Australskfødte Pennie Sølbeck, 40, som står bag chokoladekonceptbutikken Choko Choko Yeah i Charlottenlund, har et klædeskab fyldt med flotte print, som hun mikser med hinanden og med farverige budgetstiletter.
Som kreativ og relativt modig med fokus på femininitet. Der går ikke en dag uden et print, og jeg elsker at blande forskellige mønstre – gerne med høje hæle til. Når man skejer så meget ud med print, er det til gengæld en god idé at holde sig til klassiske snit, så jeg går f.eks. meget i pencilskirts.
Hvilke designere inspirerer dig?
Jeg kan rigtig godt lide Munthes nye stil. Den er funky og klassisk på én gang. Jeg er også fan af Designers Remix og elsker Baum und Pferdgartens livlige univers. Af udenlandske designere må jeg nævne min landsmand, australske Collett Dinnigan. Og så har jeg en svaghed for Karen Millen-kjoler, der har en super pasform.
Hvordan mikser du print?
Jeg har to regler. Nummer et er, at print gerne må clashe. Min regel nummer to er, at hvis man kigger sig selv i spejlet og siger ”hmmm” i stedet for ”sejt”, skal man skifte igen. At blande print kan være tricky, men et stilfuldt og personligt statement, når det er gjort rigtigt – man skal bare øve sig lidt.
Blomsterprint er en af forårets store tendenser, men Pennies garderobe blomstrer altid. Fra venstre buksedragt fra Zara og kjoler fra Karen Millen, Vero Moda, Topshop og Gipsy.
Har du en særlig shoppestrategi?
Jeg holder mig opdateret og shopper via apps på mobilen. Jeg har ikke meget tid til at finde inspiration og shoppe, da jeg har travlt med at designe chokolader, bygge virksomhed op og passe tre børn.
Annonse
Hvor shopper du?
Mest online. Jeg lader mig inspirere af dyre butikker som Net-a-porter og Mytheresa og shopper så det meste hos Topshop, Asos, Zara, H&M og Warehouse. Men når jeg har tid, tager jeg ind til Magasin, der har mange forskellige brands samlet et sted, hvilket gør det nemmere tidsmæssigt.
Forårslook med skjorte fra Designers Remix, bukser fra Zara, taske fra Balenciaga, sko fra Aldo og solbriller fra Miu Miu. Smykkerne er arvestykker.
Hvad er dit bedste køb nogensinde?
Min græsgrønne Balenciaga-taske, som jeg købte på en tøsetur til London. Den bliver bare federe med årene og pepper ethvert outfit op.
Som frugt på stribe. Farvestrålende highstreet-skosamling fra Zara, Aldo, New Look, River Island og Asos. Pennie vil hellere prioritere dyre tasker, der holder længere end sko.
Hvad er dit bedste budgettrick?
At kigge mere kreativt på det tøj, man har i forvejen, og sætte det anderledes sammen. På den måde får man nye friske outfits frem for at købe nyt. Jeg bruger f.eks. mange af mine kjoler som toppe eller nederdele.