"Det var en ”The Devil Wears Prada”-oplevelse gange 1000"

Hun har spillet assistentrollen i ”The Devil Wears Prada” i virkeligheden. Hun har lavet tasker til Mariah Carey, og hun har vundet priser for sin forskning i digital markedsføring.

Rina Hansen er altid kommet i mål med det meste, og efter 10 års kurtisering og et halvt år som ulønnet praktikant fik hun lov at overtage den hæderkronede familievirksomhed Randers Handsker, der har leveret handsker til såvel Marie Antoinette som Dronning Margrethe og FBI. Noget af det første, hun gjorde, var at modernisere og digitalisere virksomheden og købe en skov for at blive klimaneutral.

Historien om Rina Hansen starter i Aarhus, hvor hun var en helt almindelig hestepige med tre brødre og en mor, der var hjemmehjælper, og en far, der var projektleder ved Jysk Telefon. Eller hun var nok en mere ambitiøs hestepige end de fleste.

"Jeg vidste tidligt, at jeg skulle have heste. Og at jeg ville ride konkurrencer. Mine forældre havde ingen ambitioner på mine vegne, og de har aldrig spurgt til mine karakterer. Men de støttede helt naturligt op om det, som vi børn ville. Og for mig var det hestene. Min far kørte mig rundt til stævner hver weekend – det var vores hygge", husker Rina. "Men det var ikke bare hygge. Det var også pligt og disciplin."

"Jeg var meget hands on med mine heste og havde altid dem at passe. Tre gange om dagen skulle der gøres noget. Jeg sneg mig ud af skolen hver dag for at fodre dem. Det skulle jeg – fra jeg var 8 år. Det var en anden måde, man var forælder dengang. Jeg lærte så meget om at tage ansvar, og det har været en gave lige siden."

Rina skulle være dyrlæge, tænkte hun. Men så kom symaskinekørekortet i vejen, og hun begyndte at gå til syning i fritiden som teenager.

"Jeg syede masser af festkjoler, og da jeg gik i gymnasiet, lavede jeg kjoler til alle byens modebutikker i Aarhus. Mit første fashion moment var, da jeg så alle pigerne have mine kjoler på til Dronningeballet på skolen."

Efter gymnasiet stod hun ved en korsvej. For hun havde nemlig ikke bare syet sig igennem skoletiden, men også sunget. Erykah Badu, Lauryn Hill, Tina Turner og Whitney Houston var heltinderne. Hun deltog endda i DM i rock og blev tilbudt en pladekontrakt.

"Men jeg kunne ikke slippe mine designs og startede derfor på Tekos grunduddannelse i Aarhus. Overbygningen var i Herning – men der skulle jeg bare ikke bo. Jeg var ikke draget af marker og stilhed. Jeg skulle ud og opleve noget nyt."

En cirkel af chiffon

Rina Hansen rejste til Melbourne og gik fra bar til bar for at finde ud af, hvilke designere alle talte om. Det gav hende en short list på ti designere, der var toneangivende i Australien. En af dem var Lisa Barron, og hende stødte hun ”tilfældigt” ind i på en bar, talte med hende, og så var hun inde i varmen. Rina Hansen flyttede ind i en af syerskernes anneks og blev en slags in house Mary Poppins for den anerkendte designer.

"Jeg var ikke bare i lære hos Lisa. Jeg passede også hendes børn, hjalp hendes mand med revisionsarbejde, serverede på en bar og designede tøj selv."

Dét, hun tjente mest på, var at lave tøj til damerne på revisionskontoret, inspireret af forbillederne Alexander McQueen, Vivienne Westwood og John Galliano. Og pengene, hun sparede sammen, blev investeret i materialer til tøj og besøg til områdets vineyards og winerys. Sansen for luksus og kvalitet var vakt. Rinas visum udløb efter et år, men hun ville ikke hjem til Aarhus. Hun ville mere.

"Jeg havde en bekendt i USA, der var manager for fodboldholdet Dallas Cowboys. Hans søn boede hos moderen i Danmark, så han boede alene i Texas og ville gerne have selskab. Han sendte mig en førsteklasses flybillet og åbnede sit hjem og netværk for mig. Der startede jeg et designstudie med hans veninde, der var tidligere designer for Kenzo, glamourøse Roxanne, og hun introducerede mig til en af tidens hotteste og mest excentriske designere, Zandra Rhodes i London."

