannelse," forklarer hun.

Læs også

Da Emma Libner begyndte at tale højt om det, mødte hun modstand: "Det gik op for mig, hvor sprængfarligt emnet var"

Iben Albinus fortæller, at hun som mor til to teenage-sønner har set samtlige Marvel-film.

"I det univers har vi jo været vant til, at der er en mandlig helt i front, men pludselig var det så Brie Larson, der indtog hovedrollen i ”Captain Marvel”. Jeg reagerede helt fysisk på at se hende i rollen som superhelt."

"Jeg fik kuldegysninger, for det føltes oprigtigt som et kæmpe skridt frem for os kvinder. Det er ikke nok, at vi indimellem hører om en kvinde, der bliver CEO i en stor virksomhed; vi har brug for at se det med vores egne øjne. De fiktive heltinders udviklingshistorie inspirerer os indirekte til at afsøge måder, hvorpå vi selv kan realisere vores eget potentiale," siger hun

"Det kan det godt være, at der er aspekter ved både Bridget Jones og karaktererne i ”Sex and the City”, der virker forældede i dag, men faktisk var netop de damer med til at blåstemple singlelivet."

"De havde en kæmpe socioøkonomisk indflydelse, for pludselig var det ikke kun ægteskab og familieliv, der skulle være kvinders endemål, og de gjorde singlerne til en spændende demo- grafi, man var nødt til at tage alvorligt. Så alvorligt, at The Economist i 2001 skrev om dem under overskriften ”The Bridget Jones Economy – How young singles shape city culture, lifestyles and economies”."

Vi er ikke i mål

Som forfatter har Iben Albinus også selv bragt en moderne, kompetent heltinde ind i verden i sine to bestsellerbøger ”Damaskus” og ”Den danske agent”.

"Min hovedperson, Sigrid, er jo et fejlbarligt menneske, men hun er også en skarp og modig hemmelig agent. Derfor er bøgerne også blevet læst som feministiske værker, fordi der næsten aldrig skrives bøger om kvindelige agenter. Og det er et reelt problem."

"Under min research til den seneste bog talte jeg med flere kilder i den tyske efterretningstjeneste, og de fortalte, at de havde store problemer med at rekruttere kvinder, fordi popkulturen kun viser agenter som James Bond og Ethan Hunt i ”Mission Impossible”. Kvinder er ellers supergode agenter, fordi de ofte er både intuitive og har en veludviklet empati, men der er ganske enkelt ikke nok ansøgere, fordi fiktionen har magt, og den ikke har vist kvinder ofte nok i den vigtige rolle. Det håber jeg, at min bog kan være med til at ændre på," siger hun.

Og det er ikke kun på agent-fronten, at vi stadig har brug for udvikling. For selvom der sker meget postivt i både skønheds-, mode- og filmbranchen, der har ændret blikket på ideal-kvinden, så er vi ifølge Emilia van Hauen langt fra i mål. Der er stadig alt for mange sejlivede stereotyper, der præger vores kultur.

"Der er særligt tre klichéer, som vi har svært ved at komme til livs. Den første handler om moderskabet. Det sekund, du bliver gravid, er du pludselig offentlig ejendom. Alle må kommentere på din krop, dine valg, din mave. Og når først barnet er der, er der så mange holdninger til, hvordan vi som kvinder skal ”performe” moderskabet rigtigt," siger Emilia van Hauen og fortsætter:

"Dernæst er vi stadig langt fra i mål med de rummelige skønhedsidealer. For selvom der bliver talt om kropspositivisme, så er der stadig ingen mænd, der bliver dømt og målt lige så meget på deres udseende som kvinder. Der er fortsat masser af regler for, hvordan vi kvinder helst skal se ud, og den ondskabsfuldhed, der rettes mod dem, der ikke underkaster sig normerne, er voldsom."

"Og endelig er der alle fordommene mod kvinder i og efter overgangsalderen. Langt hen ad vejen er det stadig, som om du kun er noget værd som kvinde, når du er ung og reproduktiv – at det faktisk er vores evne til at sætte børn i verden, der udgør kvinders egentlige værdi."

"Heldigvis er der ved at komme en aftabuisering i takt med, at stjerner som Gwyneth Paltrow og Naomi Watts sætter fokus på emnet. Men vi er ikke parate på samfundsniveau til at omfavne, at ældre kvinder har ret til at være sexede, liderlige eller synlige omkring deres seksualitet på lige fod med mænd."

Tilbage i 2014 udgav Emilia van Hauen bogen ”Ladycool”, der bl.a. satte fokus på, at arketypiske feminine værdier som blødhed, omsorg, relationsdannelse og rummelighed havde lavere status end de traditionelt maskuline værdier som handlekraft, mod og hårdhed. Og her ti år senere mener hun ikke, vi er kommet ret meget længere.

"Vi siger, at fremtiden er feminin – men det er den altså ikke. Endnu."