Er man et ikon, hvis man har 166 millioner følgere på Instagram?

I august 2018 var sangerinden Lizzo på forsiden af det britiske magasin Gay Times, der hyldede hende som et LGBTQ-ikon, bl.a. på magasinets Twitter-konto med ordene:

“Du skal kende den ikoniske sanger, som med sin kropspositivisme, kæmpehits og I don’t give a fuck-attitude er en ægte allieret for LGBTQ-miljøet.”

Blandt de overvejende positive kommentarer, var der én, som fangede sangerindens opmærksomhed: “Ok, men er det ikke lidt overdrevet at kalde én ikonisk, som har 56.000 følgere?” Lizzos svar? “MIN VÆRDI = MIN KUNST. Ikke et tal på en app.”

Med den kontante udmelding meldte den amerikanske sangerinde sig ind i debatten om, hvad der udgør ikoner i dag. For giver det overhovedet mening at udråbe nye ikoner i en tid, hvor vejen til berømmelse er kortere end nogensinde, og hvor antallet af berømtheder er eksploderet? Og hvis ja, hvad er et ikon så i dag?

“Et ikon er en person, der kan tegne med sprittusch på dit tøj, mens du har det på, og slippe afsted med det. Hvis tegneren er et ikon, vil du endda nyde at blive tegnet på. Hvis du derimod bliver fornærmet og sagsøger vedkommende eller sender personen regningen fra renseriet, så ved du med sikkerhed, at personen ikke er et ikon.”

Sådan skriver Simon Doonan, som er forfatter og modekommentator og har udgivet flere bøger om mode, i klummen What Makes An Icon i det amerikanske medie Observer. Og mon ikke Lizzo kunne tegne med sprittusch på din kjole, uden at du ville protestere højlydt? I parentes bemærket er hendes følgerskare på Twitter siden vokset til 1,5 millioner, mens 2,8 millioner følger sangerinden på Instagram. But who’s counting.

Længere mellem ikonerne

I sin oprindelige betydning var et ikon et helligt billede i den ortodokse kirke. Og selv om vi ikke længere forbinder ikoner med noget religiøst, er billeder stadig noget af det allermest ikoniske, der findes. Når personer bliver til ikoner, vil vi derfor også ofte forbinde dem med bestemte billeder. Tænk bare på Marilyn Monroe med den hvide kjole, der blæser op, fordi hun står på en rist med luft under i filmen Den søde kløe fra 1955, The Beatles på Abbey Road på albummet fra 1969, prinsesse Diana i sin berømte revenge dress fra 1994 eller Lady Gaga i sin kødkjole fra 2010. I den mere alvorlige ende af skalaen kan nævnes billedet af den forbrændte, nøgne pige, der løb fra et napalmangreb under Vietnamkrigen i 1972, den omkomne syriske flygtningedreng, Aylan Kurdi, der skyllede i land i Tyrkiet i 2015, og billedet af Greta Thunberg med sit skilt med teksten “Skolstrejk för klimatet” i 2018. 

Anne Jerslev er professor på Institut for Kommunikation på Københavns Universitet og har bl.a. forsket i celebrities, fankultur og sociale medier. Hun forklarer, at et ikon, uanset om det er i form af et billede eller en person, er noget, som har en stærk symbolsk betydning i en bestemt tid. 

“Ikonet kondenserer bl.a. de spændinger, de håb og de sociale problemstillinger, der findes på et bestemt historisk tidspunkt,” siger hun.

Men ikonet som fænomen har udviklet sig gennem tiden, forklarer Anne Jerslev. Der begyndte især af ske et skift i 80’erne, hvor celebritykulturen voksede markant, og udviklingen er kun blevet forstærket de senere år med sociale medier, influencere og YouTube-celebrities.

