Maja Flink: ”Gør dette – det fordobler din garderobe”
Maja Flink er svensk og har en forkærlighed for den enkle, svenske stil. Hun elsker farver og gennemtænkte designs, har en portion deletøj med sin bedre halvdel, og så nægter hun at gå på kompromis med bekvemmeligheden for at se godt ud.
Min tøjstil har altid taget udgangspunkt i at være bekvem og føle sig tilpas. Jeg er ikke parat til at være ubekvem for at se godt ud. Jeg har altid gået i tøj, hvor jeg ikke skænker tøjet en tanke mere, så snart jeg har fået det på. Det gælder både, hvordan det føles på kroppen, og at jeg føler mig som mig selv i det. Igennem årene har jeg helt klart udviklet en meget mere langtidsholdbar stil og garderobe.
Udover T-shirts så køber jeg kun tøj, som jeg ved holder i mange år, både i kvalitet og i form af ting, som jeg ved, jeg kommer at blive ved med at kunne lide.
Inspiration
Jeg er meget inspireret af farver. Men også af sympatiske og gennemarbejdede ideer, som resulterer i ting og tøj, som er mere end bare flotte.
Det danske mærke Andersen-Andersen. Deres tanker bag tøjet, de laver, er virkelig inspirerende. De har valgt at fokusere på få designs, som holder i mange år, både i udtryk og kvalitet.
Lyserød er den farve, der går mest igen i Majas garderobe foruden blå, beige og hvid, og nu har hun også udvidet samlingen af strik fra yndlingsmærket AndersenAndersen med en trøje i farven.
Hverdag
Til hverdag har jeg oftest bukser, flade sko og en bekvem trøje eller skjorte på.
Maja går tit i bukser og skjorte til hverdag. Det kunne være den hvide unisex-skjorte fra Hope og Malene Birger-lærredsbukserne, som er fundet vintage. Clutch fra Soulland og flettaske fundet på en rejse.
Fest
Annonse
Mit tøj til fest varierer virkelig meget, og det er helt klart min sindstilstand, som styrer det. Nogle gange har jeg lyst til at gå i jakkesæt, og andre har jeg lyst til kjole. Uanset hvad jeg vælger, er det også meget forskelligt, hvor farverig jeg har lyst at være.
Når Maja skal ud, kan det være – som her – i leggings fra Soulland, skjorte fra Acne, blazer fra I I Collective, støvler fra & Other Stories og favorittasken fra Philip Lim.
Det tænker jeg meget over. For mig handler det ikke kun om at vælge holdbar kvalitet. Det handler også om at købe ting, jeg ved, at jeg kommer at blive ved med at kunne lide i mange år. Jeg har f.eks. lige købt en blazer fra et nyt tøjmærke, som heder I I Collective.
Ligesom Andersen-Andersen arbejder de ikke i sæsonstyrede kollektioner. Det er kun deres egen idé bag tøjet, som afgør, hvor tit de lancerer noget nyt. I I Collective laver sort, skræddersyet tøj med et klassisk snit til kvinder. Den blazer, jeg lige har købt, er jeg sindssygt glad for, fordi jeg kan mærke, at den er flyttet ind i min garderobe for at blive for evigt.
Den sorte frakke fra Whyred har Maja haft i mange år. Hun har lige fundet den frem igen efter et par års pause i garderoben. Skjorten er fra One Hundred, den blå jakke er fra franske Maison Empereur, og støvlerne er fra Other Stories.
Sko
Jeg går mest i flade sko, og mine sneakers bruger jeg, til de er slidt op. Jeg har to-tre par ad gangen, som jeg bruger, til de ikke kan holde mere. Efterår og vinter er jeg glad for at bruge mine sorte støvler, som passer til alt.
Maja er glad for jeans og har mange favoritmærker som Monki, Norse Projects, Acne Studios og & Other Stories. Clutch fra Tapet Cafe og sneakers fra Asics.
Smykker
Jeg er vild med Vibe Harsløfs smykker. Hendes designs er virkelig noget særligt, og samtidigt bliver de enormt personlige, uanset hvem der tager dem på.
Maja har ikke en kæmpe samling af sko og tasker, men hatte som den lilla alpehue fra Sui Ava og kasketten fra Arket er noget, hun godt kan finde på at købe for at ændre lidt på sit look. Solbriller fra Han Kjøbenhavn og ur fra Ole Mathiesen – en gave fra hendes mand
Tasker
Jeg er ikke en taske- og skopige, og jeg har faktisk ikke ret mange ting. Min taske fra Philip Lim har jeg haft i snart syv år. Den bliver ved med at være flot, og den passer nærmest til alt mit tøj. Til hverdag har jeg ofte bare en mulepose med mig, og så min Whyred-taske til telefon og nøgler.
Annonse
Maja deler striktrøjerne fra Andersen-Andersen med sin bedre halvdel, og den lyseblå med knapper er en af favoritterne, som de ofte forhandler om, hvem der skal have på. Øreringe fra Vibe Harsløf og taske fra Whyred.
Butikker
Jeg er svensk og har et par svenske butikker i København, som jeg er særligt vild med. Det er f.eks. A Day’s March på Kronprinsensgade 7 og Acne Archive på Elmegade 21.
Jeg er meget påvirket af det svenske univers. Der handler det ikke så meget om farver og mønstre. Min basisgarderobe er nok mest svensk og så tilsat farver fra Danmark. Den svenske stil som Acne, Whyred og Arket, står for, er mere stram, stringent og unisex, og det kan jeg rigtig godt lide.
Maja i sit nyeste køb, som er striktrøjen fra AndersenAndersen med jeans fra & Other Stories og sneakers fra det finske mærke Karhu
Bedste budgetkøb
Jeg har været på rigtig mange tøj-loppemarkeder, hvor en håndfuld cool kvinder er gået sammen og har solgt ud af garderoben. Her har jeg bl.a. købt et par bukser af Andrea Rudolph for 50 kr. sidste år, som jeg elsker alt ved.
På repeat
Herhjemme siger vi, at vi samler på striktrøjerne fra Andersen-Andersen, som vi deler og bruger begge to. Den nyeste trøje er lyserød, så jeg er spændt på, om jeg får den mere for mig selv…
Majas 3 bedste stiltips
Keep it simple – jo mindre du har at vælge mellem i garderoben, jo nemmere er det at klæde sig på om morgenen.
Del gerne trøjer og jakker med din bedre halvdel, hvis du kan – det fordobler din garderobe.
Investér i få, men gode ting, du kan have i mange år. Det er bedre for klimaet.
Maja Flink
Arbejder som brand manager i arkiteksstudiet Stillark.
Hun er 44 år og bor i Valby med Ditlev Rahbek og parrets to børn.