"Det var en ”The Devil Wears Prada”-oplevelse gange 1000. Da jeg ansøgte om at blive hendes assistent, skulle jeg først bevise mit værd ved at klippe en perfekt cirkel af chiffon i hånden. Alle, der har arbejdet med det materiale, ved, at det er en næsten umulig opgave, men hun var åbenbart tilfreds med mit forsøg og tilbød mig jobbet på stedet. Jeg havde hørt, at hun var vanvittigt hård at arbejde for, men forgængeren i jobbet var Matthew Williamson, der havde fået kæmpe succes efterfølgende, så jeg kunne ikke sige nej. Og det endda selvom at jeg netop var optaget på Central St. Martens. For Williamson var jo der, hvor jeg gerne ville ende."

Rina Hansen konverterede fuldtidsstudier til deltidsstudier og kastede sig stædigt ud i at klare kravende fra hendes emsige chef. Der blev arbejdet ud af en lille lejlighed på alle tider af døgnet og alle kasketter – fra piccoline over bogholder og syerske til kreativ konsulent – blev kastet på hovedet af den arbejdsomme århusianer, der ikke ville give op. Hun konstaterede blot, at hun ikke kun havde et talent for design, men også for forretning.

Næste stop på dannelsesrejsen i London blev derfor en bachelor i Business Fashion på London College of Fashion – parallelt med at hun skiftede symaskine ud med regneark for at arbejde som Sales Executive for modehuset Anne Kleins europæiske hovedkontor.

"Jeg har altid haft svært ved at finde balancen i mit arbejdsliv, for jeg elsker både business og mode. Jeg vil helst begge dele. Jeg er typen, der er vild med excel-ark og med fed silke, læder, den rigtige drapering. Jeg vil helst have alle dele af arbejdet i mit liv. Og derfor har jeg nok altid dobbeltjobbet på denne her måde."

Rina nåede at bo 10 år i London. Og i den tid nåede hun at tage en fuld kandidatgrad og første del af en ph.d., samtidig med at hun var en del af holdet bag Burberrys store turnaround og efterfølgende ansat af den koreanske forretningskvinde Kim Sung-joo, der netop havde opkøbt det tyske luksushus MCM.

"Af hende lærte jeg, hvad man ikke skal gøre. Det var hende, der havde bragt ”luxury” til Korea og haft agentur på Gucci, Sonia Rykiel og Yves Saint Laurent; men det var også hende, der var gået ned med et brag, da de asiatiske markeder blev ramt af en finanskrise i 1997. Kim Sung-joo havde været igennem det hele, og nu ville hun successen igen." 

"Vi skulle genopfinde MCM fra bunden, og hun ville være større end Louis Vuitton. Hun var vild og intens. Jeg var til en jobsamtale hos hende i syv timer, der mundede ud i, at vi kørte til Ikea og købte mit skrivebord. Min første opgave var at samle det selv."

"Hun solgte virkelig jobbet til mig. Hun talte om ”female rights”, ”empowerment” og ”development” – hun var forud for sin tid. Paradoksalt nok undertrykte hun mig gennem hele mine ansættelse. Jeg var ansat på deltid, men hun stillede sig fysisk og blokerede døren, når jeg ville gå, hvis hun ikke mente, at jeg var færdig med dagens arbejde, og jeg måtte snige mig afsted  til aftenskolen for at passe mine studier."

"Etikken var ikke på plads, men jeg fik til gengæld en kæmpe indsigt. Jeg lærte, hvordan man håndterer en international virksomhed, og hvad det vil sige at stå for alt. At vågne til 100 mails fra Østen, skrive med Europa-kontorer hele eftermiddagen og så USA hele aftenen. Jeg lærte at samarbejde med store kanoner fra andre kulturer. Vi lavede en kuffert ud af guld til fordel for Røde Kors sammen med prinsen fra Brunai og et taskesamarbejde med über-divaen Mariah Carey."

Hjem til Aarhus

Der var ikke plads til meget andet end ambitionerne i Rinas liv. Jo, der var et par kærester, ”IBM-typen”, men ingen havde slået benene væk under den driftige dansker. Arbejdet var hendes store passion, før det ord blev fortærsket.

"Jeg arbejdede fuld tid og studerede om aftenen. Så jeg så faktisk ingen, husker Rina, der derfor havde mere tid til at se op fra skærmen, når hun lejlighedsvis besøgte hjembyen Aarhus. Som i 2004, hvor hun skulle klippes i Bruuns Galleri. Frisøren hed Thomas."

