Kan du huske dengang, der var noget, som hed lille fredag? Dengang man kunne tage ud og drikke drinks en torsdag, selvom man skulle på arbejde dagen efter? Og ofte bare fordi man kunne. Tage ud, that is.
Ved I hvad? Det er tid igen! Tid til at feste. For Danmark er genåbnet, og det samme er dit stamværtshus. Hurra!
Vi guider dig derfor hver torsdag til, hvordan du får stablet lidt festivitas på benene. Denne torsdag ruller vi os i leopardprikker og glæder os over, at temperaturen siger tæt på 30 grader – for så er det som om, at roséen lige smager dét bedre.
Laber leo
Leopardprikkerne har det med at dele vandene. Alligevel går de igen sæson efter sæson og er efterhånden blevet en fast bestanddel af manges garderobe – enten i form af en taske, et tørklæde eller en kjole. Har du endnu ikke kastet dig ud i pletterne, kunne du med fordel lade sættet her blive de første. Du vil ganske enkelt ikke fortryde det – heller ikke på en aften som i aften.
En aften i leopardens tegn kræver øjenskygge. Og den skal naturligvis have farvekoden "Leopard Sun", være i brunlige nuancer og akkompagneres af en winged eyeliner. Ægte kat, jo. I tasken kommer du dit (meget lidt diskrete) håndspejl, så du kan rette til i løbet af aftenen.
Leopardlooket er nødt til at gå igen – også på din tallerken. Så selvom den gode gamle mormor, undskyld marmorkage, ikke just signalerer lydløs dræberkat med skarpe klør, så kan den altså noget. Nuvel, ikke på rovdyrsmåden, men den holder altså 100 %... især, hvis du indtager den iklædt dit leopardplettede shorts- og jakkesæt i hør. Det kan jo ikke være anderledes. Du finder verdens bedste marmorkage her.