Iben Joo Frederiksen

”Jeg får altid rigtig mange komplimenter, når jeg har den på. Det er en keeper.”

Efter en vild ungdom med eksperimenterende perioder rent stilmæssigt er møbeldesigner Iben Joo Frederiksen i dag faldet lidt mere til ro i sin garderobe. Hun prioriterer kvalitet og dansk design, drages af det tidløse og klassiske, men er heller ikke bange for mønstre eller farver.

Stil

Da jeg var yngre, var jeg ret eksperimenterende og elskede at prøve en masse forskellige stilretninger af. Med alderen er jeg dog blevet mere sikker på, hvad der klæder mig, og så går jeg meget op i, at de ting, jeg investerer i, er af høj kvalitet, hvad angår materialer og formsprog.

Som studerende skal man ikke passe ind, men når man går på arbejde, skal man passe lidt mere ind. Jeg går efter tidløse og klassiske ting. Jeg støtter gerne dansk design og går tit også efter noget mere nichet, hvor man kan mærke afsenderen.

Inspiration

Tidligere på året var jeg så privilegeret at have mulighed for at tage på en længere rejse. Først én måned på Bali, hvor jeg var på kursus og arbejde, og bagefter 17 dage i Korea, hvor jeg oprindeligt er adopteret fra.

Det er første gang, at jeg i en sammenhængende periode har tilbragt tid væk fra hverdagen og derfor havde tid og rum til at åbne op overfor alle de nye indtryk og input, som man pludselig får, når man bevæger sig ud af sine vante omgivelser.

iben-joo-frederiksen-garderobe6.jpg
Selv om Iben ikke går efter så vilde ting, som hun tidligere har gjort, er der stadig masser af drøn på farver og mønstre i hendes garderobe. Bukser fra Missoni, top fra Sine Goya, sko fra Bas Cock og lyserød strik fra Bad Habits.

Favoritbrand

Lige nu er jeg meget fascineret af den irske designer Sinéad O’Dwyer, som via sin tilgang til design har vendt processen lidt på hovedet ved at starte med at udvikle og designe til kroppe og kvinder, som ikke er en klassisk sample size 34.

Det er forfriskende og tiltrængt i en branche, hvor skønhedsidealet i mange år har været meget stereotypt. Yderligere er jeg vild med hendes tilgang til materialer og æstetik, som er både modig og nytænkende. Udtrykket balancerer mellem at være delikat og dominant, nøgen og påklædt.

iben-joo-frederiksen-garderobe2.jpg
Sinéad O’Dwyer designer kjoler til plus size-kvinder, og så skalerer hun det ned til high street-størrelser. Det er Iben vild med som koncept. Kjolen er en vovet style fra O’Dwyer, og den røde taske er fra Audette. Lyserød blondetop fra Erdem og festsko i sølv fra H&M, der er et af få brands, der laver størrelse 35.

Hverdag

Jeans eller en nederdel med en sweater eller sweatshirt og sneakers. Jeg ville gerne gå i stiletter, ballerinaer osv., men til hverdag er sneakers bare nemmest og mest praktisk. Især nu, hvor min hverdag indeholder alt fra møder og hjemmekontor til værksted. 

iben-joo-frederiksen-garderobe.jpg
Hverdagsfavoritterne i denne sæson er loafers fra Hereu, denimnederdel fra 3/4 Three Quarter, jakke fra Bitte Kai Rand og shopper fra Hereu.

Fest

Kjoler. Jeg har ret mange flotte, mønstrede kjoler med smukke draperinger og udskæringer, som jeg har det godt i.

Bæredygtighed

Bæredygtighed betyder rigtig meget for mig. Jeg er meget optaget af, hvordan at vi i A seat in Siena qua vores produktionsmodel kan afhjælpe overproduktion og materialespild. Dette afspejler sig også i mit forhold til tøj, hvor jeg prioriterer at købe items, som jeg har en forventning om, vil være i mit klædeskab i rigtig mange år.

