”Jeg er en katastrofe på fucking høje hæle og vil allerhelst bare ligge i min seng kl. 21.30 med en æske chokolade”

Der findes mange typer i modebranchen: Høje, lave, larmende, rolige, unge, gamle, excentriske, kedelige, tynde og… well, tynde. Der er dog langt imellem de introverte modefolk, og som jeg står foran den ene socialt mestrende PR-konge samt festglade og modeassisterende dronning efter den anden, er jeg efterladt med spørgsmålet:

Hvem lukkede lige mig ind?

For med et enkelt videnskabeligt blik på min personlighed kan vi konkludere følgende: Patient 23 udviser stærke tegn på angst ved aftener, der varer længere end til klokken 21. Ved udsynet til en længere periode væk fra hjemmet påvises øget perspiration i håndfladerne. Det noteres, at hun ved indtagelse af ganske små mængder alkohol bliver abnormalt kærlig samt villig til at krænge ud af sit inderste. Patient 23 påpeger, at hun helst ifører sig joggingtøj i fritiden, og min konklusion er dermed, at enhver tilknytning til modebranchen og/eller andre udadvendte brancher – herunder særligt dem, hvor en ordentlig fremtræden er forventet – er at fraråde. Vi har udskrevet mirtazapin 30mg samt en karriere som bogholderske til patienten. Undersøgelse slut.

Men nu er det nu engang modebranchen – i al sin kreative, udfordrende, samfundsrelevante og fantastiske form – jeg har kastet min kærlighed på, og jeg må derfor for så vidt muligt få det til at fungere. Og det synes jeg faktisk, at jeg gør. Til dels. For jeg elsker det, jeg laver, og selvom jeg ganske ofte kan føle mig ganske meget udenfor, så er jeg stålsat på at finde min egen plads i det land, vi kalder modebranchen.

Og hvordan gør man så lige det?

Option 1: Fake it till you make it

For mig at se er der to løsninger på ovenstående problematik. Lad os tage dem én af gangen.Jeg kalder den første: Undertryk alt, hvad der kommer naturligt til dig og snak ikke om, hvor ubehageligt du har det, men fake it till you make it og udvikl måske et mindre alkoholmisbrug (Jeg overvejede, om denne del blot skulle kaldes “løsningsforslag A”, men jeg synes ligesom, at det andet ligger så godt i munden?).

Denne metode er jeg overbevist om, at der er flere, der er brugere af, og det er måske netop på grund af dette, at jeg føler, at der er så langt imellem de introverte: Jeg kan simpelthen ikke genkende dem. Ikke medmindre jeg kigger nærmere i deres Prada-taske, hvori der højest sandsynligt ligger angstdæmpende tabletter, en eller anden form for udstoppet dyr, de kan nusse, når musikken bliver virkelig høj samt en Red Bull og/eller coke alt efter, hvor svært de har det ved at være ude efter klokken 21.

Jeg har tidligere forsøgt at gøre brug af ovenstående metode (minus the coke), men som en undertrykning af ens sande personlighed så ofte gør, resultererede det ikke i noget godt. Rent faktisk er udtrykket: En katastrofe på fucking høje hæle – det gamle udtryk vi jo alle kender til – nok en ganske god beskrivelse. En sådan handling – altså at forsøge at benægte mit sande jeg og dennes behov for fred og/eller chokolade i fosterstilling efter en lang dag – ender stensikkert ud i et brændende had til branchen og alle dens ekstremt talentfulde beboere, og efterlader mig med min mor i røret, til hvem jeg grædende stiller spørgsmålet:

Mon det er for sent at blive revisor? 

Option 2: Hav dig selv med

Enter mulighed to:

Er det mel, du har i munden, eller er du bare glad for at se mig? 

Det er min teori, at man rent faktisk godt kan både have mel i munden og blæse samtidig. Bevares, det kræver noget øvelse, og det vil gå galt i starten. Der vil rent faktisk være rigtig mange forsøg, hvor det ikke blot mislykkedes, men hvor du ligeledes vil ligne en…. (indsæt her en eller anden velformuleret joke om en bager, der forsøger at smugle narko og/eller har forsøgt og er mislykket med det der RAW fænomen). Jeg tror på, at jeg kan have mig selv med – hvor end dårligt dette mig så kan siges at passe ind. Det er svært til tider. Rigtig svært. Rigtig, rigtig svært.

Sådan: spark mig i kødnovellen og kald mig Paul, hvor er det her dog svært, svært.

Men jeg tror også, at det er det værd? For hvis man har sig selv med i alt, hvad man laver, bliver det så ikke også bedre? Jeg ved det ikke. Min journalistikprofessor fortalte mig godt nok noget andet, da jeg præsenterede min artikel om Hanne fra Fensmarks oplevelse med Sydsjællands sygehusvæsen i jeg-form med dertilhørende selfie af Hanne og jeg, men på andre punkter tror jeg nu nok, at det er sandt.

Så hvordan tilgodeser jeg den introverte del af mig selv?

Andet end skarpe albuer

Først og fremmest accepterer jeg, at der ikke blot er én måde at gøre det på. Der er faktisk lige så mange måder, som der er de gode mennesker omkring mig. Herefter begynder jeg at indse mulighederne og fordelene ved, at jeg er, som jeg er. Ja, jeg føler mere og tager ting helt ind til mit hjerte, men måske betyder det, at jeg kan bringe et andet perspektiv til bordet? Ja, jeg er måske ikke den, der fester længst eller danser på bordene, men til gengæld er jeg den, der kan knytte utroligt tætte bånd til folk omkring mig. Ja, måske er jeg ikke den, der har de skarpeste albuer, men til gengæld har jeg de største skuldre, der har plads til dig.

Ja, måske kan jeg ikke overskue at være længe ude, men så er der mere champagne til dem, der har lyst til det, og der skal jo være nogle til at holde chokoladeindustrien kørende, ikke sandt?

Der er mange måder at gøre det på. Og der er ingen af dem, der er mere rigtige end de andre. Det vigtigste er, at du har dig selv med. Hvad end det så betyder. Jeg ved godt, at man ikke altid kan skabe en hverdag lige efter sit eget hoved. Jeg bruger hver eneste dag på at presse mig selv, lære og bevæge mig ud over mine grænser. Sådan er det bare. Men det betyder ikke, at du skal glemme dig selv.

Du skal gøre det på din egen måde.

Og det skal jeg selv huske på hver eneste dag. For “din egen måde” er sjældent den letteste måde – det er rent faktisk ganske ofte den sværeste. For der er som regel en grund til, at tingene bliver gjort netop, som de gør: Det virker. Men selvom det er svært, så er det også ret skønt, når man pludselig mærker, at personen inden i dig stadig er med, når du vralter hjem klokken 21.30 for at spise chokolade og gøre din røv blødere i stedet for dine albuer skarpere.

Og til sidst, så husk på: Jeg er sikker på, at der er mange flere introverte derude, end vi måske lige går og tror. Tjek deres Prada-tasker og deres telefoner: De har deres mor på speed dial og deres chokolade og angstdæmpende tæt ved hånden. Tro mig.

Jeg er en af dem.

Indlægget blev oprindeligt bragt på denne blog og er publiceret på ALT.dk efter aftale med skribenten. Du kan desuden følge Sille Sørensen på Instagram her.

LÆS OGSÅ: Marie Jedig: "Søndage får altid det værste frem i mig"

LÆS OGSÅ: Astrid tabte sig 86 kilo og fik det sværere med sin krop

LÆS OGSÅ: Helena Christensens 17-årige søn gør catwalk-debut