Butiksejer Mathilde Prins: ”Jeg tager det på, der får mit hjerte til at danse”
Kig med i klædeskabet hos kreativ freelancer og butiksindehaver Mathilde Prins – det gemmer på alle regnbuens farver, et finurligt miks af vintagefund og egne designs og masser af godt humør.
Stil
Den er som et spejl af den, jeg er: energisk, legende og glad, og på den måde kan jeg fortælle, hvem jeg er, uden ord. Min stil er genkendelig, men aldrig i stilstand. Den udvikler sig i takt med mig.
Artiklen fortsætter under videoen ...
Inspiration
Jeg bliver inspireret på mange forskellige måder og oftest af barndomsminder og fiktive universer som f.eks. Pippi. De film så jeg enormt meget som lille, og farvekombinationerne i dem er helt fantastiske.
Favoritdesigner
Jeg har ikke nogen decideret favoritdesigner. Der findes enormt mange dygtige, men særligt Molly Goddard og Cecilie Bahnsen rammer mig lige i hjertekulen.
Hverdag
Den eneste røde tråd i mine hverdagslooks er mine røde læber. Altid røde læber, men er det en hård morgen, så hopper jeg i mit helt eget Odd Lemon-pyjamassæt, som jeg har designet i utallige farver og print. Nemt!
Fest
Der er ikke den store forskel på, hvordan jeg klæder mig til hverdag og fest, og det er nok min største udfordring outfit-wise. Hvis jeg skruer mere op, bliver det hurtigt lidt FOR meget og nok nærmere på nippet til juletræspyntning. Og det er ikke det look, jeg går efter. Men som jeg siger til mine kunder: organza er altid en sikker vinder.
Garderobehits
Kjoler. Jeg elsker kjoler. Især dem med meget volumen. De taler til mit femårige jeg. Og jeg insisterer på at tage dem på selv i de mest upraktiske situationer, hvorfor de har siddet fast i ladcyklen mere end bare ÉN gang … Den praktiske side af mig ligger på et meget lille sted gemt i en lomme på et par af mine gamle ultra-lavttaljede Miss Sixty-bukser. Haha!
Bæredygtighed
Bæredygtighed betyder rigtigt meget for mig. Jeg er selv stifter af slowfashion-brandet Odd Lemon, hvor alt tøj bliver håndlavet og produceret her i København. Når jeg en sjælden gang køber tøj fra andre brands, lægger jeg også helst mine penge hos andre mindre virksomheder, som har en passion, tør gøre tingene anderledes og har taget stilling til deres produkt. Jeg føler mig totalt draget af det originale og uforudsete.
Sko
Til hverdag elsker jeg mine Mary Janes fra Augusta the Brand, mine loafers fra Ganni og mine lange støvler fra Miista. Okay, jeg elsker også virkelig mine Ugg-bamsestøvler, når det er koldt. Jeg bruger alle på nær bamsestøvlerne, når jeg skal ud. Tiden hvor jeg hoppede i et par spidse, høje stiletter er long gone. Av, av, av! Bare tanken giver mig ømme fødder!
Smykker
Jeg går faktisk sjældent sådan rigtigt med smykker. Jeg synes hurtigt, det roder for mig, når jeg tager for mange smykker på. Nok fordi mine outfits ofte larmer i sig selv. Selvom jeg godt kan li' ideen om at pynte mig med en masse halskæder og dut. Dog går jeg altid med øreringe, hoops ellers perler, og så er mine ”smykker” nok mere i form af en hat eller en stor håraccessory. Jeg kan godt lide rene linjer, samtidig med at der sker meget. Et skarpt udtryk.
Butikker
Fordi jeg selv står for størstedelen af min egen garderobe, så shopper jeg sjældent tøj hos andre. Men når jeg gør, så er det, fordi jeg har set noget, der giver mig sommerfugle i maven. Som oftest noget hos andre små designere eller vintage eller hos min go to Nørgaard på Strøget. Og så tror jeg, at mit næste køb skal være en smuk kviltet jakke fra @psychic.outlaw, som jeg har drømt om rigtig længe.
Største samling
Hatte! Jeg elsker hatte! De sætter bare prikken over i’et og fuldender altid mit outfit. Jeg går nok med hat fem ud af syv dage på en uge og føler mig totalt nøgen uden. En dag skal jeg investere i en hat fra Maryamkeyhani.
Tendenser
Jeg lader mig sjældent forføre af trends. Jeg går ikke rigtig op i, hvad der er ”in” i den forstand, og jeg begynder faktisk hurtigt at kede mig, når jeg ser, der går trend i noget, også selvom jeg kan synes, at en tendens er superfin, så går luften lidt af ballonen for mig, når jeg ser den samme ting for mange gange. Jeg tager det på, der får mit hjerte til at danse. Nogle gange rammer det ind i en aktuel tendens. Andre gange ikke. Men hvis vi snakker tendenser i bredere forstand, elsker jeg tendensen om at leve et mere bæredygtigt liv hele vejen rundt. Altså sådan hvor man samler brikkerne i sit helt eget puslespil, hvor der tages stilling til det hele, og hvor man ikke nødvendigvis bare gør, hvad der ”forventes” af samfundet.
Bedste køb
Mit bedste køb p.t. er nok mine lange, orange støvler fra Miista. De er så cool og løfter ethvert outfit. Men snart tror jeg mere, det er den pink Mulberry-taske i lak, som jeg skal ind og købe for en lille håndfuld arvegods fra min kære mormor, der desværre ikke er her mere.
Fejlkøb
Alle mine sneakers. Jeg får med jævne mellemrum en idé om, at jeg skal gå i sneakers, og kontrasten i sneakers til min forholdsvis cute og feminin stil er i teorien også mega fin. Jeg føler mig bare ikke hjemme i sneakers, uanset hvor mange gange jeg prøver. Men jeg har sikkert ikke købt mit sidste par endnu, for lige for tiden går jeg faktisk og drømmer om et par brune Gazelle fra Adidas. Men kan vi ikke aftale, at sneakers godt kan gå ind under ”pynteting” til hjemmet?
Aldrig uden
Jeg har en kæmpe samling vintage, som jeg aldrig skiller mig af med. Det er kun en brøkdel, der hænger i min garderobe, fordi jeg ikke har plads til alt mit tøj på vores 64 kvm. Men vintage for mig er en kæmpe inspiration og noget, jeg har samlet på, siden jeg var tidlig teenager.
Klar på 5 minutter
Det kommer nok aldrig til at ske, haha! Men hvis vi nu leger med tanken, så ville jeg: Lægge en hurtig base, give mine vipper et par hurtige strøg mascara og farve mine læber røde med min to go-læbestift Lady Danger fra Mac. Og så ville jeg nok lynhurtigt hoppe i en af mine prikkede Funsie Onsie-heldragter.