Få Pernille Theisbæks bedste skønhedstip

Pernille Teisbæk: Ingen andre cremer når denne til sokkeholderne

Stylist og blogger Pernille Teisbæk sværger til det naturlige look med lækker glød.

Stylist og blogger Pernille Teisbæk sværger til det naturlige look med lækker glød. Det får hun blandt andet med store mængder fugt, en magisk creme til håret og en månedlig ansigtsbehandling.

1. Daglig rutine

En ting, jeg altid har med i min håndtaske, er en håndlotion fra Aésop, der er virkelig drøj og trænger hurtigt ind i huden. Derudover dufter den rigtigt lækkert, så den er en del af min daglige rutine på farten.

2. Supercreme

Jeg er en stor fan af Tromborg-produkter og har prøvet de fleste, men intet når denne Anti-aging Molecular Messenger Cream til sokkeholderne, da den både fugter min hud og holder rynkerne på afstand.

3. Sund glød

Jeg er blevet meget glad for den farvede dagcreme fra Laura Mercier med SPF, som giver min hud en naturlig og sund glød. Når jeg virkelig giver den gas på makeupfronten, bruger jeg en hvid eyeliner på den våde kant og den røde Baby Lips-læbepomade fra Maybelline.

4. Markerede bryn

Jeg elsker kraftige bryn, og da mine ikke er så buskede, som jeg ville ønske, de var, så bruger jeg denne supergel, som giver dem en flot facon og understreger farven.

5. Escentric 02

Jeg har brugt denne parfume i så mange år, at jeg faktisk ikke selv kan mærke duften længere, men jeg får altid komplimenter for den, så tænker, at den passer godt til mig. Det seje ved den er, at den udvikler sig med min egen personlige duft, så den er temmelig unik og personlig.

6. Magic Creme

Jeg styler mit hår med Less Is Mores Flower Wip – "Magic Creme" kalder jeg den, fordi den giver håret lidt mere struktur og glans, når jeg fordeler den i spidserne, og så dufter den helt vildt godt.

Min næste skønhedsinvestering

Min månedlige skønhedsinvestering er en ansigtsbehandling hos min højt elskede kosmetolog Line Friis, som giver min hud en naturlig glød med sine magiske hænder og opløftende massage.

Se meget mere til Pernille Teisbæk på hendes blog, Lookdepernille.com.



LÆS OGSÅ på Fitliving.dk: Fit tester 3-i-1 renseprodukter 

LÆS OGSÅ på Eurowoman.dk: Bliv klar til kulden med naturlige produkter

LÆS OGSÅ på Altfordamerne: "Den er udviklet til røde babynumser, men er genial til tørre læber"