Rose Svane

22-årige Rose lærte at hækle af sin mormor – nu har hun 50.000 følgere på Instagram

Rose Svane er bare 22 år, men hun er allerede et kæmpe hæklenavn på Instagram, hvor hun har tæt på 50.000 følgere. Hun er aktuel med bogen "Rose Svanes Hæklerier", og vi har fået lov til at bringe tre af de fine opskrifter fra bogen.

Hvornår og hvordan begyndte du at hækle?

"Jeg begyndte at hækle for lidt over to år siden. Jeg lærte at hækle af min mormor. Håndarbejde har altid fyldt en hel del i min familie og især hos min mormor, så selvfølgelig var det hende, der skulle lære mig det."

Hvorfor er det fedt at hækle?

"Jeg elsker den følelse hæklingen giver mig. På de to år, jeg har hæklet, har jeg lært så meget om mig selv, for der sker noget, når man sidder med nål og garn og skaber noget med hænderne. Man danner på en måde sin egen lille meditative boble omkring sig og skaber mere og mere selvkærlighed for hver maske, man hækler. Det føles bare fedt at kunne lykkes med noget, uanset om det er en simpel karklud eller en avanceret hæklet kjole."

"Uanset hvilket produkt, man ender med, er man stolt af sig selv, fordi man helt selv har lavet det med så meget kærlighed. Hæklingen er for mig – som for mange andre – enormt afstressende, og det tror jeg er et vigtigt værktøj at have i den hektiske hverdag, som flere og flere er påvirket af."

Hvordan kom du så bredt ud med dine designs via Instagram?

"Det har vel egentlig bare været helt tilfældigt, selvom intet alligevel er helt tilfældigt. Jeg landede virkelig i et positivt flow, hvor ”de rigtige” mennesker lidt efter lidt opdagede mig. Det har været en sjov og overvældende proces, og det er vildt at se tilbage på hvilke muligheder, det har skabt for mig på så kort tid. I dag giver det så meget mening, at det hele var en vej til at føre mig dertil, hvor jeg er i dag."

Hvordan er det at udkomme med en bog?

"Det føles helt fantastisk men også meget grænseoverskridende. Jeg føler lidt, at jeg skal dele min dagbog med hele omverdenen, for bogen endte med at blive en blanding af mine dyrebareste opskrifter og en hel masse små personlige historier. Jeg føler mig utroligt taknemmelig for, at jeg er blevet set af så mange dygtige, professionelle mennesker, der på trods af min unge alder har stolet på mig og har ladet mig gøre min ting."

Har du tidligere solgt dine opskrifter?

"Nej, jeg har aldrig solgt mine opskrifter før. Men jeg har altid lavet opskrifter til privat brug, så jeg kunne vende tilbage og genskabe nogle af mine yndlings hæklerier. Det har været meget spændende endelig at skulle dele mine første opskrifter offentligt."

Hvad lægger du vægt på i dine designs?

"Jeg lægger vægt på, at mine designs skiller sig en smule ud. Jeg kan godt lide ideen om, at man kan skabe noget, som man har gået rundt og tænkt på, men som ikke er til at få fingrene i nogen steder. Mine designs må gerne bringe lidt glæde hos mig selv og andre og give en lille fornemmelse af lidt solskin og kærlighed."

Hvor finder du inspiration?

"Min største inspirationskilde er helt sikkert film! Jeg har endda en liste bagerst i min bog med ti film, der har inspireret til mine designs. Jeg bliver enormt draget af de stemninger og følelser, som film kan frembringe i en, og ofte forsøger jeg at forevige den følelse, jeg sidder tilbage med, når filmen er slut, ned i et hækleri."

Hvad glæder du dig mest over i forhold til bogen?

"Jeg glæder mig så meget til forhåbentlig at kunne inspirere en hel masse dejlige mennesker. Jeg har en lille drøm om at få så mange som muligt til bare en gang imellem at sætte sig ned og lave noget kreativt. Det er utroligt godt for sjælen, og jeg tror på, at det kan hjælpe mange, når livet er lidt svært."

Agnes' hat

rose-svane-hat.jpg

Info

Størrelse:

Str. 1 – Måler ca. 53 cm indvendigt

Str. 2 – Måler ca. 59 cm indvendigt

Materialer:

100 % bomuld 8/8

Str. 1 – 100 g farve A, 50 g farve B

Str. 2 – 150 g farve A, 50 g farve B

Hæklenål:

4,0 mm

Hæklefasthed:

10 x 10 cm = 17 fastmasker i bredden og 20 rækker i højden. Får du flere masker og rækker på 10 x 10 cm, skal du skifte til en tykkere hæklenål. Får du færre masker og rækker på 10 x 10 cm, skal du skifte til en tyndere hæklenål.

