Lina Rafn

Lina Rafn om et problem, som er tabu for mange: ”Det er skamfuldt for os”

For to år siden indså sanger Lina Rafn, hvor slemt det stod til med hendes hår. Igennem mange år havde hun oplevet, at lokkerne gradvist blev tyndere og tyndere og hovedbunden mere og mere irriteret, men hun kendte hverken årsagen eller løsningen på problemet. I dag har hun fået en del af fylden tilbage via den rette hjælp og helt nye rutiner, som hun gerne fortæller om – for hun ved, at mange andre kæmper med præcis de samme udfordringer og tilhørende tabuer.

Kraften sidder i håret, siger man. En stor del af den voksne danske befolkning oplever imidlertid, at kraften siver ud af lokkerne i en sådan grad, at de lider af hårtab.

Oftest er det arveligt betinget, men overdreven styling og ubalance i hovedbunden spiller også ind.

For Lina Rafn, forsanger i det danske dance-popband Infernal, var det en kombination af genetik og styling, der gjorde, at hendes hår over en periode på 10 år gradvist blev tyndere og tyndere.

"Da jeg besluttede mig for at gøre noget ved det, var tilstanden af mit hår og min hovedbund forfærdelig. Jeg begyndte ikke pludseligt at tabe håret. Mit hårtab skyldtes primært slitage," fortæller Lina Rafn.

Hun har valgt at tale åbent om problemet, som er tabu for mange mennesker – ikke mindst for kvinder, fordi hårtab ofte forbindes med noget, som mænd lider af.

"Langt hår er forbundet med femininitet og ungdommelighed, og det er skamfuldt for os, hvis der er et fravær af femininitet. Der sidder bare meget identitet i vores hår. Det er forældet, men det er sådan, det hænger sammen. Det er den forestilling, vi har haft i vores samfund gennem flere hundrede år, som vi slet ikke har fået brudt ned i det omfang, der er behov for, for at mennesker føler sig frie," siger hun.

For Lina Rafn er der imidlertid ingen tabuer, og det er derfor en opgave, hun har påtaget sig i det offentlige rum; at nedbryde dem. 

"Jeg prikker til alle de tabuer, vi har, for jeg kan ikke lade være. Tabuer findes ikke for mig. Forstået på den måde, at hvis jeg har en følelse eller livsoplevelse, så ved jeg instinktivt, at jeg ikke er alene om den. Vi er mange, der har haft dén specifikke følelse eller oplevelse. Så jeg kan lige så godt bare tale åbent om, hvordan jeg har det, og hvad jeg har oplevet."

Dominoeffekten

Lina Rafn har været korthåret mere end halvdelen af sit liv og har igennem årene brugt frisuren til at skubbe til de grænser, hun har mødt. 

Derfor taber vi håret

Omkring 60% af den danske befolkning over 18 år lider af hårudtynding. Den primære årsag er det, vi kender som arveligt betinget hårudtynding. også kaldet androgent hårtab, androgenetisk hårtab eller genetisk hårtab.

Denne type hårudtynding skyldes et samspil mellem hormoner, samt det der ligger nedfældet i arvemassen. Den hormonelle del kan i nogen grad påvirkes af vores livsstil via stress, ernæring og det miljø vi befinder os i dagligt, og dermed kan f.eks. en usund livsstil bidrage til, at ens hårudtynding er mere fremskreden, end hvis man lever mere ”optimalt”.

Kilde: Lars Skjøth fra Hårklinikken

"Jeg var konkurrencesvømmer, da jeg var barn og dansede siden standard/latin-dans – sådan noget ”Vild med dans”-dans – og jeg ville gerne være på tværs, så jeg syntes, det var lidt sejt, at jeg var korthåret, når alle de andre var langhårede."