“Hvor den ikoniske figur tidligere har været omgærdet af karisma og forbundet med noget enestående og ekstraordinært, begyndte der fra 60’erne, men især i 80’erne, at ske en opblødning af forskellene mellem det ordinære og det ekstraordinære. Den karismatiske ikoniske figur er sværere at finde i dag, hvor det ordinære har bredt sig på bekostning af det ekstraordinære. Der er sket en udjævning i vores kultur, hvor man kan blive berømt uden at repræsentere noget særligt,” siger Anne Jerslev og tilføjer, at der skal mere end mange hundredetusinde, eller endda millioner, følgere til for at blive et ikon, der også vil blive husket i eftertiden.

Netop diskussionen af, hvilken værdi det har at have mange følgere, er vokset de sidste par år. Hvor brands tidligere gik efter samarbejder med de største influencere med flest følgere, skal du ikke lede længe for at finde det ene ekspertråd efter det andet, der opfordrer virksomheder til i stedet at søge samarbejder med såkaldte mikroinfluencere. For selv om de er små, kan det være dem, der gør en forskel og faktisk vil blive husket. Måske har de endda potentiale til at blive ikoner. 

“Mange af vores kulturs mest definerende øjeblikke er skabt af dem, der ikke kunne være mere ligeglade med, hvem der ser, hvad de gør. Faktisk kan en kunstners beslutning om at smide sociale medier i skraldespanden gøre dem endnu mere ikoniske,” skriver moderedaktør på den amerikanske avis The Michigan Daily, Tess Garcia, i en kronik om førnævnte Lizzo.

Hun nævner bl.a. designeren Virgil Abloh, som startede sit eget streetwearbrand, Off-White, i 2012 uden nogen form for designbaggrund og seks år senere blev kreativ chef for Louis Vuittons menswear-linje.

Og i den anden ende af skalaen den amerikanske realitystjerne Kylie Jenner, som kræver omkring en million dollars for at reklamere for et produkt for sine 166 millioner følgere, hvortil moderedaktøren retorisk spørger:

“Men er promoveringen af SugarBearHair Vitamins dét, hun vil blive husket for?

Eller er der noget under overfladen, hvis man fjerner #paidads og følgere, som gør, at Jenner vil blive husket i popkulturen?”

Alligevel kan vi ifølge Anne Jerslev ikke fuldstændig afskrive, at en influencer eller et Instagram-fænomen rent faktisk kan gå hen og blive ikonisk.

“Der er ingen tvivl om, at Kim Kardashian og resten af familien er omgivet af noget helt særligt og er så store i celebritykulturen i dag, at man efterhånden godt kan tale om, at de har ikonisk status. De bliver dyrket for den magt og den succes, de udstråler som brand. Og fordi de er lykkes så godt med at iscenesætte sig selv på sociale medier, fremstår de som ekstraordinære.”

Der er dog ifølge professoren langt mellem ikoniske influencere.

“Mange influencere ligner hinanden, skriver de samme historier om sig selv, reklamerer for det samme og er i virkeligheden mere ordinære end ekstraordinære. De kondenserer ikke på samme måde spændingerne i vores tid, som ikonet gør det. De får ikke den samme symbolske betydning. De har måske en betydning for deres fanskare, men de bliver ikke indbegrebet af vores tid.”

De modige

Det er ikke kun sociale medier som Instagram, der påvirker vores opfattelse af, hvem vi ser som helte eller forbilleder og dermed ikoner. Den påvirkes også i høj grad af den tid, vi lever i. Derfor kan nogle, vi opfattede som ikoner i en vis periode, blive mindre relevante forbilleder i en anden periode og omvendt. Som Celiné Dion, der efter nogle år i periferien af rampelyset mistede sin mand og manager gennem 22 år i 2016, og siden har gjort et comeback, der nok kom bag på de fleste. Og som i dag hyldes som det over the top-stilikon hun er, bl.a. efter hendes optræden i en kjole, der var umulig at overse, til Billboard Music Awards i 2017. Måske fordi vi netop har brug for noget, vi ikke har set lige for nylig, også selv om vi har set det før.