Værd at vide, inden du går i gang

Hatten hækles rundt ovenfra og ned med mønster halvvejs inde i arbejdet.

Det hækletekniske

Hatten hækles med fastmasker rundt i en spiral med farveskift undervejs. Når du hækler sådan, indsætter du en maskemarkør for at markere, hvornår hver runde starter og slutter. Hatten hækles med udtagninger og indtagninger undervejs.

Opskrift 

Omgang 1: Lav en magisk cirkel med den farve garn, som selve hatten skal have (farve A), og hækl 7 fastmasker ned i cirklen. Stram cirklen til ved at hive i den løse garnende. (Ved du ikke, hvordan du hækler en magisk cirkel, kan du google det).

Omgang 2: Hækl 1 fastmaske ned i den første fastmaske fra forrige runde, og sæt en maskemarkør til, der markerer starten på den første omgang. Husk at rykke maskemarkøren, hver gang du starter på en ny omgang. Hækl 1 fastmaske mere ned i samme maske. Hækl 2 fastmasker i hver maske hele vejen rundt, indtil du når maskemarkøren = 14 fastmasker.

Omgang 3: *Hækl 1 fastmaske i den første fastmaske og 2 fastmasker ned i næste fastmaske*. Gentag * – * hele omgangen rundt = 21 fastmasker.

Omgang 4: *Hækl 1 fastmaske i hver af de 2 første fastmasker og 2 fastmasker ned i næste fastmaske*. Gentag * – * hele omgangen rundt = 28 fastmasker.

Omgang 5: *Hækl 1 fastmaske i hver af de 3 første fastmasker og 2 fastmasker ned i næste fastmaske*. Gentag * – * hele omgangen rundt = 35 fastmasker.

Omgang 6: * Hækl 1 fastmaske i hver af de 4 første masker og 2 fastmasker ned i næste fastmaske*. Gentag * – * hele omgangen rundt = 42 fastmasker.

Fortsæt med udtagninger, hvor der for hver omgang bliver 1 fastmaske mere imellem udtagningerne. Hvis du hækler en størrelse 1, skal du hækle 12 omgange i alt med udtagninger = 84 fastmasker. Hvis du hækler en størrelse 2, skal du hækle 14 omgange i alt med udtagninger = 98 fastmasker. Uanset hvilken størrelse du hækler, skal du skifte til farve B i den sidste maske i den sidste omgang. Herfra hækler du mønster.

Når du har hæklet antallet af omgange, der svarer til din størrelse, skal du hækle 1 omgang med den farve, dit mønster skal være (farve B). Denne omgang hækles uden udtagninger med 1 fastmaske i hver fastmaske.

Fortsæt nu med at hækle efter farveskemaet. Skift farve i den sidste maske i den sidste omgang af farveskemaet, så du kan hækle skyggen i samme farve som hattens grundfarve.

Farveskema 

Linjen med * er allerede hæklet. Start på linjen over. Hver firkant svarer til 1 fastmaske.

hat.jpg

Skygge 

Når hele farveskemaet er hæklet færdigt, hækler du skyggen i hattens grundfarve (farve A) sådan:

  1. *Hækl 1 fastmaske i hver af de første 6 fastmasker og 2 fastmasker ned i næste fastmaske*. Gentag * – * hele omgangen rundt = 96 fastmasker (str. 1) – 112 fastmasker (str. 2).
  2. Hækl 2 omgange med 1 fastmaske i hver fastmaske. Her er der ingen udtagninger.
  3. *Hækl 1 fastmaske i hver af de første 7 fastmasker og 2 fastmasker ned i næste fastmaske*. Gentag * – * hele omgangen rundt = 108 fastmasker (str. 1) – 126 fastmasker (str. 2).
  4. Hækl 3 omgange med 1 fastmaske i hver fastmaske. Her er der ingen udtagninger.
  5. *Hækl 1 fastmaske i hver af de første 8 fastmasker og 2 fastmasker ned i næste fastmaske*. Gentag * – * hele omgangen rundt = 120 fastmasker (str. 1) – 140 fastmasker (str. 2).
  6. Hækl 1 omgang med 1 fastmaske i hver fastmaske. Her er der ingen udtagninger.
  7. *Hækl 1 fastmaske i hver af de første 8 fastmasker, og lav nu 1 indtagning*. Gentag * – * hele omgangen rundt = 108 fastmasker (str. 1) – 126 fastmasker (str. 2).
  8. Hækl 1 fastmaske i hver fastmaske på sidste omgang.
  9. Når sidste omgang er hæklet færdig, fjerner du maskemarkøren og hækler kædemasker over de næste 2-3 masker for at få en fin afslutning. Klip tråden, og hæft ende.

Rose Svanes bog

rose-svane-bog.jpgBog ”Rose Svanes Hæklerier”, Gyldendal, 264 sider, 300 kr.

Insta: @rosesvane