Portræt af Jane Birkin: ”Hver gang, jeg blev forelsket, blev jeg ramt af frygten for at miste”

“Min datter Lou siger, at folk nogle gange spørger hende: “Er du datter af tasken?””

Jane Birkin griner, flasher sit famøse mellemrum mellem fortænderne og ryster på hovedet.

Året er 2020, og den 73-årige engelske sanger og skuespiller sidder over for CNN-korrespondenten Christiane Amanpour for rullende kameraer.

Læs også

Louise Herping Ellegaard vil gerne sige én ting til mine medsøstre: ”Husk at prioritere dette”

“Når jeg dør, vil det være sangen Je t’aime ... moi non plus og den taske, som folk husker mig for.”

Og hvordan gik det til, at Jane Birkin kom til at lægge navn til en af de mest legendariske accessoires i den ganske modehistorie, vil Christiane Amanpour vide?

Via et tilfældigt møde om bord på et fly i 1984, fortæller Jane Birkin, da den pose, hun bar sine ting i, gik i stykker, og hendes dagbog faldt på gulvet.

“Kan Hermès ikke bare lave en taske, hvor der er plads til alt?” spurgte hun opgivende. Halvt ud i luften, halvt til sin sidemand. Indtil et par år forinden havde Jane Birkin konsekvent båret sin højt elskede flettede stråkurv overalt, fra den røde løber i Cannes til de fineste restauranter i Paris. En kurv, hun havde fundet til en bøjet 25-øre på et loppemarked i London i 60’erne, og som i kulturelle kredse blev et symbol på hendes ubesværede joie de vivre.

Hvorfor det næppe var helt tilfældigt, at det var den, hendes franske filminstruktørmand Jacques Doillon en dag i starten af 80’erne bakkede hen over med sin bil under et skænderi.

Tilbage på flyet smilede sidemanden venligt, mens Jane Birkin samlede sit habengut op.

“Jeg er Hermès”, sagde han, og introducerede sig selv som Jean-Louis Dumas, chefdesigner for det franske luksusmærke.

“Hvordan skal den taske se ud, synes du?”

“Så tegnede jeg designet på en brækpose,” fortæller Jane Birkin til Christiane Amanpour, som bryder ud i latter. Et voila:

En tidløs klassiker var født, navngivet efter kvinden, som igennem hele sit liv kun havde den største forundring til overs for sin egen status som verdensomspændende stilikon.

Anekdoten kunne dårligt være mere sigende for Jane Birkins bohemeske charme, der igennem fem årtier gjorde hende til en nationalskat i det adopterede hjemland Frankrig.

“Den mest parisiske af alle englændere har forladt os,” som Paris’ borgmester Anne Hildalgo udtrykte det i juli, da Jane Birkin gik bort i en alder af 76 år og efterlod sig døtrene Lou Doillon, model, sanger og skuespiller, og Charlotte Gainsbourg, sanger, skuespiller og prisbelønnet Lars von Trier-muse i filmene Antichrist og Nymphomaniac.

Teenageren og komponisten

Jane Birkins mor, skuespilleren Judy Campbell, var ikke hvem som helst. Hun var “den smukkeste kvinde i England.” Sådan beskrev den toneangivende engelske modefotograf Cecil Beaton hende, mens teaterforfatteren Noël Coward kaldte hende sin ultimative muse. Hyldesterne kastede utilsigtet lange skygger over den unge Jane Birkins eget anderledes usikre selvbillede, og som voksen beskrev hun i adskillige interviews, hvordan hendes “drengede” look, flade barm og mellemrum mellem fortænderne havde gjort hende til et yndet mobbeoffer i skolen i London.

Jane Birkin ønskede brændende at gå i modelfodsporene på Jean Shrimpton, swinging Londons ultimative it-girl, men følte sig som “en dårlig kopi.” Og da hun som bare 17-årig indledte et forhold til den 30-årige Hollywood-komponist John Barry – manden bag James Bond-temamelodien – var hun så benovet over, at han overhovedet fandt hende attraktiv, at hun altid sov med sin eyeliner under hovedpuden, når de var sammen. Så Barry aldrig skulle se hendes “små griseøjne,” som Jane Birkin med en vis refleksiv tristesse beskrev det i Charlotte Gainsbourgs intime portrætdokumentar 'Jane par Charlotte' i 2021.

Parret giftede sig, da Jane Birkin var 19, og to år senere kom datteren Kate Barry til verden. På det tidspunkt tog Jane Birkin små skuespillerjob, og hendes korte medvirken (som en unavngiven model) i Michelangelo Antonionis kultmodefilm 'Blow-Up' fra 1966 skabte røre, fordi hun optrådte nøgen. En beslutning, der udelukkende kom i stand, fordi John Barry drillede hende med, at hun ikke turde.

