akne urenheder

Hudlægens bedste råd: Sådan slipper du af med voksenakne

Kampen mod voksenakne behøver ikke være tabt på forhånd, for med den rette viden, behandling og effektiv hjemmepleje kan du komme tættere på den hud, du drømmer om.

Mange oplever akne i teenageårene, hvor talgkirtlerne er påvirket af kønshormonerne, der eksploderer.

Men ifølge speciallæge i hudsygdomme, Jørgen Esmann, er akne en livslang sygdom for ca. 10 procent af befolkningen. Det gælder især personer med fedtet hud.

Hvad er årsagen til akne?

"Akne er en slags betændelsestilstand i talgkirtlerne, som skyldes en blanding af arvelige faktorer som hudtype og talgproduktion, aknebakterier og ikke mindst fedtsyresammensætningen i huden," forklarer Jørgen Esmann.

I gamle dage troede man bare, at det var betændelse med aknebakterier i talgkirtlerne, men det har vist sig, at det ikke er selve bakterierne, der giver betændelsen, altså bumserne, men derimod nogle fedtsyrer, som dels skaber hudormene (som er forstadiet til akne), dels den inflammation (betændelse), der giver rødme og pusdannelse.

"Aknebakterierne er kort sagt med til at ændre fedtsyresammensætningen i talgkirtlerne, så de bliver mere betændelsesfremkaldende," siger Jørgen Esmann

Akne kan forværres af olieholdige cremer, makeup, hårprodukter som voks, høj luftfugtighed og hovedbeklædning.

Usunde madvarer har ingen effekt, men magre mælkeprodukter kan forværre akne. Også stress og visse lægemidler som hormoncremer og midler mod epilepsi kan være udløsende faktorer.

Bedste behandling mod akne

Akne kan både behandles indvortes og udvortes efter lægens anbefalinger. Cremer med en række aktive indholdstoffer som f.eks. azelainsyre og benzoylperoxid opløser hudorme og virker bakteriehæmmende.

Pillebehandling med antibiotika og hormoner er også effektivt. Hormoner i form af en kombinations-p-pille er især gode til kvinder med svær akne, da den hæmmer talgproduktionen.

Lægemidlet Isotretinoin anvendes ved dyb, blærefyldt akne og er et A-vitamin-lignende stof, som virker både ved at nedsætte talgproduktionen og ved at normalisere forholdene i talgkirtlernes udførselsgange. Aknear kan desuden behandles med laser.

Fakta om akne

  • Akne ses mest i ansigtet, på ryggen og brystet, da talgkirtlerne er større her og mere talrige end andre steder på huden. Man inddeler de forskellige typer af akne efter, hvilke slags elementer som er dominerende.
  • Overfladisk ikke-betændt akne/hudorme ses som mørke/åbne og lyse/lukkede hudorme, der øger risikoen for udvikling af betændte bumser.
  • Overfladisk betændt akne med overfladiske betændte bumser med synlige hudorme og røde samt gule betændte knopper.
  • Dyb akne med store, dybe betændte knudeagtige fortykkelser med gulligt slimet sekret, der kan tømme sig af sig selv eller hele op og efterlade ar.
  • Svær dyb akne med sammenhængende blærer/cyster og store knudeagtige fortykkelser, der giver svære ardannelser.