malene schwartz

Malene Schwartz sælger ud af smykkeskrinet: Se den smukke ring

Malene Schwartz har besluttet at sætte en af sine smukke cocktailringe til salg gennem auktionshuset Bruun Rasmussen. Hun mener, at den fortjener at komme videre til nye ejere.

Med en akvamarinsten på svimlende 53.33 karat i midten er Malene Schwartz' smukke cocktailring én, der vækker opsigt. 

Nu har den ikoniske skuespiller og teaterdirektør dog besluttet, at den bemærkelsesværdige ring skal have en ny ejer. Derfor bliver den sat på auktion via Bruun Rasmussen d. 22. september. Det skriver auktionshuset i en pressemeddelelse. 

”Jeg har været utroligt glad for ringen, som har fulgt mig i et langt liv. Den fortjener at blive båret til store festlige lejligheder, som jeg selv har gjort det tidligere. Så nu synes jeg, det er på tide, at den får et nyt liv,” siger Malene Schwartz. 

Fik selv skabt ringen

Den smukke cocktailring har fulgt den populære Matador-skuespiller siden 1950'erne, hvor hun fik stenen foræret af nogle venner.

Venneparret havde købt ringen på en rejse til Amazonas' miner i Brasilien, og Malene Schwartz fik den siden lavet til en elegant ring med stenen som smykkets skuestykke. Det er Kgl. Hofjuvelerer A. Dragsted, der har lavet den smukke ring.

Malene Schwartz' smukke akvamarinring. Foto: PR.
malene schwartz sælger sin ring.jpg
Malene Schwartz' smukke akvamarinring. Foto: PR.

Foruden akvamarinstenen på de 53.33 karat, er ringen lavet af 18 karat hvidguld. Der er derfor heller ikke noget sige til, at smykkespecialist hos Bruun Rasmussen, Katrin Mikkelsen Sørensen, er svært begejstret for ringen med den usædvanligt store sten.

"Til den kommende auktion måtte vi have stenen ud af fatningen og veje den, fordi den er så usædvanlig både i farve og størrelse," fortæller smykkespecialisten.

Ringen er blevet vurderet til 10.000-15.000 kroner og kan opleves hos Bruun Rasmussen i Bredgade i København, inden den kommer på auktion den 22. september. Læs mere om ringen her.