cher

Denne 80'er-frisure er tilbage

Efter vi i flere år har glattet vores hår på livet løs, skal det nu permanentes. Eller i hvert fald bobbes med lidt krøl. Vi har talt med frisør Salli Anderschou om fordele og ulemper ved frisuren.

Tilbage i 1980’erne stod den ikoniske frisure, permanenten, side om side med skulderpuder, polkaprikker og den koboltblå eyeliner.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Det var stjerner som Cher, Dolly Parton, Whitney Houston og Jon Bon Jovi, som fik kvinder og mænd til at bruge flere timer i frisørstolen i jagten på det krøllede look.

Det var dengang. I dag er det model Bella Hadid, skuespiller Katie Holmes og danske Emili Sindlev, som atter forsøger at overbevise os om, at 80’er-klassikeren er tilbage. Og det gør de egentlig meget godt.

Ifølge frisør og indehaver af Freund, Salli Anderschou, er der ingen tvivl om, at krøller er et kæmpehit, men hun har alligevel svært ved at tro på, at det er den klassiske 80’erne-permanent, vi kommer til at se igen. Mest af alt fordi metoden til at frembringe de fine krøller slider så meget på håret. Hun uddyber.

"Generelt har krøllet hår været en tydelig tendens i en længere periode. Dog har det været det mere bølgede krøl, men nu tyder meget på, at mere markerede krøller med en masse bounce fra bund til spids kommer til at fylde godt i landskabet. Her er Katie Holmes et godt et eksempel.

Jeg har dog lidt svært ved at se, at den klassiske permanent, som vi kender den, vender tilbage, men man skal som bekendt aldrig sige aldrig. Frisørverdenen er jo én ting – og modeverdenen er en anden. For år tilbage troede man i frisørverdenen heller ikke på, at 'udgroningen med lyse striber', som min frisørmester kaldte det, dengang jeg var elev, blev en trend, men det gjorde det. Det er nemlig den, vi i dag kender som en 'balayage', og den har storhittet i efterhånden en del år."

Om tendensen består, må tiden vise. Og mens du overvejer, om du bør kaste dig over krøllerne eller ej, svarer Salli Anderschou på, hvilke fordele og ulemper der er ved frisuren.

katie_holmes_permanent.jpg
Katie Holmes med krøl på toppen. Foto: Getty Images.

Hvilke fordele er der ved permanenten?

"Blandt fordelene er, at en god permanent kan give dig en smuk og meget holdbar frisure. Så snart du mestrer efterbehandling og krøllestyling vil det være ret nemt at bære frisuren. Der findes flere typer permanentbehandling – den klassiske, vi kender fra 80'erne (koldpermanent), som typisk bruges til at skabe mindre krøller, og en nyere og ret interessant behandling kaldet 'digital permanent' (varmpermanent), som giver større og blødere krøller. Den er ikke så udbredt herhjemme endnu, men er et meget stort hit i både Asien og USA.

En permanent vil især være en fordel for dig, som fra naturens side har krøllet hår, men savner endnu mere af det. Mange med naturligt krøl kender til, at deres hår kan være mere glat i fx det yderste eller inderste lag. Her kan en permanent hjælpe krøllerne til et mere ensartet udtryk.

Har du naturligt glat hår, men bruger meget tid på at krølle dit hår med et krøllejern hjemme, fordi du elsker at have krøller, så vil en permanent kunne spare dig for meget tid og besvær."

Hvilke ulemper kan der være ved den?

"Noget, du skal være på vagt over for ved en permanentbehandling, er blandt andet, at mange frisører i dag enten ikke udfører behandlingen i deres salon eller er meget utrænede i den. Det skyldes, at det er mange år siden, at der har været større efterspørgsel på behandlingen. Derfor skal du researche grundigt, inden du booker tid, da en behandling, der ikke udføres korrekt, kan have temmelig fatale konsekvenser for dit hår. Find en frisør, hvor du kan se billeder af deres arbejde eller se gode anmeldelser specifikt omkring permanent og få en god snak med dem forud for behandlingen.

Skal jeg være helt ærlig, er hår, som er lysnet, sjældent en god idé at lave permanente krøller i. Også her er det meget vigtigt at rådføre sig med en dygtig frisør, som ærligt vil fortælle dig, om dit hår kan tåle behandlingen."

Salli Anderschous tre bedste fifs til et hår med permanente krøller

  1. Du skal sætte dig godt ind i tingene. Når du får lavet en permanent, vil dit hår pludselig føles meget anderledes end før. Det har behov for meget mere pleje, og du skal derfor højst sandsynligt se dig om efter nye produkter til hårvask og styling, som passer til krøl eller kemisk skadet hår.
  2. I forlængelse af det vil jeg anbefale, at man bruger en krølleserie fra et af de klassiske salonbrands som Kérastase eller Redken, fordi de styler og blødgør håret, som de skal.
  3. Du skal lære at style din nye frisure. At føntørre krøller er noget helt andet, end at føntørre et glat hår. Derfor er dine bedste venner nu en bredtandet kam og en diffuser til føntørreren. På YouTube og TikTok kan du finde mange gode gennemgange af, hvordan du styler krøller.
  4. Undersøg Curly Girl-metoden. Selvom metoden er henvendt naturligt krøllet hår, kan du sagtens bruge flere af elementerne, der nævnes i metoden. Især fordelene ved redskaber som silkepudebetræk og mikrofiberhåndklæder, der bl.a. modvirker, at håret frizzer. Jeg vil dog undgå at gå bananas i afroshop-produkter og tunge olier, som ellers er nøgleprodukter inden for Curly Girl, fordi håret er kemisk skabt og derfor ikke skal behandles helt på samme måde som naturlige krøller.

Om eksperten

salli_anderschou.jpg
Foto: Katrine Møbius.

Salli Anderschou er frisør og indehaver af Freund.