Klummeskribent er i tvivl: Er jeg alligevel en Crocs-kvinde?

Jeg har altid svoret, at det aldrig ville ske. Som i never ever og niksen biksen, Karen Blixen.  

Tanken om at stikke tæerne i et par Crocs mandag morgen har for mit vedkommende omtrent lige så stor appel som at dyppe selvsamme babygulerødder i et frossent hav på en stormfuld januardag: Gyseligt og unødvendigt, diverse helbredsbonusser underordnet.

For skønt jeg har al mulig forståelse for, at Crocs er en komfort-gave for eksempelvis sundhedspersonale eller havefolk, der er på benene dagen lang, så får jeg noget nær nervøse ticks i øjenkrogen, når diverse kontorkolleger fra tid til anden har forsøgt at bilde mig ind, at den overdimensionerede gummitræsko er på vej til at blive decideret attråværdig.

Også kendt som den kuriøse tendens, hvori en beklædningsgenstand kontinuerligt dømmes så grim, grimmere, grimmest, at den qua sin prygelknabe-status går hen og bliver symbol på laber individualisme (er der én social tryghedsmarkør, langt de fleste af os i al hemmelighed tænder på, så er det som bekendt at dyrke individualisme i fællesskab med ligesindede individualister).

End ikke 00’ernes udskældte Uggs kan matche den massive latterliggørelse, Crocs er blevet udsat for igennem årene siden lanceringen i Colorado, USA, tilbage i 2002.

Så måske lå det altid i kortene, at skoene langsomt, men sikkert ville traske sig vej til toppen af vores modekulturelle bevidsthed: Den britiske designer Christopher Kane inkorporerede fx Crocs i sin forår/sommer-kollektion tilbage i 2017, mens Ariana Grande hoppede ombord sidste efterår, da hun stolt fremviste sit hvide par på Instagram.

Og sørme om de bløde gummitræsko ikke også er at finde på fødderne af danske influencere som fx Trine Kjær.

En træskotidsånd?

Alligevel kunne de færreste trendforskere nok have forudset, at et styks altoverskyggende pandemi pludselig ville booste Crocs’ onlinesalg med hele 14 procent på én enkelt måned (fra marts til april anno 2020), hvor mærket som et af de eneste på markedet så en fremgang.

Få ville nok også have forudset, at de verdensomspændende lockdowns ville skabe så stort og vedvarende momentum omkring behageligt athleisure wear til de lange hjemmearbejdsuger, at joggingbukser og bløde træsko dekoreret af Justin Bieber og KFC (!) synes som skabt til at omfavne rastløse lemmer under skrivebordet, mens nystrøgne skjorter og mødeklar mascara holder på formerne i Zoom-højde.

LÆS OGSÅ: Er et af tidens vigtigste accessories mere end et værn mod virus?

Crocs, med det Andeby-smægtende design, er blevet et ublu symbol på self care såvel som på, at ejermanden ikke tager sig selv alt for seriøst; verden har nok af alvor uden at tilføje vabler på hælene, og man står bedre fast i en storm med fødderne solidt plantet i velbehag.

Siden marts har Crocs endvidere optjent point på samfundssindskontoen ved at donere i hundredetusindevis af gratis par sko til amerikanske sundhedsmedarbejdere under sloganet 'A Free Pair for Healthcare', og da konceptdesigneren Kegan McDaniel for få uger siden præsenterede sit bud på et Crocs x Nike-samarbejde, eksploderede sneakerhead-hjerner nettet over af lige dele begejstring og forbløffelse.

For helt ærligt, i modsætning til Biebers hipster-lollede Crocs-kreationer, så er Kegan McDaniels model decideret... cool. Eller har jeg bare arbejdet hjemme for længe?

En hurtig WhatsApp-rundspørge i vennekredsen afslører en 50/50-fordeling af Crocs x Nike-fortalere og instinktive haters, men jeg kan ikke lade være med at spekulere over, om fordelingen nok ikke snarere havde været 80/20 imod Crocs præ-corona?

