Marie-Louise Moe: ”Alt, hvad jeg har på fra dette mærke, får altid komplimenter”
Kunstner Marie-Louise Moes klædeskab er et skatkammer af mønstre, farver, glimmer, draperede detaljer og finurligheder. Hun elsker god kvalitet med et særligt udtryk og investerer i tøj, hun kan have i mange år.
Stil
Min stil er en kombination af et sporty look og noget maskulint og farverigt. Den har udviklet sig fra at være meget stilren til at blive mere legende. Jeg har altid elsket tøj, der har en form for skulpturelt eller skævt tvist samtidig med, at jeg med tiden sætter større pris på, at tøj også skal være komfortabelt.
Inspiration
Jeg er stor fan af, at ”alt” efterhånden er på mode. Det vil sige, at jeg kan finde nogle gamle styles i mit skab, som jeg kan genbruge. F.eks. er mine blå Ganni-bukser seks år gamle, og jeg har en gammel Acne-læderjakke, som jeg købte i Paris for 10 år siden, som jeg har taget frem igen.
Jeg finder inspiration alle vegne, både i kunst, arkitektur, boligindretninger, på gaden, på Instagram eller i diverse magasiner.
Favoritbrand
Når striksæsonen starter, har jeg en forkærlighed for strik fra Lubarols eget mærke Ficus Folium samt strik fra Raf Simons. Det er ofte den tykke strik, der tiltaler mig, da den tit har sin egen facon og derfor bliver lidt skulpturel. Derudover elsker jeg mærket Søvej.
Her kan du selv vælge tekstiler, styles og farver, som bliver tilpasset ens eget fit. Alt bliver syet af Camilla, som er skrædder og virkelig dygtig. Jeg går meget op i at finde items, som holder i mange år, og hvis jeg selv har været med til at finde de helt rigtige materialer og farver, er der størst sandsynlighed for, at det er noget, jeg beholder i mange år. Teklas shorts og bukser er altid en favorit om sommeren.
Hverdag
Min typiske hverdagsuniform om efteråret og vinteren er ofte støvler og strik. Hertil kan tilsættes bukser eller nederdel alt afhængig af, om jeg har møder eller bare er i mit studie i Taarbæk, hvor jeg kreerer mine kunstværker.
Fest
Jeg har aldrig været den store stilet- eller kjolepige. Derfor føler jeg mig bedst tilpas i flade sko, som har et festligt præg. Enten et par loafers eller ballerinaer og i de kolde sæsoner bliver det ofte en støvlet med et tvist, som f.eks. mine Dries Van Noten-støvler i lilla velour. Looket er ofte farverigt og med feminine accessories.
Bæredygtighed
Jeg tænker meget over bæredygtighed, men jeg har svært ved at efterleve det 100%. I sommer fandt jeg to striktrøjer på et loppemarked, som blev mine go to i løbet af efteråret – suppleret med lidt strik fra H&M og Uniqlo, selvom jeg prøver så vidt muligt ikke at ”støtte” fast fashion.
Det fylder klart i min bevidsthed, når jeg shopper, og jeg sælger alt, hvad jeg kan af de ting, jeg ikke bruger mere. Alt andet sendes til Røde Kors i håb om, at det kan leve videre.
Tasker
Jeg har faktisk lige solgt en del af mine tasker, da de aldrig blev brugt. Hver gang jeg går ud ad døren, pakker jeg et net med diverse, og så har jeg en lille grøn Prada i nylon, hvor der lige kan være telefon, solbriller og nøgler.
Butikker
I København kigger jeg altid i Leah Maria, Trois Pommes, Lubarol, Holly Golightly og Storm. Online ser jeg altid på Stoy.com og Dr.Adams, som ligger i henholdsvis Aarhus og Odense. Alle nævnte butikker har udvalgte brands, som jeg synes, er godt sammensat. Af udenlandske brands er jeg vild med Maria De Laord og Blanca Miros brand Lavestelaveste, Marni, Prada, og alt hvad der er en smule skævt og farverigt.
Bedste feriekøb
Da jeg studerede, brugte jeg alle mine opsparede penge på en hvid rulamsjakke fra Acne, som jeg købte i London. Den har indtil forrige år været mit absolut yndlingsitem. Dog blev den solgt videre på Vestiaire, da jeg syntes, en dunjakke var mere komfortabel og ikke helt så tung.
WOW-køb
Alt, hvad jeg har på fra Søvej, får altid komplimenter.
Tendenser
Jeg er vild med den tendens, at alt er på mode. Du kan gå i tight jeans, løse jeans, lang nederdel, kort nederdel, sneakers, støvler osv. Alt er muligt. Der er plads til diversitet, og der er ikke noget, du ikke kan tage på. Det elsker jeg!