Skønhedstips

Nulstil din beautyrutine og start på en frisk

Det er aldrig for sent at gøre en forskel, når det kommer til din skønhedspleje. Måske glemmer du at rense din hud, eller du skipper solcremen eller din bodylotion. Vi guider dig til, hvordan du kan nulstille dine beautyrutiner og blive fri for dårlige vaner.


Hvad er din hudtype?

Det er svært at være objektiv, når du kigger på din hud. Måske er den i virkeligheden sensitiv og tør, men fordi den har en hormonel ubalance, behandler du den som en uren, olieret hud. Ifølge kosmetolog og indehaver af Amazing Space, Laura Bonné, er det bedste råd at få en hudanalyse. Så undgår du at fejlbehandle din hud, når du køber produkter. Måske skal du have en fed fugtmaske, fordi du mangler fugt, eller en lermaske, fordi du har urenheder.

Reveal hudanalyse med konsultation hos Akademikliniken, 300 kr.

Få styr på renserutinen

Forsømmer du at rense din hud, fordi du ikke går med makeup, eller simpelthen fordi du ikke ser en grund til det? Laura Bonné forklarer, at huden kan sammenlignes med et rensningsanlæg, der udskiller en masse affaldsstoffer. Samtidig fungerer den også som trækplaster for skidt og forurening i luften, da den er en anelse fedtet i overfladen. Derfor skal du rense din hud, uanset om du bruger makeup eller ej. Gør det til en rutine på linje med at børste tænder, og afsæt to til tre minutter til det. Du kan også gøre det allerede, når du kommer hjem fra arbejde og alligevel trækker i noget behageligt tøj. Det er forfriskende efter en lang dag, og du slipper for sofa-trætheds-scenariet, hvor det sidste, du gider, er at rense din hud.

Palmarosa Mousse Soothing Facial Cleanser fra Amazing Space, 235 kr.

Vær tålmodig

Der findes masser af quick fixes i form af masker og peelings, men hvis du har større udfordringer med din hud og går efter en langvarig forbedring, skal du væbne dig med tålmodighed. Din hud har en langsom cellecyklus, og det kan tage op til 30 dage for den at regenerere. Vælg en sammenhængende serie, der passer til din hudtype. De mange små gentagelser vil betale sig. Du skal blot være realistisk omkring dine produkter og værdsætte de små forskelle hen ad vejen. Husk også, at huden er det største organ og en sladrehank om din livsstil. Derfor vil en sund og varieret kost afspejle sig i den – og omvendt, naturligvis.

Serie fra Ling:

Purifying Facial Cleanser, 325 kr.

Dual Moisture Emulsion, 599 kr.

HI-Vitamin C, 669 kr.

Elastin Collagen, 445 kr.

Sund året rundt

I Danmark er vi desværre ikke så heldige, at vi kan spise solmoden frugt og grønt året rundt, og lider du af vitaminmangel, kan det gå ud over din hud. Manglen på B-vitamin kan fx resultere i urenheder. Når kroppen får vitaminer, er det de indre organer, der har førsteret, og de ydre, som får til sidst. Derfor kan det på en blodprøve sagtens se ud til, at du er godt dækket ind, selv om dit hår, hud og negle mangler. Suppler din kost med et multivitamin, så du er sikker på at få de essentielle næringsstoffer.

Multi vitamin-mineral fra Biortomin hos Helseplus.dk, 240 kr.

Skyg for solen

Du har hørt det mange gange før, men det er stadig lige vigtigt: Du skal altid beskytte dig, når du opholder dig i solen. Om vinteren kan du sagtens nyde de få solstråler, du får, uden beskyttelse, da du har brug for det D-vitamin, som solen giver, forklarer Laura Bonné. Men om sommeren er solcreme essentiel. Solfaktor består af lysabsorberende stoffer, som lægger sig i hudoverfladen. Derfor vil en faktor altid virke en smule tilstoppende. Et solfilter fylder meget, hvis den skal ned i en creme, og det stjæler pladsen fra andre gode ingredienser. Husk derfor, at det er bedst at bruge solfaktor oven på din dagcreme frem for en dagcreme med solfaktor indbygget.

Delicious Cream for Face High Protection SPF 30 fra Nuxe, 195 kr.

Smør løs

Du nedprioriterer måske din kropspleje, fordi du alligevel pakker kroppen ind størstedelen af året. Men desværre er det ikke nok at fugte huden, når den skal vises frem. Det tager nemlig tid at opbygge en god fugtbalance. Når du går i bad, vaskes den naturlige fedtbarriere af, og i kombination med, at vandet indeholder kalk, vaskes næringsstofferne i huden af. Men du vil nok helst ikke give afkald på det daglige bad, så det er vigtigt, at du i stedet husker din bodylotion.

Lipikar Lait Lipid-Replenishing Body Milk fra La Roche-Posay, 195 kr.

Smid ud

På samme måde, som det sikkert gælder for dit klædeskab, har du formentlig mange beautyprodukter stående, du aldrig bruger. Få brugt de rester, du har stående, eller smid dem ud. Hvis der er produkter, du ikke har rørt i flere måneder, kommer du højst sandsynligt heller ikke til at bruge dem fremover. Ryd ud, så du kun har dem stående, du rent faktisk bruger. Husk symbolet bag på produkterne, der indikerer, hvor længe de kan holde sig.

Fingrene væk

Selv om det kan være fristende at pille sig i ansigtet og presse en bums ud, så lad være. Du fordeler blot en masse skidt i ansigtet, og du får alligevel aldrig urenheden fra bumsen med op, da det kræver damp og dybderens at fjerne en bums helt. Husk derimod at pleje dine hænder med en god håndcreme, gerne en med AHA-syre, der udglatter pigmentpletter og giver huden en ensartet farve.

Renaissance Hand Cream fra Oskia, 215 kr.

Godnat, og sov godt

Mangel på søvn har mange uheldige bivirkninger. Din kollagenproduktion sænkes, og celledannelsen svækkes. Huden synes grå og tør, og rynker får gode levevilkår. Har du svært ved at falde i søvn, kan søvnen hjælpes på vej af et langt, varmt bad. Kropstemperaturen stiger, og når den falder igen, dannes stoffet melatonin, som gør dig søvnig. Naturlægemidler som baldrian og kamillete er også med til at berolige kroppen.

Baldrian fra Futura, 80 kr.

Sommerrengøring

Rens dine makeuppensler jævnligt. Makeup og fedt fra ansigtet er en legeplads for bakterier, der kan forårsage urenheder og bakterietilstande i huden. Har du problemer med uren hud, skal du måske skifte hovedpudebetrækket oftere. Der samler sig nemlig døde hudceller, bakterier og rester fra din natcreme, som dit ansigt bliver gnedet ind i i løbet af natten.

Daily Brush Cleaner fra Sephora, 55 kr.

LÆS OGSÅ: Se 12 franske apoteksprodukter, du nu kan få i Danmark