Jeg har i mange år været tilknyttet Lot#29, både i butikken, da jeg var yngre og senere som konsulent og har derigennem lært, at det kan betale sig at give lidt ekstra for god kvalitet. Mange af de ting, som jeg har sparet sammen til og købt derinde gennem årene, er stadig i mit klædeskab og er items, som jeg igen og igen rækker ud efter, når jeg ønsker at føle mig velklædt.

iben-joo-frederiksen-garderobe3.jpg
Til fest har Iben gerne en kjole på fra Stella Nova, som er rigt repræsenteret i klædeskabet. Den orange taske er fra Louis Vuitton og mange år gammel og en af Ibens favoritter. Mulberry-tasken fik hun i 18-års fødselsdagsgave, og den kommer også stadig frem af og til.

På repeat

Hvide T-shirts og mørkeblå og grå kashmirsweaters. Hvide T-shirts køber jeg og bruger op, mens mine andre ting bruger jeg i mange år. 

Undertøj

Danske Ciberia laver bodysuits og undertøj, som jeg virkelig synes er sjovt. Og festligt! Der er små rhinsten på både bodysuits og undertøj, men det er slet ikke ubehageligt at have på, og man mærker det overhovedet ikke. Jeg bruger bodysuits under skjorter, en sweater eller under en blazer. 

iben-joo-frederiksen-garderobe4.jpg
Bodysuitet er fra Ciberia med rhinsten, som Iben garanterer ikke kradser eller er ubehageligt at have på. Søhesten er fundet på loppemarked i Italien, den runde taske er fra Boldrini, og Iris Apfel-halskæden er købt i Italien. Solbriller fra Flatlist og sko fra Tabitha Simmons.

Tasker

Jeg er rigtig glad for min shopper fra Hereu, som jeg bruger til hverdag, og den kan både rumme computer, skiftesko, en ekstra trøje og alt muligt andet uundværligt.

iben-joo-frederiksen-garderobe5.jpg
Den orange kjole fra Actitude faldt Iben for med det samme, men den er lidt krævende at have på rent humørmæssigt, har hun fundet ud af. Det er ikke hver dag, hun lige hopper i den, men den er god på dage, hvor humøret tillader det. Den uldne blazer er fra Celli Freilfeldt. Ternet nederdel fra Apuweicher-riche, striktrøje fra Stella Nova, kashmirtrøjer fra Carlotti og shopper fra Yvonne Koné.

Butikker

Jeg shopper faktisk ikke så tit, men når jeg gør, er jeg glad for strik og sko fra Lot#29, ALT fra Mark Kenley Domino Tan, kjoler fra Stella Nova, og så køber jeg faktisk en stor del af min hverdagsgarderobe på Billig-arbejdstoj.dk.

Største samling

Jeg har en del tasker, og jeg skiller mig nødigt af med dem igen. Jeg har svært ved af finde sko, som jeg kan passe i Europa, da jeg kun bruger størrelse 35. Men tasker passer alle!

iben-joo-frederiksen-garderobe7.jpg
Iben i et lidt festligt hverdagslook i kjole fra H&M, loafers fra Weejuns og øreringe fra Delfina Delettrez.

Bedste budgetkøb

Jeg har en grøn skjorte fra H&M’s Conscious-linje, som jeg altid får komplimenter for.

Aldrig uden

Jeg har en kjole fra Missoni, som jeg har købt for over 10 år siden. Jeg går sjældent med den, men får altid rigtig mange komplimenter, når jeg har den på. Det er en keeper.

iben-joo-frederiksen-garderobe8.jpg
Missonikjolen er nok 10 år gammel, og Iben får altid mange komplimenter, når hun har den på. Den kommer ofte på til fest og for eksempel med sko fra Bas Cock.

Ibens 3 bedste stiltips

  • Velplejet og gennemfugtet hud er altid lækkert.
  • Køb kun ting, som du ved kan leve længe i dit klædeskab.
  • Vælg kvalitet frem for kvantitet, og tænk over, om det pågældende item kan styles med de ting, som du allerede har derhjemme.

Iben Joo Frederiksen

  • Er grundlægger af møbelvirksomheden A seat in Siena.
  • Hun er 42 år og bor i en lejlighed i København.