Kulturjournalist på Weekendavisen, Sarah von Essen, skrev tidligere i år en artikel om Miranda fra Sex and The City, hvor hun fremhæver karakteren, som mange mener flyder sammen med virkelighedens skuespiller, Cynthia Nixon, som den legendariske tv-series virkelige heltinde i dag, hvor vi har fået serien på et par årtiers afstand.

Miranda, der spiste kage fra skraldespanden. Miranda, der skældte veninderne ud for kun at tale om “Mr. Big, kugler og små tissemænd,” som hun siger i et afsnit. Og Miranda, der med sin normcore-garderobe ikke ligefrem blev opfattet som den mest sexede af de fire kvinder, da serien kom frem.

“Miranda er boligejer og kun 35 år gammel, da hun bliver partner i advokatfirmaet. Til sammenligning bruger Carrie sine penge på sko og sine følelser på Mr. Big, en cigarrygende finansfyr, som vi møder i seriens allerførste afsnit, hvor han beskrives som den nye Donald Trump, “bare yngre og flottere.” Det lyder jo ikke utvetydigt lækkert i 2020,” som Sarah von Essen skriver i artiklen.

Miranda, og ikke mindst Cynthia Nixon, er blevet et ikon i løbet af de årtier, der er gået, hvilket bl.a. skyldes mere flydende kønsopfattelser, finanskrise, valget af Donald Trump og #MeToo-bevægelsen.

Alt sammen ting, som har fået os til i højere grad at hylde kvinder for det, de kan, fremfor hvordan de ser ud, og modsat hylde mænd for, hvordan de behandler kvinder, fremfor hvor succesfulde, de er. Og i øvrigt hylde alle dem, der ikke føler sig tilpas i nogen af kønskasserne.

“Et ikon er en person, der gør noget for første gang, én, der udviser et særligt mod, tager slagene i en brydningstid og baner vejen for andre. Det skal være nogen, man kan identificere sig med, men som gør noget, der er vildere end os andre og derfor gør dem til forbilleder,” siger Sarah von Essen, da jeg ringer hende op for en uddybning.

Hun har tidligere skrevet en biografi om det vel nok indiskutable ikon Hillary Clinton, og senest har hun været medforfatter til en biografi om den første danske kvindelige læge, Nielsine Nielsen.

“Tiden påvirker, hvad vi dyrker som forbilledligt og ikke mindst modigt. Det er nok også derfor, at Nielsine Nielsen igen er blevet relevant. Vi leder i dag i høj grad efter kvinder, der tør, og som vi kan se op til,” siger hun.

Men vi befinder os samtidig i en tid, hvor vi ikke altid kan udpege én person som ikon og forbillede. Det gælder fx inden for bevægelser, som er opstået i forbindelse med de ændrede kønsopfattelser, kropspositivismen og ikke mindst #MeToo.

“I #MeToo-bevægelsen er der ikke én person, der er bevægelsens frontperson. Det er en bevægelse af mange stemmer, hvilket også er meget smukt. Men det gør det lidt nemmere, at man kan knytte klimabevægelsen til en som Greta Thunberg. Også fordi hun ikke ligner nogen, vi har set før og derfor bliver en pioner,” siger Sarah von Essen.

Hun er derfor også optimist i forhold til fremtidens opfattelse af ikoner, som hun ikke frygter, vil blive reduceret til flygtige Instagram-fænomener med millioner af følgere, som er glemt lige så hurtigt, som de blev kendt.

“Jeg synes, der er al mulig grund til optimisme, når man ser de unges engagement i fx klima-og kønsdebatten. Jeg er vokset op med en meget mere kasseopdelt forestilling om, hvad man måtte gå op i. Jeg smed fx hele min Madonna-samling ud, da jeg blev vild med The Cure, fordi det bare var pinligt at dyrke begge. De unge virker mindre sort-hvide i dag. De ser måske The Kardashians, men samtidig klimastrejker de med billeder af Greta Thunberg på deres skilte. Det er ikke enten-eller for dem.”