Nanna Liljekvist: "Jeg har været på lidt af en kropsrejse og er så stolt af min krop
Influent Nanna Liljekvist har været på en mental kropsrejse, som også har smittet af på hendes garderobe. I stedet for at pakke kroppen ind viser hun den nu stolt frem i trøjer med kig til bar hud og festkjoler, som gøres hverdagsvenlige med sneakers. Kig med i hendes klædeskab, hvor pladsen er trang, og hvor komfort, leg, frihed og budgetvenlighed er nøgleordene.
Stil
Jeg er ikke bundet til én bestemt stil. Nogle dage klæder jeg mig meget feminint i kjoler og mange smykker, andre dage er min stil mere casual. Det afhænger lidt af mit humør. Om sommeren klæder jeg mig oftest meget farverigt; i vinterhalvåret er jeg mere til neutrale farver.
Inspiration
Den finder jeg i bybilledet og på Instagram og Pinterest. Jeg bliver vildt inspireret af seje kvinder, der udstråler selvtillid og komfort i det tøj, de har på.
Favoritdesigner
Jeg har ikke en favorit. Jeg går mere efter, hvad jeg synes, der er pænt og sætter lige meget pris på en flot kjole fra H&M og fra en dyr designer.
Garderobehits
Jeg har mange frakker og jakker, da jeg er et ude-menneske og kan godt lide at have lidt forskelligt at vælge mellem. Det er, som om jeg ikke helt kan få nok. Jeg er også en kæmpe fan af striktrøjer, som jeg nærmest bor i, når jeg er arbejder hjemmefra.
Hverdag
Det er afhængigt af humør. Jeg kan sagtens finde på at tage festkjolen på til hverdag og nedtone den med et par sneakers eller en vest.
Fest
Jeg elsker en god anledning til at dresse up. Hvis dresscoden er fin, tropper jeg altid op i en kjole og et par høje sko. Jeg sørger også altid for, at det er nogle sko og en kjole, jeg føler mig komfortabel i, for jeg er den, der danser til fester. Jeg elsker at danse, og hvis jeg ikke kan bevæge mig i det outfit, jeg har på, bliver det et kæmpe no go.
Jeans
Jeg har et par cargo-jeans fra Co’couture; det er uden tvivl de bedste jeans, jeg nogensinde har ejet. De sidder som smurt bagpå, og kvaliteten er rigtig god. I det hele taget er jeg utroligt glad for jeans fra det mærke.
Sko
Jeg elsker mine New Balance MR530 – et helt par klassiske sneakers, som jeg bruger til hverdag. Jeg er også ret vild med støvler og har mange par i forskellige højder og farver. Støvler er så nemme at style til det meste tøj.
Til fest er det afhængigt af, hvilken fest jeg skal til, men jeg kan jeg godt lide at komme i stiletter. Ikke nødvendigvis høje stiletter, men bare nogle med en lille hæl. Ellers er et par loafers også altid en god idé.
Smykker
Jeg går med smykker og gerne store smykker hver dag. Mit fokus er som oftest på mine øreringe og en mere diskret halskæde. Jeg har en ting for perler for tiden, så det er mine øreringe meget præget af. Når jeg først forelsker mig i nogle smykker, går jeg ofte med de samme i længere perioder.
Undertøj
Basic Underwear laver det blødeste undertøj! Hvis det skal være finere, er jeg rigtig glad for Underprotection og Understatement.
Tasker
Jeg har i mange år drømt om en Louis Vuitton i modellen Pochette Metis. Min mand og jeg har skiftevis været studerende de sidste 3,5 år, så økonomien har ikke tilladt at prioritere dyre tasker. Jeg glæder mig til, vi en dag begge har fuldtidsstillinger, og jeg kan spare op til sådan én. Lige nu er favorittasken min LuciaMBG-taske fra Markberg.