Husbondens blik fyldte alt, og i Jane par Charlotte erindrede Jane Birkin, at hendes unge jeg var så forgabt i komponisten, at hun formentlig aldrig havde set sig om efter nogen dybere mening med tilværelsen end at være hans hustru, hvis han ikke havde forladt hende.

Og forlade hende, det gjorde han. Da datteren var knapt et år, stak John Barry uden varsel af til Rom med en ny kæreste, og Jane Birkins største frygt blev realiseret:

“Hver gang, jeg blev forelsket, blev jeg ramt af frygten for at miste, og jeg overbeviste mig selv om, at alle de andre piger var mere interessante, end jeg var. Den usikkerhed … den er skræmmende for den anden person i forholdet, specielt fordi den ofte går hånd i hånd med jalousi. Jeg må have været umulig at bo sammen med. Jeg er meget glad for ikke at være forelsket i dag. Når forelskelsen ikke er der, er smerten det heller ikke,” sagde Jane Birkin til fransk Vogue før sin død.

Det var skæbnens bitre ironi, at James Bond-komponistens Rom-affære blev afsløret, ikke af Jane Birkin selv, men af hendes far, David Birkin, som var tidligere spion i Hendes Majestæts tjeneste.

“Jeg følte, at alting faldt fra hinanden”, sagde Jane Birkin i et interview med avisen The Guardian i 2017.

“Men fordi jeg var alene med Kate, var jeg nødt til hurtigt at finde et job.” Sammen med en veninde tog hun spontant til audition på den franske film Slogan, da instruktøren Pierre Grimblat var i London for at lede efter et friskt, nyt ansigt. Gerne fransktalende, vel at mærke. Jane Birkin kunne ikke ét ord fransk, men hendes karisma landede hende ikke desto mindre hovedrollen – over for den 18 år ældre sangskriver og notoriske kvindebedårer Serge Gainsbourg, som Jane Birkin forelskede sig hovedkulds i.

Forbudt i Sverige

Jane Birkin syntes, at Serge Gainsbourg havde en magnetisk, mystisk udstråling. Han syntes, at det var sødt, at hun forsøgte at lære sig selv fransk ved at tale efter en båndoptager. De to indledte en stormfuld, 12 år lang romance og et ofte kontroversielt professionelt partnerskab, der kom til at definere begges karrierer. Kickstartet af duoens stærkt erotiske, storsælgende single Je t’aime ... moi non plus fra 1969.

Det var en bittersød karrieremilepæl for Jane Birkin: Serge Gainsbourg havde oprindeligt skrevet sangen til ekskæresten Brigitte Bardot, fransk films største kvindelige stjerne, som en utvetydig ode til deres sexliv.

Jane Birkin var galoperende jaloux, men foreslog selv, at hun og Serge Gainsbourg indspillede nummeret sammen – så hendes nye kærlighed ikke skulle få den idé at invitere en anden kvinde i studiet til at stønne sig igennem teksten. I stedet blev det Jane Birkin, der leverede de orgasmelignende støn, som var Serge Gainsbourgs vision, med en indlevelse, der skabte ramaskrig verden over.

"Je t’aime ... moi non plus" blev forbudt i en lang række lande, heriblandt England og Sverige, paven fordømte den, og franske radiostationer måtte først spille den efter klokken 23. Alt sammen tiltag, der ikke just skadede hverken sangens astronomiske salgstal eller offentlighedens interesse i Jane Birkin.

Flere franske filmroller fulgte, heriblandt i den stilige krimiklassiker La Piscine og Don Juan eller hvis Don Juan var en kvinde, hvor hun spillede sammen med Brigitte Bardot, der siden blev en god veninde, og designere som Paco Rabanne og Yves Saint Laurent stod i kø for at klæde hende på.

Særligt Paco Rabanne blev en af Jane Birkins favoritter, og den spanske designer stod bag et af hendes mest ikoniske looks, da hun i 1972 klippede nogle centimeter af en metallisk minikjole og tog til en event uvidende om, at kjolen var så godt som gennemsigtig under fotografernes kameraflash.

“Hvis jeg havde vidst det, havde jeg da ikke taget trusser på!” udbrød Jane Birkin, da hun så billederne i avisen dagen efter.

Op igennem 70’erne yndede hun at lege med sine outfits, som da hun gik op ad trapperne til filmpalæet i Cannes iført en kjole, hun havde taget omvendt på, og for store dele af omverdenen blev Jane Birkins dristige stil, de kraftigt markerede katteøjne og musikalske udtryk eponym med kvinders seksuelle frigørelse.