"Han gav den bedste hovedbundsmassage, jeg har fået i mit liv. Men jeg var også en anelse bange for ham. Han var stor og helt tatoveret, og jeg var vant til kærester i jakkesæt. Et par aftener senere så jeg ham tilfældigt på klubben Train i Aarhus, hvor han kom hen til mig og sagde ”Jeg ved, at vi to skal blive gamle sammen”. Den aften blev jeg forskrækket, men i dagene efter voksede fascinationen."

Rina tog tilbage til sit liv i London, men Thomas i Aarhus spøgte i baghovedet. Hun vidste intet om ham, og da hun ville opsøge ham, var han stoppet i Bruuns Galleri. Rinas mor fandt dog hurtigt frem til Thomas, der havde fået sin egen salon i Guldsmedegade. Og som stadig ventede på Rina, der nu var klar til at blive kærester – omend på afstand.

Det var omkring samme tidspunkt, at hun fik endnu en grund til at genoverveje sin beslutning om at leve et travlt liv i udlandet. I en artikel fra 2007 i Berlingske Nyhedsmagasin blev Randers Handsker beskrevet som det eneste danske brand, der havde potentiale på Gucci-niveau. Det eneste, det krævede at løfte det traditionsrige handskehus til en international luksusspiller, var 52 millioner og en ung, worldly CEO.

"Så der blev den drøm plantet", smiler Rina Hansen og kigger næsten forelsket rundt på de små skuffer fyldt med arkivmaterialer og samples på nougatfarvede kørehandsker, der omgiver hende i dag.

Tvillinger ved et tilfælde

Tre år senere vender Rina Hansen hjem for at gifte sig med Thomas.

"Vi havde ingen kærestetid. Det havde jeg prøvet, og det fungerede ikke. Alt, hvad vi startede sammen, var noget helt andet end det, jeg havde forestillet mig, mit liv skulle være. Han var frisør, tre år yngre end mig og boede i Skanderborg. Men vores møbler matchede – og det gjorde vores temperamenter også. Han byggede en sekskantet tehytte i baghaven ned til Skanderborg sø og friede til mig der. Det var bare rigtigt. Roligt. Sådan har det været med ham siden. Han bygger ting fra grunden og forfølger sine ideer, men altid med en lun, jordnær energi."

Rina deponerer symaskinen for en stund for at lave en ph.d. i digital transformation på Copenhagen Business School med Hummel som erhvervspartner, der har ansat hende, mens Thomas får arbejde på et digitalt bureau.

"Jeg var så glad for at være hos Hummel. Jeg startede hele deres digitale omlægning og blev pludselig lederen, der sad med alle deres omnichannelstrategier på 43 markeder. Jeg var den første i verden, der lavede en ph.d. om omnichannel-markedsføring, og mine forskningsartikler vandt priser. Jeg  havde ingen drømme om at blive en anerkendt akademiker, og pludselig stod jeg til konferencer og vandt priser for artikler om digitalisering – og ingen forstod helt, hvad det var, jeg lavede."

Rina var overbevist om, at hun forskede i et område, der ville vokse eksponentielt, og ingen skepsis eller manglende viden kunne bremse hendes driftighed. Hvad hun ikke vidste, var, at det ville de hemmelige passagerer, hun bar rundt på, kunne.

"Jeg var midt i mit ph.d.-forløb og stod overfor lanceringen af et kæmpe nyt website for Hummel, da jeg kunne mærke, at der var noget galt. Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg kunne blive gravid, for jeg passede ikke på mig selv. Jeg kørte bare på med fuldtidsjob og ph.d.’en, men så på en ferie til Ibiza med et vennepar kunne jeg bare mærke, at der var noget, der var anderledes. Det ”noget” var to små piger, der havde lige så meget ukuelig livskraft som deres mor."

"Det var meget svært for mig at deale med. Jeg havde aldrig tænkt over at få børn. Jeg havde ingen forbilleder, der havde været karrierekvinder og mødre samtidig. Det var ikke en del af min sfære. Der var man færdig, når man fik børn. Og helt ærligt: jeg syntes jo, at mit job var min baby."