Da hun startede Infernal sammen med Paw Lagermann i 1997, var den korte frisure blevet en stor del af hendes identitet, og den fungerede godt sammen med 90’ernes techno og rave. Alligevel besluttede hun sig i sluttyverne for at lade håret gro. Der skulle ske noget nyt. Herfra gik der ikke lang tid, før længderne blev medtaget af adskillige afblegninger, extensions og produkter, der skulle holde på de omfattende håropsætninger, som hun dyrkede på scenen. 

lina-rafn-haartab.jpg
Gentagne afblegninger og flittig brug af extensions var i mange år en fast del af Lina Rafns look, og det satte sine spor i håret, der knækkede og blev tyndt.

"Jeg afblegede mit hår igen og igen. Og behandlingerne bidrog ikke ligefrem til et sundt hår, tværtimod. Det blev dog først rigtigt ødelagt, da en hårstylist satte extensions i mit afblegede hår. Da de skulle af igen, knækkede mit hår i de 17 baner, som mine ekstensions var limet på i," fortæller sangeren og fortsætter:

"Det var i slutningen af 2006, og på det tidspunkt kunne jeg godt mærke, at jeg var blevet ret glad for mit lange hår. For at dæmme op for den manglende fylde besluttede jeg mig for at få sat nogle nye extensions i, som kunne give volumen og samtidig skåne håret lidt, mens det voksede ud. Det gik sådan set fint. Det nye extensionssystem betød nemlig, at det kun var meget små totter hår, som blev sat på i en passende mængde hår, og mit hår blev langt, flot og lækkert."

I 2018 skulle Lina Rafn på sommerturné med Infernal, og sammen med en hårstylist besluttede hun sig for, at hun skulle have et kæmpe J.Lo-hår på hele turnéen. For at efterligne Jennifer Lopez’ fyldige hårpragt blev Lina Rafns hår udstyret med rigtig mange extensions, fortæller hun.

"Det var virkelig mange lange og tunge extensions i flere sektioner af mit eget hår, og den vægt kunne mit hår slet ikke bære. Hårsækkene blev nærmest trukket op af min hovedbund. Igen fik hun taget de tunge extensions ud og forventede optimistisk, at det kun var et spørgsmål om tid, før hendes eget hår vendte styrket tilbage. Det skete bare ikke.

Særligt i nakken, hvor de mange extensions var tungest og flest, blev håret ved med at være tyndt. De nye hår, der kom til, knækkede lige så hurtigt, som de voksede ud. Og det var frustrerende," husker Lina Rafn.

Alligevel affandt hun sig langt hen ad vejen med situationen. 

Lina Rafns bedste råd

Husk hovedbunden

"Det første og bedste, du kan gøre, er at begynde at behandle din hovedbund ligeså godt, hvis ikke bedre, end du behandler dit hår. F.eks. ved at vaske håret ofte."

Investér i kloge produkter

"Det kan måske virke som en ekstraudgift at skulle tilkøbe et ekstrakt til håret, men hvis du tænker over, hvor meget du ellers sparer i forhold til øvrige produkter som tørshampoo og hårlak, som ikke længere er nødvendige, er det en virkelig god investering."

Hav tålmodighed

"Hvis du vælger at gå i behandling hos f.eks. Hårklinikken, skal du være tålmodig. Du fornemmer resultatet med det samme, men håret vokser jo kun med en centimeter om måneden, så du ser først det fulde udbytte efter et år til halvandet."

"Jeg gjorde faktisk ikke så meget ved problemet til at starte med, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg har altid haft en meget kløende hovedbund, og jeg har til tider kløet mig så meget, at jeg har haft blod under neglene, men det var helt normalt for mig."

"Jeg tog nok for givet – og det forekommer mig helt sindssygt at sige nu – at hårsækken bare var en given faktor. Jeg troede ikke, at noget, jeg gjorde ved mit hår, kunne ændre hårsækkenes ”aktivitetsniveau” eller deres mulighed for at producere hår. Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg, ved at hive i mit hår med stramme, høje hestehaler med ekstra vægt på, kunne trække hårene op af deres hårsække og decideret ødelægge dem. Så jeg gjorde ikke noget. Jeg tænkte: ”Hvis jeg lader det vokse længe nok, så kommer det vel ud igen”.

