Ny app vil hjælpe dig med at finde dine venner på Roskilde Festival
Nu er det slut med at blive væk fra sine venner foran Orange Scene.
Alle, der har været på Roskilde Festival, kender situationen: Man er på vej op mod Orange Scene for at se årets helt store hovednavn - men inden man får set sig om, er man blevet væk fra alle sine venner og skal forsøge at finde dem igen ved hjælp af opkald og sms'er. Det er ofte et helt uoverskueligt projekt. Men nu er der hjælp at hente fra en af festivalens sponsorer.
3 har udviklet en app ved navn Crowdsearch, som ifølge teleselskabet kan hjælpe dig med at finde dine venner, hvis du bliver væk fra dem på årets Roskilde Festival - eller hvis I bare skal aftale et mødested.
"Mobilen er blevet en helt central del af festivaloplevelsen," siger David Elsass, direktør for privatmarkedet hos 3. "Den bliver brugt til at tage billeder, opdatere sociale medier og selvfølgelig til at holde kontakt med vennerne, mens man er på festival. Det sidste vil vi gøre endnu lettere med Crowdsearch app'en."
Med Crowdsearch kan du tilføje dine Facebook-venner og følge dem rundt på festivalen. App'en er baseret på Roskilde Festivals officielle kort, og du kan derfor nemt se, om dine venner er til koncert, eller om de sidder nede i lejren i drikker øl.
Crowdsearch har på bare to døgn fået over 3.000 brugere. App'en kan findes i Apples App Store på din smartphone.