Kan ny datingtaktik gøre klummeskribent til en eftertragtet vare?

Jeg ved ikke, om det bare er mig, men som singlekvinde føler jeg mig konstant i en hyperbevidst position. Jeg skal give nok af mig selv, men ikke for meget og for hurtigt, for så skræmmer jeg bare nye potentielle bekendtskaber væk.

Men fordi jeg er fyldt 30, og derfor har meget kort lunte over for bullshit, så besluttede jeg mig for at sige fuck det. Så jeg skrev alt det, der potentielt kunne skræmme mænd væk, direkte i min tinderprofil:

“Hold fast, for det her går stærkt:

Uddannet journalist – nu under uddannelse som kleinsmed.

Leger filmanmelder i min fritid, og får nogle gange lov til at kloge mig andre steder end på min YouTube-kanal.

Passioneret gamer med elendigt aim.

Passioneret fan af Rupauls Drag Race.

Skriver indimellem klummer om sex.

Bor på landet med min mormor.

Hvis du ikke tænker, at det virker fucking crazy, så hit me up.”

Da jeg trykkede gem, var det med let rystende hænder. Karriereskiftet er én ting, men noget andet er det der med mormor.

Gider nogen overhovedet date en voksen kvinde, der bor sammen med sin mormor over 50 km fra København?

Det viser sig, at det vil de gerne. Rigtig gerne endda. Mange vil gerne have links til klummer og YouTube-kanal, mens en del andre gerne vil snakke om mormødre og endda Rupauls Drag Race.

Så det der med, at man skal skjule alle sine skeletter i skabet, for at blive valgt til, er i hvert fald ikke sandt.

Det håbløse datingspil

Så er der hele datingspillet. Man må ikke skrive for meget og for hurtigt, og efter mange års øvelse, har jeg besluttet mig for også at sige fuck det til det. For jeg er enten kold eller varm.

Enten kan jeg lide dig, og så ved du det. Eller også er jeg komplet ligeglad, og du kunne dø på gaden foran mig, uden jeg ville gå op i det. Groft sagt.

Jeg føler, at man som kvinde skal bruge en masse tid og kræfter på skuespil, så man virker så lidt frastødende i sin adfærd som muligt, for ikke at skræmme de der mænd væk, og jeg har brugt årevis på at slå mig selv i hovedet over, at jeg har virket alt for ivrig.

Forleden gik jeg på Feeld, og det gik op for mig, at over 1.400 mennesker havde liket mig, siden jeg startede.

1.400 (primært) mænd. Det ville tage mig næsten fire år, hvis jeg skulle knalde dem alle, hvis jeg tog en om dagen.

Og så tænkte jeg: Hvorfor er det, at jeg bruger så meget tid på at ville være afholdt, når det er mig, der er in demand? Hvor kommer det fra?

Jeg ved godt, at der er flere singlekvinder end mænd i København (hvis man kigger på dating ud fra et heteronormativt perspektiv), altså burde jeg tage, hvad jeg kan få. Men tillæg, at kvinder generelt er mere kræsne, så er feltet nok ikke så snævert endda. Og er ens udgangspunkt noget med sex, så er det decideret nemt.

Så hvorfor føler jeg, at det er mig, der skal være heldig, hvis en eller anden sub par singer songwriter-type velsigner mig med sit bekendtskab? Fordi jeg bliver behandlet sådan.

Hvis man arbejder med problemer med afhængighed (som jeg gør), så støder man på et begreb, der hedder “love bombing”. Det er, når en person overøser dig med komplimenter og søde ord, for så lige så hurtigt at tage al deres varme væk lige så snart, du er bidt på krogen.

Det er et trick, som narcissister ofte anvender, og det efterlader dig forvirret og dybt ulykkelig.

Jeg har slettet så mange matches på grund af love bombing. Lige så snart man tænker; "Han er da egentlig meget sød", så boom! Lang svartid på beskeder, kortfattede svar og en nærmest ubehagelig nedladende tone. De sætter dig op på en piedestal, de sidenhen selv kan pille dig ned fra.