Rina har egentlig ikke lyst til at lave et af de interviews om, hvordan man får tingene til at hænge sammen som virksomhedsleder og mor. Den har vi hørt før. Og det er der jo ingen, der spørger mænd om. Men netop det er der også en pointe i: mandlige CEO’s kan sagtens give det store portrætinterview og ikke levne mere plads til kone og børn end en linje i en boks. Kvinder derimod, skal fortsat forklare, hvordan børnehave og bundlinje, ambitioner og amning kan væves ind i hinanden.

"Sagen er bare den, at det kan de ikke. Men det skulle de bare for mig. Jeg arbejdede lige til den sidste dag. Ingen skulle sende mig hjem. Set i bakspejlet skulle jeg måske have gearet ned og givet mig selv ro, men det var ikke en mulighed. Jeg gik fra at veje 50 til 80 kg og var så tynget af min mave, at jeg måtte ligge ned på gulvet til vores møder."

Rina og Thomas får deres to små piger, Chloé og Sophia, der er sunde og velskabte, men barselstiden er ikke den lykkeboble, som livsstilsmagasinerne havde lovet.

"Verden kørte forbi udenfor vinduet, og jeg pumpede bare flasker til to i døgndrift. Jeg kunne slet ikke se graviditet og barsel som lykkeligt og hyggeligt med boller og besøg. Det var overlevelse. Alt er tåget fra den tid. Vi købte en campingvogn og delte os op om natten, hvor Thomas sov med Chloé i campingvognen og jeg med Sophia i huset."

"Jeg ville ikke slippe mit job hos Hummel, og eftersom Thomas arbejdede på det digitale bureau, der lavede vores website, besluttede jeg, at han skulle være min barselsvikar. Så opdaterede han mig hver aften på projekter, hvor jeg så kunne sige højre, venstre, rød og grøn. Han var så rummelig og sej og passede godt ind i kulturen hos Hummel og blev der som konsulent et par dage om ugen, da jeg kom tilbage fra barsel."

Og netop spørgsmålet om barsel var et minefelt, opdagede Rina. For selvom hendes mand og arbejdsplads støttede hende i hendes valg og beslutninger, var ”mor-politiet” på spil i Skanderborg.

"Jeg ville gerne have dem i dagpleje, da de var otte måneder gamle, men jeg oplevede så meget stigmatisering. Man må ikke hellere ville arbejde end at være på barsel, for så opfylder man ikke rollen som mor. Men faktum er, at Thomas er meget mere familiefar, end jeg er familiemor. Det var da også ham, der var hjemme med pigerne under corona-nedlukningerne. Det trivedes han meget bedre i. Mit bedste råd til kvinder, der vil gøre karriere, er: Find dig en dejlig mand, for så balancerer livet bedre. Og skal du have børn, så skal han have lyst til at tage mere end halvdelen af arbejdet, der følger med."

"Samtalen i tiden siger, at vi er blevet mere lige i familierne, og at ansvaret er bredt ud, men virkeligheden er, at der stadig er lang vej derhen. Og det er svært at udligne, for det er jo vi kvinder, der skal føde og amme, så vi er ikke lige. Uanset hvor meget jeg ville give til Thomas, og han ville tage fra, så kan det jo ikke blive lige."

"De første måneder er der ikke en løsning på den ligning. Men når det er sagt, så sker ligestillingen kun, hvis mændene også ønsker det. De skal stille sig til rådighed for opgaverne i hjemmet og også gide at tage nætterne. Det ærgrer mig, at der stadig mangler et mere generelt og strukturelt mentalitets skifte i dagens Danmark."

11 års kurtisering

Rina får sine børn godt i gang med børnehavelivet, og hun starter selv som marketing- og omnichannel-direktør hos By Malene Birger. Men Randers Handsker spøger i baghovedet. Hun har indledt en dialog med ejeren, Arne Vejrum, der muligvis kan blødes op, og derfor kan hun ikke flytte til København for at passe sit nye job.

"By Malene Birger var et fedt brand, men jeg ventede på Randers. Ja, mere end det: jeg fik hele familien til at flytte til Randers, og Thomas startede sin egen virksomhed, Brandheroes, op der. Jeg rejste til København hver mandag til torsdag for at være på kontoret på Rahbek Allé og var så hjemme i weekenden. Det var der også mange meninger om. Selv en taxachauffør, der kørte mig til stationen, kommenterede på vores setup med et: ”Burde du ikke være hjemme hos dine børn?”"

Det mente familien dog ikke det første lange stykke tid. Men Brandheroes voksede, og det gjorde pigerne også. De var skoleklar snart, og Thomas var klar til at få Rina hjem. Hun skulle dog have mere end husmoderrollen at vende hjem til.

