Makeupartisten er vild med en helt særlig makeuptendens – og den er ikke ny…
I flere år har en heftig brug af makeup været skiftet ud med ”no makeup makeup”-looket. Det skulle ikke være tydeligt, at man havde makeup på. Det er slut nu – frem med glimmer, eyeliner og blush.
Netop nu er der ved at ske et seismisk skifte i skønhedsverdenen. Og det er godt nyt til dig, der har savnet at lege med den pangfarvede øjenskyggepalet, give den gas med glimmer og lægge mascara i gavmilde lag. For den populære ”no makeup makeup”-rutine, hvor ansigtet fremstår friskt, sundt og for nogle måske en anelse lidt kedeligt – og som blandt andet er blevet båret frem af stjerner som Gwyneth Paltrow og hendes helseunivers Goop – er ved at glide i baggrunden.
Under coronapandemien fik vi udlevet ”cottage core”-stilen, strikkede amok og gik i stor stil klædt, som var vi statister i en remake af ”Det lille hus på prærien”, og netop derfor er vi nu mere end klar på, at der skal ske noget. For det er ikke bare det tøj, som Christina Aquilera, Britney Spears, Paris Hilton og Lindsey Lohan gik i 90’erne og starten af 00’erne, som har fået en revival. Det har deres tilgang til eyeliner, læbestift, bronzer og blush i dén grad også.
Partypigen er tilbage
På New York Times’ flabede lillesøster-site, The Cut, beskrives den nye tendens som et opgør med ”That Girl”-æstetikken i artiklen ”Get Your Glitter Out: Party-Girl Chic Is Back”. ”That Girl” udspringer af den rigide wellness-trend, der handler om at have en omfattende hudplejerutine, en minimal makeup-rutine og en ekstrem disciplin omkring kost, sundhed og søvn. Men vi lidt er mætte. Af at være fornuftige og kontrollerede, dyrke yoga og gå på juicekure – nu vil vi have det sjovt. Og derfor ser vi også nutidens største stjerner, fra Dua Lipa og Miley Cyrus til Lady Gaga og Zoë Kravitz, skrue op for eyelineren, udfylde amorbuen med shimmer og lade munden blive farvet flot i cyklamen, fuschia eller kirsebærrød læbestift.
Den internationalt anerkendte makeupartist Anne Staunsager har netop færdiggjort et fluorescerende cat-eye i metalliske versioner af pink, turkis og lyslilla på en af Danmarks mest eftertragtede modeller, Vincent Beier, da hun melder sig klar til interview. Og hun mener, tendensen er helt tydelig – også herhjemme. Makeuppen er tilbage.
"Jeg tror, vi kan takke diversitetsbølgen for meget af det, vi ser på makeupfronten. Der er ikke så mange regler længere, og det gør det nemmere for alle at kaste sig ud i at eksperimentere med teksturer, farver og looks," siger hun.
"Og fordi der ikke er så mange regler, kan du heller ikke gøre noget ”forkert”. Det handler ikke om at lægge en perfekt lipliner, eller om at huden er dækket i contouring; nu skal du se ud, som om du har haft det sjovt foran spejlet, for så får du det også til festen."
Vi gider ikke at kede os længere
Og det er netop, fordi vi har savnet festerne så meget, at vi nu tager dem med ind i hverdagen gennem vores makeup. Det mener danske Zenia Jæger, der er makeupartist og bosat i LA. Da hun ville grundlægge sit 100 procent økologiske og bionedbrydelige makeupbrand Submission Beauty, valgte hun at lægge ud med kun ét fokusprodukt. Og nej, det var ikke en essentiel olie eller en balm med shea-smør. Hendes første produktkategori var GLIMMER.
Hvorfor er vi trætte af det her friske ”no makeup makeup”-look?
"Vi er stadig ved at komme os over den store omvæltning, vi alle var igennem med Covid-19. Verden er ikke helt tilbage, hvor den var før, og jeg tror, den omgang hele kloden var igennem, gør, at vi nok aldrig nogensinde helt lander samme sted. I mine øjne var det interessant for vores selvopfattelse, at vi alle var nødt til at blive indendøre, slappe af og kun se en håndfuld udvalgte mennesker. Det gav mening, at vi for et øjeblik slukkede for festen og derfor også skruede ned for vores makeup. Der var for megen tragedie og uvished i rigtig lang tid. Det betød, at vi ikke havde lyst til at flotte os og i stedet fandt skønhed i de helt simple ting som for eksempel en ren og naturlig makeup," siger hun.
"Men omsvinget kom hurtigt! Vi kedede os, og der skete noget nær en eksplosion af nye ansigter, som dukkede op på de sociale medier, hvor de eksperimenterede med hår, makeup og mode på helt nye måder. Vores kollektive isolation var med til at bringe en ny bølge af selvtillid frem, og utroligt mange mennesker er ikke længere bange for at præsentere sig selv nøjagtigt, som de har lyst til. Det er en drøm for mig som makeupartist at se, hvordan folk har fået blod på tanden igen, drømmer og leger med deres udseende."
For selvom der stadigvæk er uvished i verden, krig og et klima, der råber på hjælp, så mener Zenia Jæger, at vi har brug for at fastholde glæden i hverdagen også.
"Jeg tror, at det er et naturligt skridt efter en kollektiv krise, at verden åbner sig og omfavner glæden. Jeg tænker for eksempel på Dior’s ”New Look” efter 2. Verdenskrig, hvor kvinder verden over jublede over den nye ultrafeminine silhuet efter mange år med civile og militære uniformer og ultrarationeret adgang til materialer. Vi er SÅ klar til at feste igen, og det er ikke kun i weekenden! Verden over ser jeg en nyfunden interesse i at være farverig og festlig. Og jeg elsker det."
Uperfekt perfekt
Både Anne Staunsager og Zenia Jæger er inspireret af 90’ernes farver og look, af film generelt og af ”Euphoria” specifikt.
"The 20’s meet the 90's; tynde bryn og store læber er supersexede. Jeg er vild med den trend, som man ser lige nu, hvor vi tegner læberne større, end de er. Man ser det på alle typer – at de lige kører deres læbestift, gloss eller lipliner lidt ud over kanten," fortæller Zenia Jæger og fortsætter:
"Og så er en af tidens største trends også masser af farver og idéen om, at vi er klædt på til fest – selv i hverdagene. Jeg elsker at se, hvordan mange eksperimenterer med ikke at lægge deres makeup alt for perfekt. Det passer godt til en festmakeup, hvor en tur på dansegulvet betyder, at vi jo alligevel sveder, og det hele løber en smule. Vi er gået igennem et årti med Youtube-videoer, der forklarede os, hvordan vi skulle rette alle vores ”fejl”. Nu er det skønt at se, at folk henter inspiration fra serier som ”Euphoria”, hvor man leger med makeuppen og tænker ud af boksen om den klassiske makeup."
Anne Staunsager mener også, at makeuppen har fået en ny berettigelse, der gør hende både glad og håbefuld.
"Det er blevet langt mindre elitært og meget mere sjovt at arbejde med skønhed. I dag er der ikke ét stramt (og umuligt!) ideal, vi alle skal leve op til, men derimod så mange måder, vi kan vælge at se ud på," siger hun.
"Stereotyperne er blevet blødt op, og det betyder også, at du den ene dag kan nøjes med en lille glimmerdetalje i øjenkrogen og dagen efter kan give den gas med alle malerpenslerne. Det er frigørende, forløsende og meget smukt i mine øjne."