Før i tiden var jeg blevet meget ked af det og havde bebrejdet mig selv. Nu sender jeg dem ud i internetglemslen, hvor de hører til.

Attitude som LOC

En anden taktik, der ofte udøves på datingmarkedet, er at have en form for attitude fra første færd.

Da jeg var ung teenager, fantaserede jeg tit om, hvordan jeg ville være, hvis jeg mødte mit celebrity crush og tænkte, at det ville være en god idé at pille dem ned, for de var så vant til, at folk kyssede dem i røven.

Og det er jo en forfærdelig taktik. Men måske er det det, de prøver på?

Jeg er typen, der godt kan svare "I know right", når folk fortæller mig, at jeg er lækker. For jeg er enig. Det har taget 15 år, men jeg er endelig et sted, hvor jeg også selv synes, at jeg er lækker. Giver det så et signal om, at jeg lige skal pilles lidt ned, hvis jeg skal kunne tale i øjenhøjde med en mand?

Jeg genhørte forleden the Streets' "Fit but you know it", og selvom det stadig er en sang, jeg elsker, så er det jo et forfærdeligt budskab. Du er lækker, men du må ikke vide det. Jeg er i årevis blevet kaldt den grimme ælling, fordi det tog mig lang tid at fatte, at jeg var blevet smuk. Men det er trist og ikke et eksempel til efterfølgelse.

For at blive i rappen, så kommer her en linje fra LOC's "Du gør mig":

"Hiver mig i ærmet og vil have mit nummer. De kan stille sig i køen og trække et".

Tror, at jeg vil tilføre mere klassisk LOC-attitude til mit datingliv.

En efterspurgt vare

På Tinder faldt jeg over Jonatans profiltekst, der lød således:

“Hver gang en mand dyrker sex med en masse kvinder, er han en helt. Når en kvinde gør det samme, er hun en luder, og folk synes, at det er unfair. Det er fuldstændig fair, for det er nemt at være en luder, for at være det mandlige modstykke skal du være vittig, charmerende, have pænt tøj på, have pæne sko på og et fake job. For at være en luder, skal du bare være der. Der er fede grimme ludere, men der er ingen fede grimme studs.”

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Jonatan virker som en rigtig guttermand. Men det fik mig til at tænke på: Er det kun nemt at være kvinde i datingverdenen, hvis ens fokus er casual sex? Er det, når vi leder efter det faste parforhold, at mændene får overtaget? Mit umiddelbare svar er nej og nej.

For det første kommer den førnævnte love bombing uagtet om udgangspunktet er det ene eller det andet. For det andet, så lærer jeg aldrig at kunne skelne det ene fra det andet som udgangspunkt.

Man kan have brug for sex, eller man kan have brug for kærlighed eller begge dele, men jeg har meget svært ved at sætte mig ind i, at man kan styre sine følelser så meget, at man kan inddele relationer så skarpt på den måde.

Du kan også have besluttet dig for, at en relation er en ven eller en kollega, men derfor kan du altså godt blive forrådt af dit hjerte alligevel. Følelser er følelser og noget, du ikke kan styre. Hvis du er et normalt følende menneske i hvert fald.

Derfor har jeg besluttet mig for, at jeg vil opføre mig som det, jeg er. En efterspurgt vare.

Det betyder, at flere mennesker nok ryger i interneteksil, når de er begyndt at blive mærkeligt ustabile i deres kommunikation, men fred være med det. Det er nok en udmærket si, så jeg ikke skal forholde mig til de værste sociopater på længere sigt.

Til andre kvinder vil jeg sige: Gør det samme! I skal ikke finde jer i at blive behandlet som mindre end de helt sikkert smukke, kloge, dybe, spændende væsner, I er.

Og til mændene: Ja, The Game udkom for 15 år siden, kan I ikke snart lægge den på hylden? Selv i hundeopdragelse har man nu fundet ud af, at man får mere ud af positiv forstærkning end negativ, så vil I ikke godt lade være med at behandle kvinder dårligere end en springerspaniel?