Uagtet, at hun ikke så sig selv som den store rebel, og at den Lolita-inspirerede lillepigeæstetik og åndeløse babystemme, hun ofte kultiverede i samarbejdet med Serge Gainsbourg set med nutidens øjne stod i ujævn kontrast til ideen om den uafhængige feminist. Hendes andet soloalbum, fra 1975, hed slet og ret Lolita go home med musik af Serge Gainsbourg, som også skrev halvdelen af albummets tekster.

I 2019 spurgte Le Monde Jane Birkin, om hendes syn på sin status som sexsymbol i 60’erne og 70’erne havde ændret sig i lyset af #MeToo.

“De andre piger var langt mere frigjorte, end jeg var. Der var ikke nogen, der var mere imponeret af en mand, end jeg. Jeg var henrykt over at være genstand for Serges begær. For at være den, der inspirerede ham. Jeg fik gladeligt taget nøgenfotos og optrådte i Playboy, selv om jeg slet ikke var magasinets normale type. Jeg var en slags objekt, og det var det, jeg gerne ville være. Men jeg ved ikke, hvordan det ville have været i dag.”

Da 70’erne gik på hæld, var Jane Birkin ikke desto mindre blevet træt af både Lolita-konnotationerne og de mere eksperimenterende outfits:

“Jeg havde ikke synderligt lyst til at blive ved med at synge som en lille pige, der tænder ældre gentlemen ... Jeg var i 30’erne og følte, at jeg var blevet en anden”, sagde hun til fransk Vogue i 2016 og fortalte endvidere, at det først var, da hun rundede 40 år i 1986, at hun for alvor fandt sig til rette med sin stil:

“Jeg begyndte at gå i herreskjorter fra Agnès B, oversize bukser med et tyndt, rødt læderbælte og sneakers uden snørebånd. Oversize herretøj fungerer godt, når man bliver ældre og begynder at se mere sårbar ud.”

I samme periode droppede Jane Birkin øjenmakeuppen, der i så mange år havde tegnet både hendes offentlige image og hendes selvværd, og sammen med herretøjet blev det et look, hun svor til til det sidste – uden sokker i sine sneakers, bien sûr. Sokker var Jane Birkins modekæphest, og mens hun var sammen med Serge Gainsbourg, fik hun også ham til at droppe dem, såvel som underbukser under jeans.

“Når jeg ser en mand med sokker på, forestiller jeg mig ham straks kun iført sokker,” fortalte Jane Birkin i Jane par Charlotte.

“Og der er ikke noget mere hæsligt end en nøgen mand med sokker på.”

Baby alone ...

Der var ingen vej uden om Jane Birkin og Serge Gainsbourg i 70’ernes franske natte- og kulturliv, men i privaten gik bølgerne foruroligende højt, ikke mindst fordi Serge Gainsbourgs alkoholmisbrug forværredes år for år.

Sit enfant terrible-image til trods, var han endvidere bekymret for, at Jane Birkins tiltagende engagement i politisk aktivisme for fri abort og immigranters rettigheder ville skade hans karriere, og Jane Birkin beskrev i Jane par Charlotte, hvordan han ofte mistede besindelsen og kastede med ting i hjemmet. Også efter hende. Sammen havde parret fået datteren Charlotte Gainsbourg i 1971, men ni år senere var hjemmemiljøet blevet så kaotisk og Serge Gainsbourgs misbrug så heftigt, at Jane Birkin flyttede fra ham med Charlotte og Kate.

Som svar hældte Serge Gainsbourg sit hjerteblod i et nyt album omhandlende bruddet, 'Baby Alone in Babylone' fra 1983. Med Jane Birkin på vokal. Skønt hun i 1981 havde giftet sig med instruktøren Jacques Doillon og fået endnu en datter, Lou, fandt Jane Birkin det umuligt at kappe båndet til Serge Gainsbourg, åndeligt såvel som professionelt. Hvis de to ting da overhovedet var adskillige i første omgang.

Læs også

En række kvinder går forrest i kampen for bedre selvværd: Her er dine nye (anti)heltinder

“Det er barskt at synge om et menneskes smerte, når man selv er den, der har påført sårene,” fortalte Jane Birkin i et interview med Le Monde i 2013.

“Serge sov ikke, mens han skrev alle sangene på Baby Alone in Babylone på bare en uge. Han levede på det tidspunkt af kaffe og cigaretter, men drak ikke en dråbe alkohol.”