Største samling
Jeg samler ikke rigtigt på noget. Vi bor småt, så jeg tænker tit på, at jeg ikke skal komme hjem med ting, der står og samler støv. Jeg kan godt lide at leve forholdsvis minimalistisk og ikke have meget mere, end jeg bruger jævnligt.
Shopping
Jeg ved oftest, hvad jeg går efter, inden jeg går ud og shopper fysisk, hvilket gør det mere overskueligt for mig, når jeg først er ude. Dog shopper jeg som oftest online, da jeg har det med at impulskøbe ting, jeg ikke har brug for, når jeg står og kigger i butikker.
Jeg køber rigtig meget genbrug på Tise eller Trendsales, og det er ikke kun dyre designervarer, jeg køber brugt; det er også Zara, H&M osv. Når det gælder fysisk shopping kan jeg godt lide at gå i multibrand-butikker som Magasin, der har det hele.
En rejse værd
Jeg synes, vi har rigtig mange fine ting i Danmark, så det er sjældent, jeg får lyst til at rejse efter noget specifikt, selvom jeg virkelig elsker at rejse. Men jeg ville altid rejse efter keramik. Jeg elsker da også at besøge Mango i udlandet; det er, som om de har et andet udvalg sydpå.
Mere af
Jeg drømmer om at have flere sneakers, men da som sagt bor småt – fire mennesker på 64 kvm – har vi ikke så meget plads til mange forskellige sko.
Tendenser
Jeg ELSKER diversiteten i moden, hvor kvinder i alle slags former er inde i modebilledet, og hvor det tøj, der før i tiden kun var ”forbeholdt” meget slanke piger, nu er for alle – og jeg elsker, at mode ikke længere er kønsnormativt.
Bedste køb
Jeg fik en Stella Nova-kjole sidste år, og jeg får den samme fantastiske følelse, hver evig eneste gang jeg tager den på. Jeg føler mig så smuk i den, og den kan bruges til alle anledninger. Det er min go to-kjole, uanset hvad jeg skal. Med et par chunky støvler eller sneakers til hverdag og et par høje eller finere støvler til en festlig begivenhed.
Seneste køb
Jeg har næsten lige været i Budapest, og der købte jeg to smukke striktrøjer og en frakke fra Bershka. Bershka har virkelig mange fine ting til få penge. Det er en butik, jeg altid besøger, når jeg kommer forbi en i udlandet, ligesom med Mango.
Mest opsigtsvækkende køb
Jeg har været på lidt af en kropsrejse, og jeg er så stolt af min krop og alt det, den har været igennem. Derfor er jeg heller ikke bleg for at vise lidt af den. Jeg har lige købt den smukkeste strik med meget dyb udskæring i ryggen.
For nogle er den helt sikkert lidt udfordrende, da man kan se hele min ryg, men for mig er det den smukkeste trøje, der er et klart tegn på, hvor langt jeg er nået i min egen mentale kropsrejse. Før i tiden var jeg så ked af, hvordan jeg så ud og ville bare gerne pakke mig ind. I dag, efter mange års intensiv træning med mit eget selvbillede, er jeg stolt af mig selv og min krop og synes, at min bare ryg er smuk.
Fejlkøb
Har ikke et decideret fejlkøb at fremhæve, men det plejer sjældent at være en succes, når jeg impulskøber. Jeg er med årene blevet mere reflekteret i forhold til, hvad jeg køber, og mærker som oftest efter inden jeg svinger dankortet.
God stil
Gå i tøj, du føler dig komfortabel og er selvsikker i! Uanset hvor seje jeg synes et par bukser er, vil jeg aldrig gå med dem, hvis jeg ikke føler mig tilpas i dem. Mode skal være sjovt og eksperimenterende, men det skal ikke gnave eller stramme. Der er intet bedre, end når man finder et stykke tøj, der føles rart at have på, samtidig med, at man selv synes, man ser fantastisk ud – det er god stil for mig.