Med andre ord: Velkommen til året, hvor alt kan ske, og intet personligt designkodeks er så helligt, at det ikke kan overkommes af en dosis fandenivoldsk laissez-faire i lyset af apokalypsen.

Jogging-cravings

Crocs er selvsagt ikke det eneste item fra bagerst i garderoben, der i skrivende stund påkalder sig nyfunden samfundssymbolværdi:

I juni kunne magasinet The New Yorker meddele, at salget af joggingsæt i USA var steget med 70 procent under coronakrisen og joggingbusker alene med 80 procent.

Alle andre buksetyper var faldet med 13 procent (au revoir, højtaljede cigaretrør), og i starten af efteråret vurderede det amerikanske researchfirma NPD Group, at cirka 20 procent af alt tøj i USA nu falder under kategorierne sportstøj eller athleisure wear.

Tendensen er også prominent på europæiske markeder, hvor den givetvis ikke bliver mindre af, at flere og flere lande lige nu indfører strammere restriktioner under pandemiens anden bølge.

Hvor athleisure engang fulgte den “normale” modecyklus (cirka to sæsoner på catwalken efterfulgt af seks sæsoner på nederste hylde), har looket som bekendt siden start 10’erne fået lige så godt fat i os forbrugere, som blå jeans gjorde det ved yngre generationer i 60’erne.

LÆS OGSÅ: Mode efter Covid-19: "Vi ser allerbedst ud, når vi også har det godt"

Designere fra Alexander Wang til Rihanna for Fenty har kontinuerligt og med skarp sans for delikate detaljer og urbane snit skubbet til grænserne mellem casual, streetwear og high fashion.

Men mens førnævnte jeans blev omfavnet som en del af ungdomsoprøret mod konkrete samfundspolitiske systemer, og udviklingen af 80’ernes streetwear blev en integreret del af R&B-kulturrevolutionen, så udspringer vores aktuelle higen efter athleisure udi hjemmehyggeekstremerne muligvis af en protest mod akut sjælelig uro.

Som prognoserne ser ud, er der intet, der tyder på, at stilen slipper sit greb foreløbig, hvorfor athleisure meget vel kan blive modehistorisk definerende for vores 20’ere; for 100 år siden smed flapperne korsettet for at danse på bordene, i dag smider vi stiletterne for at slumre i sofaen.

Eller er det trods alt for krads en dom?

Så længe Rihanna lokker med florlette Fenty-leggings med grafisk blomsterprint behøver tungsindet ikke at avle tømmermands-chic.

Ej heller skal man kimse ad Beyoncés spritnye IVY PARK x Adidas-kollektion, Drip 2, der netop er landet som en saftig farveeksplosion af monokrome looks, der snildt kan matches med hverdagsgarderoben. Og som sågar gemmer på, hvad der muligvis er efterårets mest multifunktionelle blazer i rødt joggingstof.

Dén sag vil jeg så afgjort drømme søde shoppedrømme om under næste kedelige Zoom-møde, mumlede jeg for mig selv, idet jeg klikkede igennem Beys lookbook en døsig tirsdag aften.

Og så, pludselig, på vej videre for at læse seneste deprimerende coronanyt; Et vertikalt Crocs-banner.

Lige dér til højre for mit modstandsløse synsfelt svævede et par sorte gummitræsko dekoreret af LGBTQ-aktivisten og skuespilleren Ruby Rose i forbindelse med Pride Week.

“Ku’ godt”, tiggede babygulerødderne et smagsforræderisk sekund og sprællede længselsfuldt i deres let kradsende Becksöndergaard-strømper, inden hovedet genvandt besindelsen, og computeren blev smækket i.

Jeg er ikke en Crocs-kvinde, blev der sagt.  

Men spørg mig igen om en måned, når hjemmearbejdekulleren atter har spredt sig fra top til rastløs tå.