I The Independent, ligeledes i 2013, reflekterede Jane Birkin over sin succes som sanger, både på Serge Gainsbourgs plader og på sine soloudgivelser, hvor hun ofte sang Serge Gainsbourgs tekster i et miks med sine egne:

“Det er vældig flatterende, når nogen skriver de smukkeste sange på fransk til dig, men hvor meget talent havde jeg selv, når det kom til stykket? Måske ikke så meget.” Anmeldere og publikum var imidlertid uenige: “Elektrisk” og “magisk” var blot nogle af de rosende ord, engelske musikjournalister skrev så sent som i 2022, da Jane Birkin gav endnu en udsolgt koncert i London. Og avisen The Telegraph fremhævede, at hendes tænksomme, sårbare fremførelse af de engang så provokerende 60’er-hits gav teksterne en mere melankolsk, introspektiv mening.

Den største sorg af alle

Kort efter Serge Gainsbourgs død i 1991, gik Jane Birkins ægteskab med Jacques Doillon i stykker. I Paris blev der hvisket om, at Jane Birkins afgrundsdybe sorg over tabet af Serge Gainsbourg blev for meget for Jacques Doillon, og i førnævnte interview med The Independent, årtier senere, blev Jane Birkin spurgt lige ud, om Serge Gainsbourg var hendes livs kærlighed. Efter en pause svarede hun:

“Det ville ikke være fair at sige ... ”. “Hvorfor ikke?” spurgte journalisten.

“Fordi der er andre børn at tage hensyn til,” svarede Jane Birkin, med slet skjult henvisning til døtrene Kate og Lou.

Savnet efter Serge Gainsbourg ulmede under snart sagt hvert et interview, Jane Birkin gav, men den største sorg indtraf i 2013, da Kate døde. Datteren, som arbejdede som fotograf, faldt ud af vinduet i sin lejlighed i Paris, ikke langt fra, hvor Jane Birkin selv boede. Men skønt flere medier indledningsvist rapporterede tragedien som et selvmord, forblev den officielle forklaring, at det var et uheld.

“Folk siger, at man bliver nødt til at komme videre. At man skal ‘vende et blad’. Men det kan man ikke. Jeg skrev sange i stedet,” fortalte Jane Birkin til avisen The Irish Independent i 2021, da hun udgav albummet Oh! Pardon tu dormais med sange om Kate. Heriblandt nummeret Catch Me If You Can, hvor hun synger om datterens sidste minutter.

Musikken holdt hende beskæftiget, og det samme gjorde hendes aktivisme. Hun deltog i store protester mod den stærkt højreorienterede franske politiker Jean-Marie Le Pen, og i 2015 genererede det overskrifter, da Jane Birkin skrev et åbent brev til Hermès, hvori hun bad modehuset om at fjerne hendes navn fra Birkin-tasken grundet uetiske slagtemetoder af de krokodiller, der lagde skind til den særlige, exceptionelt dyre version af tasken. Kravet fik Hermès til at ændre praksis, og Birkin-tasken beholdt sit navn.

I 2016 valgte designeren Hedi Slimane hende som kampagnemodel for Yves Saint Laurent, og i 2018 dedikerede fransk Vogues daværende redaktør Emmanuelle Alt magasinets decembernummer til trioen af Birkin-kvinder, Jane, Charlotte og Lou. “Franske kvinder dyrker fortsat Jane Birkin-kulturen,” sagde Emmanuelle Alt. “Man kan bare gå ud, som man er – uden makeup og uden at sætte håret.” I Vogues leder uddybede hun:

“Familien repræsenterer en stærk gruppe af selvstændige kvinder med endeløse talenter og appel fra musik til film. Hver af dem legemliggør moderne femininitet iført jeans, smokingjakker og T-shirts og med vindblæst hår.”

I en alder af 72 var Jane Birkin så afholdt som nogensinde, og hendes uprætentiøse, komfortable stil en diametral modsætning til sociale mediers glittede kendisstylister og virkelighedsforvrængende filtre. Men hendes eget forhold til at blive ældre var ambivalent. Det beskrev hun i Jane par Charlotte:

“Man ser sig i spejlet og kan dårligt kende sit spejlbillede. Indeni er alting det samme, men udenpå... På den anden side kan det også være frigørende at blive ældre: Hvis du møder en person, som, du synes, er smuk, kan du bare sige det lige ud, for ingen tror, at du lægger an på dem. Den anden dag fortalte jeg en taxachauffør, at han havde en smuk næse. Den var lang og kroget, men for mig var den smuk. Han var lige ved at køre galt.”

Navnlig én skikkelse fra Jane Birkins fortid ville dog ikke høre tale om, at sangeren selv var mindre end en stor skønhed, et fyrtårn:

“Når man er så smuk, så frisk, så spontan, med et barns stemme, så har man ikke ret til at dø,” sagde Brigitte Bardot i en pressemeddelelse i sommer, da veninden ikke var mere.

“Jane Birkin lever for evigt i vores hjerter.”