Før gik Katrine Kæmsgaard i sort, nu sætter hun tøj sammen efter særligt ét mantra
For content creator Katrine Kæmsgaard kan et outfit sætte stemningen for dagen. Tag et kig på hendes quirky stil, hvor der er knald på farverne og masser af krydderier i form af hatte, tasker, sko og andre accessories.
Hvornår blev du interesseret i mode?
"Interessen kom tidligt. Før 3. klasse, vil jeg tro. Jeg kan huske, at jeg gerne ville skifte tøj ofte – også oftere end min mor syntes var fedt for vasketøjskurven.
Tit klædte min bror mig på, og så lavede jeg modeshow foran familien i de outfits, han havde fundet frem til mig. Så interessen har siddet i mig næsten altid."
Hvordan har din stil udviklet sig over tid?
"Min stil har ændret sig meget igennem årene, men jeg har altid forsøgt at gøre den til min egen. Fra det helt sorte look over hippiestilen, hvor jeg kun gik i meget forvasket genbrugstøj, til en kort periode, da jeg blev mor for første gang, hvor jeg var beige, brun og neutral.
Nu elsker jeg farver, detaljer og krydderi på et outfit, og det må hellere være lidt for meget end lidt for lidt. Det gør mig simpelthen bare mere glad om morgenen, når jeg trækker i et outfit, der stråler."
Hvordan bruger du mode som en måde at udtrykke din personlighed på?
"Mit tøj er en kæmpe del af mig og min identitet. Om morgenen, når jeg kigger i min garderobe og beslutter mig for dagens outfit, kan jeg blive helt glad, hvis jeg rammer det rigtige – også selvom jeg bare har en kontor-, slumre-, hyggedag derhjemme.
Jeg får simpelthen en bedre dag af at komme i tøjet og føle mig pæn og godt tilpas."
Kan du nævne en lejlighed, hvor dit tøjvalg var særligt vigtigt for dig?
"Mit bryllup! Min mor og jeg havde holdt hemmeligt, at jeg pludseligt dukkede op i endnu en kjole, og begge kjoler har en helt særlig værdi for mig. De er begge hjemmesyet af min seje mor, og selvom de kun er blevet brugt den ene dag, så vil jeg aldrig kunne skille mig af med dem."
Hvilke stykker tøj i din garderobe sætter du allerstørst pris på?
"Jeg købte for et par år siden et par vintage Bottega Veneta-glitterhæle. Jeg elsker dem og kunne have dem på hver dag. De passer til alt, og selvom at der er hæl på, går jeg helt vildt godt i dem. Og så er de det ekstra, som jeg elsker! De tøjstykker, der betyder allermest for mig, er klart mine vintagefund.
Jeg synes, det er i vintagebutikkerne, man kan finde de helt unikke items, som er med til at sætte den sidste prik over i’et i garderoben. Jeg købte for nylig en vintage Yves Saint Laurent-skjorte, som jeg elsker, og som viser SÅ meget, hvem jeg er. Lige tilpas og alt for meget."
Hvordan påvirker bæredygtighed og etik dine valg?
"Det er svært at have shopping som sin store hobby i de tider, vi lever i lige nu. Derfor går jeg helt vildt meget op i at købe brugt og gøre mig nogle køb, som varer i mange mange år.
Jeg vil langt hellere købe færre ting dyrere, fremfor mange ting billigere. Jeg går også meget op i at bruge alt mit tøj på alverdens forskellige måder. Og er der noget, jeg ikke får brugt, sælger jeg det videre til en anden, der vil elske det."
Hvordan tror du, din stil vil udvikle sig fremover?
"Jeg har en forhåbning om, at jeg – også når jeg bliver ældre og grå – har lyst til at give den gas, skille mig ud og tør at tage det på, som jeg har lyst til.
Jeg får af og til nogle beskeder fra mine følgere på Instagram a la: ”Men kan en gammel kone som mig godt tage det på?” Hvis du selv føler den, så kan du tage lige det på, du selv har lyst til – uanset alder, størrelse og humør."