"Lille Juleaften, da jeg havde fået fri fra By Malene Birger og var gået på juleferie, bankede jeg på hos Arne med en julekurv i favnen. Så kunne han ikke afvise mig helt. Jeg sagde, jeg ville ønske glædelig jul, men jeg sagde også, at jeg håbede, han ikke havde glemt os. At vi fortsat stod klar til at overtage virksomheden. Og han svarede: ”Man siger, mænd ikke har intuition, men jeg kan mærke, at det her bliver til noget.” Og det gjorde det."

"Jeg måtte bare vente i 11 år og holde møder med familien hveranden uge de sidste to år. Virksomheden skulle nemlig sælges til en ny familie – den helt rigtige familie. Jeg måtte gå i erhvervspraktik i et halvt år hos dem, hvor jeg gik fra en direktørløn til nul kroner. Jeg skulle ses efter i sømmene, for alle de andre bejlere – fra store danske designvirksomheder til kapitalfondene – havde fået et: duer ikke, væk!"

Frustration eller poesi?

Det er tre år siden nu, og Rina er stadig nyforelsket i den gamle virksomhed. Også selvom den ledsages af en velvoksen portion ærefrygt.

"Det er en stor, tung arv, jeg har fået mellem hænderne. Siden det blev offentliggjort, at vi skulle overtage virksomheden, kunne jeg mærke, at det ikke var mit firma. Det er et stykke dansk kulturskat, og jeg kan ikke bare gøre, hvad jeg vil med den. Alle de traditioner, historier og minder, der er knyttet til vores hus og vores handsker, skal jeg ære. Jeg anede ikke, at så mange havde en relation til det her sted. Det overraskede mig så meget, for vi havde dykket ned i historien, og jeg følte, jeg kendte virksomheden. Men det gav os ærefrygt, og under den første corona-nedlukning mærkede jeg, hvor mange der ser stedet her som folkeeje."

"Det må ikke gå ned. Not on my watch. Det er et lille firma, og vi har ikke en stor omsætning, men det er en vigtig virksomhed. Jeg vil gerne skalere værket og blive større, have butikker i flere lande, og der skal være en parfume, tørklæder, tasker og smykker. Men det hele skal laves med respekt for kernen og hjertet i håndværket."

I sin korte tid som ejer har Rina digitaliseret virksomheden og åbnet butik i Aarhus. Og der skal flere til. I lufthavnen, i Norge og måske i Østen. Men endnu vigtigere, så skal håndværket holdes i live. De pensionerede syersker og handskemagere skal hentes tilbage og oplære nye handskemagere.

"Jeg skal ikke have flere børn. Jeg skal det her. Jeg er inde over alle leddene. Vi har zero waste, vi upcycler alt vores materiale, og vi reparerer hellere handsker, end vi sælger et nyt par. Vi har vores skov i Randers for at dække vores eget CO2-forbrug. Og vi planter nye træer i takt med væksten. Det var ikke en svær beslutning at kompensere for vores klimaaftryk på den måde, men den er radikal. Det er mere arbejde, men det er også mere glæde. Denne her arv skal ikke bare overleve, den skal løftes. Alle i familien er taget med. Mine forældre hjælper med det praktiske, maler og bygger, bager signatur-småkager."

"Mine piger er med. De giver mig det udefrakommende blik på smykkerne, de hjælper med at pakke ordrer og sætte labels på. Og selvom Chloé lige nu vil være YouTuber og Sophia ser sig selv som kunstner i fremtiden, så håber jeg, de overtager virksomheden en dag."

Det koster ømme skuldre, lange arbejdsdage, korte frokostpauser, men Rina klarer fortsat det meste selv – som da hun var otte år og passede sine heste.

"Det er stadig vigtigt for mig at gå forrest. Male butikken selv, tælle handskerne op, lave en ny prototype selv. Jeg har været så udadstræbende og eventyrlysten, og så endte jeg alligevel tilbage i min hjemstavn, da jeg fyldte 41. Jeg følte nok, at jeg ikke var gammel nok til allerede at opnå en fornemmelse af, at cirklen er sluttet, men jeg har erkendt, at du kan flytte lige så tosset, du vil, du ender alligevel der, hvor du skal. Så find ro i det. Det kunne være sagt i frustration. Men for mig er det poesi."