Hvor mange gange har du forsvoret, at du ville iføre dig fodformede sundhedssandaler?

Jeg har i flere år holdt foredrag og skrevet artikler om trends og popkultur. Måske efter devisen ”Those who can’t, teach”. Altså: når man ikke selv er firstmover, så kan man i det mindste holde øje med alle dem, der er det. Nærstudere dem, nørde over, hvorfor de mon gør, som de gør, og så konstatere, at man langsomt, men sikkert kommer til at følge i deres fodspor.

Hvor mange gang har du ikke forsvoret, at du nogensinde ville iføre dig fodformede sundhedssandaler, babydollkjoler uden på din bukser, skulderpuder eller alt i farven karry? Blot for en sæson senere at rulle rundt i et par Birkenstocks tilsat lagkagekjole, mom-jeans, en oversize blazer og måske endda en chunky sweater i den helt rigtige nuance af skiden-gul? Yes. Me too. Je Suis Fashion Victim.

Heldigvis er det med tidsåndens strømninger, som det er med din garderobe. Du kan sortere i de input, du får ude, så de passer til det liv, du fører hjemme. Og så kan du gøre noget andet. Du kan beslutte dig for, hvilket af tidens totemdyr du vil finde trøst hos, når verden er overvældende.

Hvad jeg mener med totemdyr? Tja, kan du huske for små ti år siden, da uglerne nærmest fra den ene dag til den anden tittede frem i dagslyset og glemte rent, at de var natdyr. Pludselig var de blevet til øreringe, print på T-shirts og emblemer på kaffekopper. De var blevet vores personlige skjold mod den forhastede, digitale virkelighed, der var kommet ind i vores liv med instagram i 2010, der accelererede den strukturelle FOMO (fear of missing out), vi allerede var blevet introduceret til gennem Facebook i 2004.

Uglerne repræsenterede en gammelklog alternativ vej til en tilværelse, der gik alt for stærkt. Tænk om man bare kunne følge den kloge ugles eksempel og fylde livet med tykke bøger, nærværende samtaler og tid til fordybelse? Alt det, vi savnede i en tid, hvor vi mærkede et ansigtsløst forventningspres om at være tilgængelige 24-7 gennem vores smart-phone, arbejdsmail og ”sociale” medier.

Uglens afløser blev enhjørningen. Det farvestrålende fantasidyr, der ikke bare smed med glimmer og malede vores verdensbillede pastelfarvet, men som også ændrede vores syn på køn, seksualkultur og æstetiske idealer. Hvorfor må man ikke bruge aquablå eyeliner, tegne sine bryn heftigt op og bruge en fuldfed foundation, bare fordi man også har fuldskæg, spurgte enhjørningen os retorisk?

Hvorfor kan man ikke farve håret lyserødt eller tage en kjole på, bare fordi man hedder Allan – og hvad hvis man slet ikke kan kende sig selv som pige, men blot som ”en”, der sætter hat og hestehale, som de vil? Enhjørningen udfordrede stereotyper med en kærlig legesyge, der udfordrede forstokkede forældre og fordomsfulde bedsteforældre til at se på såvel millenials som deres mindre søskende med mildere øjne. Og hvilket spirit animal kan vi så forvente os som det næste?

Bedst som trendbureauerne havde udset sig en ubekymret, ukuelig optimistist som ny totem, den lalleglade lama, der har tusindvis af følgere på instagramkonti som *@llamawithnodrama og @llamaspot, kom en pandemi og spændte ben for den cremefarvede krøltop.

20’erne blev ikke startet med en glædesdans, men et dybt suk. Så er det dovendyret, det triste æsel eller den omstillingsparate kamæleon, der bliver 2021’s åndelige følgesvend? Jeg tror det ikke. Jeg forudser, at bekymringsrynker og apati snart bliver afløst af smilehuller, farvefest og cocktailkjoler i stedet for jogging-sæt. Jeg tror med andre ord, at vi går flamingoens tid i møde – hun er netop blevet opdateret som emoji, og jeg sender hende med glæde med i hver eneste sms.