Hårstråene voksede da også ud igen, husker hun, men i en svækket version, og de knækkede, når de blev 5-10 cm lange. Og i nakken blev det aldrig rigtigt langt igen.

En hjælpende hånd

Lina Rafn var nu så træt sit hårs tilstand, at hun var villig til at gøre alt for, at det skulle blive bedre. 

"Jeg har altid brugt mit hår enormt meget, når jeg optræder. Det kan udtrykke mange stemninger, som kan understrege det, jeg gerne vil fortælle med min sang. Og jeg kunne mærke, at det håndtag var jeg ikke parat til at give fra mig; det ville jeg gerne fortsat kunne hive i," fortæller hun.

Hun satte derfor alle sejl ind for at få sit fyldige hår tilbage.

"En dag talte jeg med en kvinde, som arbejdede i et pr-bureau. Hun spurgte, hvordan mit hår havde det. Og jeg svarede ærligt, at det havde det helt ad helvede til. Hun anbefalede mig, at jeg talte med Hårklinikken," fortæller Lina Rafn, som kort efter startede i et forløb.

Hårklinikkens indehaver Lars Skjøth så hurtigt, at Lina Rafns hår var tyndet ud til under halvdelen af sit potentiale, og hovedbunden var i markant ubalance med rødme og belægninger.

lina-rafn-haartab2.jpg
Lina Rafn fik taget billeder før og efter sit forløb hos Hårklinikken

"En af de ting, som jeg særligt bemærkede, da Lina Rafn besøgte mig første gang, var, at hun havde fundet en måde at sætte håret på, så det ikke var så synligt for andre, hvor tyndt hendes hår var blevet med årene," siger Lars Skjøth og uddyber: 

"Udtyndingen skyldtes i Linas tilfælde et samspil mellem to faktorer; det arvelige, hvor håret gradvist var blevet forringet i kvaliteten gennem 20 år, og en yderligere forværring ved den måde Lina havde behandlet sit hår på. Det blev en ond cirkel, da hun blev nødt til at bruge mere og mere styling for at få håret til at se ud af noget i takt med, at det tyndede mere ud."

Som noget af det første anbefalede han derfor Lina Rafn, at hun skulle i gang med at vaske sit hår og hovedbund hver dag. 

"Lars afmonterede den møgmyte, som alle frisører og hårstylister fortæller dig; at du helst ikke skal vaske dit hår mere end en-to gange om ugen. En påstand, der egentlig er rigtig nok, hvis du kun kigger på dit hår, men hovedbunden har brug for at blive vasket hver dag," forklarer sangeren.

"Jeg vaskede mit hår maks. et par gange om ugen. Alle stylister sagde jo: ”hvis du lige kan lade være med at vaske dit hår, så er det bare megagodt, fordi et hår med produkt i, som du putter mere produkt i, er supernemt at style”. Så det gjorde jeg. Men jeg overvejede ikke to gange, at jeg samtidig tilstoppede porerne i hovedbunden."

Ud over daglig hårvask fik Lina Rafn også besked på, at balsam aldrig må komme i nærheden af hovedbunden – den er kun til for at give fugt til længderne – det samme gælder alle andre produkter, som heller ikke må sprayes direkte i hovedbunden. Det er nemlig hovedbunden, det hele handler om. Har den det ikke godt, har dit hår det heller ikke godt.

3 ting, du med FORDEL kan gøre, hvis du lider af hårtab

  1. Søg professionel hjælp tidligt, hvis det generer dig.
  2. Vask håret dagligt eller minimum hver anden dag, og gør det grundigt med en shampoo, som ikke indeholder parfume, silikone, farve etc.
  3. Giv kroppen de bedste betingelser for at forebygge eller mindske hårudtynding ved at få rigeligt med søvn – mindst syv–otte timer i døgnet – gå, cykl eller løb en tur på 30 minutter dagligt, spis ubehandlet, frisk og varieret mad dagligt, og drik rigeligt med rent vand.

