Gitte Green

"Jeg kan godt lide ting, der ikke matcher"

67-årige Gitte Green er indehaver af butikken Gitte Green i Hellerup. Hun elsker at kombinere farver og mønstre, der ikke umiddelbart matcher, og holder meget af Sonia Rykiels striber og stjerner.

Hvordan vil du beskrive din stil?

Casual og altid med et tvist af noget sjovt. Så det er ofte sort og gråt kombineret med mange striber, stærke farver og tilbehør som en iøjnefaldende broche eller et tørklæde. Jeg kan godt lide det, der ikke lige matcher, og kombinerer ofte farver og mønstre på utraditionel vis.

Hvilke designere inspirerer dig?

Sonia Rykiel er den designer, vi har forhandlet længst tid i butikken, og jeg bliver ved med at holde af hendes farverige univers. Det nyeste mærke, jeg har købt hjem til butikken, er italienske Msgm, der også har noget legende over sig. Og så kan jeg lide Paule Ka, der er meget fransk i stilen med elegante detaljer.

Hvor shopper du?

Jeg har jo haft butik i 38 år, så jeg shopper mest, når jeg køber ind til butikken. Jeg ved med det samme, når noget er lige mig, og det er meget sjældent, at jeg gør fejlkøb, som jeg fortryder. Derudover går jeg altid i Montaigne Market, når jeg er i Paris og stormagasinet Bon Marché, som jeg synes, er det lækreste. I Milano tager jeg altid ud til 10 Corso Como, der har et inspirerende univers.

Tre på stribe. Kjolerne er fra venstre fra Msgm, Gaowei & Xinzhan og Sonia By Sonia Rykiel. Gitte kan lide det enkle snit kombineret med de farverige mønstre og med en rullekravebluse under kan de bruges hele året.


T.V: De to ældste køb i garderoben, der stadig er i brug: En kjole fra Georges Rech og en læderjakke fra Thierry Mugler, der er købt for henholdsvis 25 og 15 år siden.

T.H: Jakken er det første, som Gitte købte fra Msgm, der siden er blevet et af hendes favoritmærker. Her stylet med tørklæde fra Gaynor og sneakers fra Franca.

Markante smykker. Halskæden er fra Nanni, stjernebrochen er fra Sonia Rykiel, mens oversize-halskæden og armbåndet er fra Monies.

Farverigt forårslook med bukser fra Ralph Lauren og skjorte fra Etro, der er købt i Paris.

Favorit-hverdagssættet. Gitte kunne ikke stå for stjernerne fra yndlingsdesigneren Sonia Rykiel.

Hverdagstaskerne fra franske Sonia Rykiel.

Gitte er storbruger af tørklæder, der giver hendes look den sidste finish. De fire farverige pashmina-tørklæder er tofarvede og fra Gaynor, mens de øvrige er fra Sonia Rykiel og Pierre Louis Mascia.

Hvad har du typisk på til hverdag?

En jakke over en strik og bukser kombineret med et tørklæde og flade sko – ofte ballerinaer. Når man står op hele dagen, er det ikke noget med høje hæle. Egentlig kan jeg bedst lide efterårs- og vintertøj, hvor kvaliteten er flottere med cashmere og uld, så jeg bruger også efterårets tøj om foråret. Så det er kun heldigt, at jeg er lidt kuldskær.

Hvad er dit bedste køb nogensinde, som du stadig bruger?

Min sorte velourkjole med stribede ærmer og farvede knapper fra George Rech, som jeg købte for 25 år siden. Den ser ud, som om den var købt i går, og jeg havde den f.eks. på juleaften. Derudover en sort læderjakke fra Thierry Mugler med et fantastisk snit, som jeg købte for 15 år siden.

LÆS OGSÅ: "Min stil er god at rejse i"