Kilde: Lars Skjøth fra Hårklinikken

"En sund hårsæk producerer optimalt tre stærke hår, og det tror jeg ikke ligefrem, mine hårsække var oppe på for nogle år siden, hvor jeg fyrede tørshampoo direkte ned i hårrødderne. Hvad jeg ikke har gjort ved mit hår … det er grusomt. Og hvis jeg gjorde dét på huden i mit ansigt, som jeg har gjort ved min hovedbund, havde jeg jo haft bumser og sår over det hele, og det havde kløet. Men jeg tænkte ikke på huden i min hovedbund som reel hud, jeg tænkte kun på det som hår."

En fyldigere manke

I dag – to år efter, Lina Rafn startede i et forløb hos Hårklinikken med shampoo, balsam og et specialtilpasset ekstrakt, som påføres i hovedbunden hver aften inden sengetid – er hendes hårpragt markant forbedret. 

"Det bliver jo en ond cirkel: du kompenserer for, at dine hårsække har det møgdårligt, så vokser der møghår ud af dem, og så har du brug for mere produkt og mere produkt og mere produkt – og du graver dig kun længere ned i et hul. Nu har jeg så langt om længe fået gravet mig selv op af det hul. I dag gør jeg ingenting ved mit hår. Jeg putter mit leave in-produkt i længderne, reder det bagud og lader det lufttørre. Og så er det flot."

4 ting, du IKKE skal gøre, hvis du lider af hårtab

  1. Undlad tørshampoo, da det for det første ikke har noget med shampoo at gøre. Det er en substans, som binder sig til fedtstoffer i håret og i hovedbunden, samt til hudceller og mikroorganismer, hvilket kan resultere i kontaktreaktioner, udslæt og inflammation i hårsækkene og i værste fald lede til permanent hårtab i de inflammerede hårsække. 2
  2. Undlad at have for mange dage uden hårvask, da det kan resultere i yderligere hårudtynding. Vask minimum hår hver anden dag.
  3. Bær ikke hat, hue eller lignende, når dit hår er vådt, og gå ikke i seng med vådt hår, da dette kan bidrage til ubalance i hårbundens biologiske miljø, også kaldet mikrobiomet, hvilket kan resultere i hårbundsproblemer, der kan lede til hårudtynding.
  4. Sæt ikke håret op i en stram hestehale eller med spænder, som strammer om dele af håret, da dette kan resultere i yderligere hårudtynding. Det samme gælder stramme fletninger og hårextensions.

Kilde: Lars Skjøth fra Hårklinikken

Selvom behandlingsforløbet er med restriktioner, og hårstylisterne ikke længere kan gøre, hvad de vil med Lina Rafns hår, så sætter hun det stadig, som hun vil, når hun skal optræde. 

"Hvis den valgte frisure kræver det, tillader jeg selvfølgelig, at der bliver sprøjtet produkter i håret og lavet høje showhestehaler – jeg lever jo mit liv og gør mine ting, det skal ikke være en hindring. For hvad skal jeg bruge mit hår til, hvis jeg ikke kan style det til et show? Modsat tidligere kommer jeg nu mit ekstrakt i hver aften inden sengetid og vasker det igen morgenen efter, så hovedhunden bliver ren." 

"Det største problem er nu, at der er så megen ny aktivitet i mine hårsække, at der kommer små babyhår, som godt kan stritte op gennem resten af håret som små antenner."

"Men dem tror jeg lige, jeg klarer at leve med," siger sangeren med et grin.

Lina Rafn

  • Er forsanger i Infernal.
  • 46 år, kærester med Kasper Pertho, som hun har datteren Karmen med.
  • Lina er klient hos og ambassadør for Hårklinikken.